Saturday 29 March 2014

Slavekrigen


Den 29. marts 1848 udbrød slavekrigen. Ikke i en eller anden fjern verdensdel, men i selveste Jylland og særdeles mærkbar helt oppe i Vendsyssel. Nu skete der så meget skelsættende og revolutionært i Europa og Danmark i 1848, at slavekrigen er gået totalt i glemmebogen, så nu er det nok på høje tid at få den frem i søgelyset. Den 23. marts 1848 udbrød et slesvig-holstensk oprør og snart gik rygtet, at tugthusfangerne (kendt under udtrykket slaverne) i Rendsborg var blevet løsladt af oprørerne. Rygterne lød at slaverne nu drog som en hærgende hær op igennem Jylland. (De skulle blandt andet have brændt to byer ved Silkeborg og dræbt mindst 25 mennesker). Høleer blev omdannet til våben og smedene havde travlt med at fremstille nye blankvåben og geværer, som blev udleveret til de borgerbevæbninger, der i hast var blevet stampet på benene. Mange flygtede, men navnlig i Vendsyssel var man kraftigt organiseret til at forsvare sig mod slaverne.

Den 1. april var det stort set overstået, da det nu stod klart, at der kun var tale om et rygte, men på det tidspunkt havde slavekrigen allerede sat sine spor.

Jeg har med stor fornøjelse læst hvordan sognepræsten i Øster Hornum oplevede disse rystende dage i 1848: ”Slavekrigen,som husket af pastor Hansen”. 

Thursday 20 March 2014

Hattrick


Jeg måtte her til aften konstatere, at min kære viv ikke vidste, hvad et hattrick er. Det har jeg naturligvis fuld forståelse for. Men hvorfor hedder det nu sådan? Ja naturligvis har det noget med et trick med en hat at gøre. Udtrykket hattrick stammer helt tilbage fra Dronning Victoria-tiden i England, hvor tryllekunstnere stillede deres høje hat på et bord og trak tre kaniner ud af hatten. Da det nu er et engelsk udtryk, blev det i første omgang (det vil sige i 1858) brugt inden for en helt anden sportsgren end fodbold, nemlig cricket. Hvis "kasteren" afviser 3 batsmen i træk, kaldtes det for et hattrick. Det er senere blevet brugt inden for en lang række andre sportsgrene, men på dansk kendes det dog nok navlig fra fodbold. Der er oven i købet et par ekstra tilføjelser. Et ægte hattrick er vist nok … blandt andet ifølge Politikens Ordbøger … når en spiller scorer tre mål i træk i en kamp. Nogle mener også at alle tre mål skal scores i samme halvleg for at hattricket kan kaldes ægte. Et andet udtryk for tre mål i samme halvleg af samme spiller uden at der bliver scoret mål af andre imellem er et vaskeægte hattrick.

Når nu Robin Van Persie fra Manchester United scorer tre mål og hele kampen ender 3-0, hvad er det så. Kære venner, er det måske et ægte vaskeægte hattrick, eller hvad. Ja som fodboldukyndig undrer jeg mig bare. :-). Der er vist i øvrigt også noget der kaldes et dobbelt hattrick – muligvis fire på stribe???

(Hvis de ikke havde sagt det i nyhedsudsendelsen ville jeg i øvrigt stadig have været totalt uvidende om denne præstation. Det forlyder sågar, at der også inden for poker også er noget der kaldes for hattrick, men der må jeg uden skam erkende, at jeg er på helt bar bund. Er der måske nogen med et pokerfjæs til stede i salen?)

Tuesday 4 March 2014

Små mus


Kan man få mus i knæene af at spise muslinger. Det bliver i så fald vel små mus, for muslinger har det lige som killinger, kællinger, kyllinger og uslinger, det er noget småt, ja ordet musling betyder i virkeligheden ganske enkelt lille mus. At få store muskler af at spise muslinger, må man så vel også glemme. Ordet muskel betyder også lille mus. Vi har bare fået ordet ad en lidt større omvej end musling. Muskel har vi fået fra latin ”musculus”, der (lige som musling) er en diminutiv af mus (som på latin også hedder ”mus”) efter ligheden mellem visse muskler med sene og en mus med hale. På både oldgræsk og nygræsk hedder mus og musling faktisk nøjagtigt det samme. På oldgræsk ”μῦς” , medens accenten er forsvundet på nygræsk ”μυς”, et ord der jo unægtelig minder en hel del om mus. De gamle grækere havde nok så store muskler, at man ikke kunne tillade sig at sammenligne dem med SMÅ mus.

Og sådan er der så meget, når man læser det med småt ;-)