Friday 24 January 2014

Mangler du noget


At mangle noget er at rulle noget. Man tager et stykke tøj og vikler det om en rund stok (en rulle eller en manglestok) og ruller så det hele frem og tilbage over bordet med et kraftigt tag i et manglebræt. En manglestok og et manglebræt udgør tilsammen et mangletøj. Man mangler altså tøj med et mangletøj. Det er nok efterhånden kun nysgerrige sjæle, som har været på et historisk museum, der eventuelt ved, hvad sådant et mangletøj er, men sådan hænger dét altså sammen. Så er du klædt på. Som regel er det kun manglebrættet, der har overlevet vejen til museet eller din nabos væg, for de var ofte rigt dekoreret, og derfor nok værd at se og gemme på.

Jeg må hellere lige vise et billede (fra den norske Wikipedia).
Ordet mangle (i denne betydning) har vi fået via plattysk ”mangelen”: at rulle eller udglatte, fra italiensk ”mangano”, der nok var noget i retning af en tøjpresse eller glattevalse eller sådan noget.

I mangel af et mangletøj kunne man også banke vasketøjet med et banketræ. Således skrev Drachmann et sted ”hun stod ved Bredden af Dammen og var ifærd med at mangle Tøj over en Træbuk”. Kan det herefter forbavse nogen, at mangle på fynsk dialekt også kunne bruges i betydningen at prygle.

Hvis du ikke er sød, skal jeg komme og mangle dine øren. Det manglede da bare ;-)


Forkert?


Hvis man er blevet kaffetørstig og befinder sig i det nederlandsksprogede område, kan man bestille sig en kop ”koffie verkeerd”, det vil ordret sige ”kaffe forkert”. Der er sådan set ikke noget forkert ved denne kaffe. Medens det er ret normalt at komme lidt mælk i kaffen, har man ved ”koffie verkeerd” gjort det omvendte. Den indeholder mere mælk end kaffe, gerne cirka 60% mælk og 40% kaffe, som i den schweiziske ”café renversé”. ”Café renversé” betyder ”omvendt kaffe”, og det for længst forældede danske ord ”forkere” betyder jo også omvende eller fordreje (eller forandre). Det nederlandske ord ”keren” betyder lige som det tyske ord ”kehren” vende eller dreje. Vi lånte ordet ”forkere” fra plattysk ”vorkeren” det vil sige at fordreje.

At noget er forkert betyder ikke, at det nødvendigvis ikke er rigtigt. Det afviger bare fra normen eller den gældende standard. Det er ikke nødvendigvis galt at gøre (eller skrive) noget forkert … det er bare de fleste andre, der mener at det er unormalt, for det svarer ikke til den norm, der gælder for øjeblikket, her og nu. At se lidt på, hvad de gør med ordene på andre sprog kan nok forkere ens syn på sprogtilværelsen, og det er der vel ikke noget forkert eller unormalt ved.

Glem ikke at ”Verden forkerer sig hver dàg” (citat fra 1759). Og stik mig så bare en caffe latte, uanset om den er normal eller ej ;-)

Wednesday 22 January 2014

Dən omvəndte vərden


Normalt tror man jo nok, at man kender det latinske alfabet, og man er vel også klar over, at man på mange sprog har indført visse varianter, de såkaldte diakritiske tegn, eller accenttegn, for at få alle de lokale lyde med. I går faldt jeg dog over et såkaldt latinsk bogstav, som jeg ikke mener at have set før, bortset fra i lydskrift. Et omvendt e. Dette bogstav bruges blandt andet i det moderne aserbajdsjanske alfabet.

Under sovjetherredømmet var man tvunget til at bruge det kyrilliske alfabet, men fra den 1. august 2001 skal landets tjenestemænd atter bruge det latinske alfabet. Da det aserbajdsjanske sprog er i familie med det tyrkiske sprog, er det aserbajdsjanske alfabet stort set lig med det tyrkiske alfabet, men ud over vissse ekstra tyrkisklignende tegn som ü, ö, ç og ğ, er der altså også et omvendt e. Det store og det lille omvendt e er ens bortset fra størrelsen: Ə ə.

