Friday 25 April 2014

Kernow og andre keltiske nationer


Med den generelle sympati jeg har for mindretal glæder det mig, at den britiske regering har besluttet at give kelterne i Cornwall status som nationalt mindretal på lige fod med de andre keltiske mindretal i landet: walisere, skotter og irere. Det er måske ikke helt tilfældigt, at det sker samme år som Skotlands folkeafstemning om uafhængighed.

Må jeg her minde om, at der findes syv keltiske ”lande” eller ”nationer”. Cornwall (Kernow), Skotland (Alba), Wales (Cymru), Irland (Eire), øen Man i Det irske Hav, Bretagne (Breizh) i Frankrig og Galicien (Galiza) i det nordvestlige Spanien.


(Kort over keltiske sprog)

Det er langt fra alle i disse ”lande” der taler et keltisk eller gælisk sprog. På kortet har jeg anført navnene på de sprog, der i princippet hører til de pågældende nationer. Jeg tog ikke Galicien med fordi galicisk ikke er noget keltisk sprog. Der er mange forskelle mellem de enkelte, keltiske sprog, men også mange fællestræk.

Kornisk (Kernowek) uddøde enten i det 18. eller 19. århundrede, men blev genoplivet i 1900-tallet ud fra bevarede tekster og beskrivelser fra Middelalderen. Der er i dag omkring 3500, der taler sproget, men blot et par hundrede der taler det flydende. Her er en lille smagsprøve fra Menneskerettighedserklæringen: ”Genys frank ha par yw oll tus an bys yn aga dynita hag yn aga gwiryow.” (Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder). Et efter min beskedne mening passende citat i denne sammenhæng.

No comments:

Post a Comment