Wednesday 22 January 2014

Dən omvəndte vərden


Normalt tror man jo nok, at man kender det latinske alfabet, og man er vel også klar over, at man på mange sprog har indført visse varianter, de såkaldte diakritiske tegn, eller accenttegn, for at få alle de lokale lyde med. I går faldt jeg dog over et såkaldt latinsk bogstav, som jeg ikke mener at have set før, bortset fra i lydskrift. Et omvendt e. Dette bogstav bruges blandt andet i det moderne aserbajdsjanske alfabet.

Under sovjetherredømmet var man tvunget til at bruge det kyrilliske alfabet, men fra den 1. august 2001 skal landets tjenestemænd atter bruge det latinske alfabet. Da det aserbajdsjanske sprog er i familie med det tyrkiske sprog, er det aserbajdsjanske alfabet stort set lig med det tyrkiske alfabet, men ud over vissse ekstra tyrkisklignende tegn som ü, ö, ç og ğ, er der altså også et omvendt e. Det store og det lille omvendt e er ens bortset fra størrelsen: Ə ə.

I lydskrift udtales ə vist nok som et æ og kaldes i øvrigt ”schwa”. Dette schwa er imidlertid et bogstav fra det kyrilliske alfabet, og på kyrillisk kan man oven i købet sætte to prikker over bogstavet (Ӛ ӛ), men det er sådan set en helt anden historie, for det aserbajdsjanske ə er altså et latinsk ə og ikke et kyrillisk ə. Er det nu helt klar eller skal jeg æə begynde forfra ;-)

No comments:

Post a Comment