Thursday 23 April 2015

Punktummets historie


Vores punktum (.) stammer fra den oldgræske tegnsætning, der blev indført i det tredje århundrede før vor tidsregning af en bibliotekar og filolog ved navn Aristofanes, født i Byzans (det nuværende Istanbul) ca. år 257 før vor tidsregning, og tilknyttet biblioteket i Alexandria (et af antikkens største og mest betydningsfulde biblioteker). Denne tegnsætning havde tre former for punktummer, som jeg desværre ikke har fundet officielle danske navne for, så min undskyldning, hvis jeg burde have kaldt dem noget andet.

Det vigtigste var det ”høje punktum”. På oldgræsk ”στιγμὴ τελεία”, det afsluttende punktum (eller ”endepunkt”, στιγμὴ betyder punkt, og τελεία kommer af τέλος, der betyder ende – dette punktum står altså der hvor enden er nået). Det stod øverst på linjen (˙) og blev brugt ved afslutningen af en helmening, og svarede således stort set til vores punktum.

Mindre indgribende var det ”mellemste punktum”, ”στιγμὴ μέση”, (·) midt på linjen, der blev brugt når man skulle have tid til at trække vejret, og nærmest svarede til vores semikolon.

Endelig var der det ”lave punktum”, ” ὑποστιγμή” ved en kortere vejrtrækningspause, der nærmest svarede til vores komma. Det stod som vore dages punktum nederst på linjen (.).

Også dengang var tegnsætning svært, så i praksis brugte de fleste skribenter kun det afsluttende punktum, altså det høje ˙ og de to andre gled ud af brug eller blev erstattet med andre tegn. Fra det niende århundrede begyndte det lave punktum at optræde i stedet for det høje punktum, og efter at den vestlige verdens bogtrykkerkunst blev opfundet af Gutenberg omkring år 1450, blev det lave punktum det generelle og universelle.

˙·. dermed kan man vel sige, at det er gået ned ad bakke for punktummet ;-).

No comments:

Post a Comment