I lydskrift udtales ə vist nok som et æ og kaldes i øvrigt ”schwa”. Dette schwa er imidlertid et bogstav fra det kyrilliske alfabet, og på kyrillisk kan man oven i købet sætte to prikker over bogstavet (Ӛ ӛ), men det er sådan set en helt anden historie, for det aserbajdsjanske ə er altså et latinsk ə og ikke et kyrillisk ə. Er det nu helt klar eller skal jeg æə begynde forfra ;-)

Tuesday 21 January 2014

Augmentativer


De fleste kender vel lidt til diminutiver. De er udbredte og kan umiddelbart dannes på mange moderne sprog. Der er ikke mange tilbage på dansk, men dog stadig enkelte som killing, kylling, kælling, olding m.v.

Det modsatte af diminutiv er augmentativ, et forholdsvist ukendt begreb på dansk. På en række sprog kan en sådan forstørrende eller forøgende virkning (lige som diminutiv) dannes med en endelse. Jeg har søgt med lys og lygte efter låneord, hvor dette fænomen forekommer. Der kan sikkert findes flere, men her er min lille liste:
  • ballon, en stor bold
  • karton, kraftigt papir
  • minestrone, kraftig suppe
  • trombone, en stor trompet
  • ponton, en stor bro
  • salon, en stor sal
  • million, meget større en mille, der betyder tusind (skal vi kalde det en stor mil?)

På dansk kan man dog klare sig med en forstavelse. Her er en række ret almindelige forstavelser, hvormed man kan danne en augmentativ.
over-
stor-
super-
mega-
ærke-
sten-
Jeg er således måske en overoptimistisk storforbruger af superrelevante stengode ærkedanske megaord ;-)

Sunday 19 January 2014

Lommelærken


Her om vinteren, hvor ingen lærker synger fra himlen, kan det vel være meget rart at have en lommelærke til at hæve humøret lidt. Det er min opfattelse, at de fleste går rundt og tror, at det hedder en lommelærke på grund af den liflige lærkesang der fremkommer, når der skænkes af flasken. Jeg ønsker absolut ikke at rive nogen bort fra denne smukke opfattelse. Jeg vil blot komme med et par meget tørre bemærkninger … inden jeg eksperimenterer for meget med klukkelyden. For det første har jeg jo hørt lærken synge højt fra himlens tag, og jeg synes absolut ikke at det lyder ligesom den der klukken fra lommelærken. For det andet minder ordet lærke mistænkeligt om det gammeldanske ord ”læddike”, der betyder ”'beholder”, i den grad at en letsindig sjæl kunne gå hen at tro, at en lommelærke kunne være en beholder til at have i lommen.

Nej glem du blot alt om gammeldanske ord og fyld bare lommelærken op med Gammel Dansk … det varmer her om vinteren, hvor vi savner lærkernes kvidren ;-)

Friday 17 January 2014

Frø være med dig


Nogle går i hundene, nogle går i biografen, nogle går i frø. Man kan kun gå i én biograf ad gangen. Derfor hedder det at gå i biografen – og ikke i biograferne. Man kan vel heller ikke være i flere hunde på én gang? Da slet ikke når det er et hundevejr. I biografen kan man (heldigvis) gå ud igen. Kan man gå ud, når man er gået i frø? Hvordan kan man i det hele taget komme ind i sådan en frø. Når jeg engang er gået i frø, håber jeg, at der kommer en sød prinsesse og kysser frøen, så jeg kan blive mig selv igen, eller om jeg så må sige går i mig selv. Der er ikke ret mange ægte prinsesser tilbage, så der kommer nok ingen at redde mig.

Et sted på nettet så jeg i øvrigt dette udkast til et brev til Dyrenes Værn

Kære Dyrenes Værn
Det er med stor forargelse, at jeg må meddele, at danskerne går i hundene!!
MVH –
 
En bekymret borger”

Den er jeg da med på ;-)

Sunday 12 January 2014

Be Prepared


Jeg har lige været nogle dage på Lund Universitet. En gammel og ærværdig institution, der ikke helt tilfældigvis blev grundlagt i 1666 - få år efter at Danmark havde afstået Skåne til Sverige ved freden i Roskilde i 1658, hvorefter den svenske centralmagt iværksatte en kraftig for ikke at sige undertiden brutal forsvenskning af denne landsdels.

Lunds universitet var et led i denne forsvenskning. Her er et billede af universitetets segl

Jeg skal forholdsvis frit fortolke billedsymbolikken som: den svenske løve vil bekæmpe de jäklens danskere ved sværd og med sprog. I valgsproget ”Ad utrumque” er underforstået fortsættelsen ”parates”, altså fuldt ud: ”Ad utrumque parates”, som betyder ”vær parat til begge dele” eller måske rettere både det ene og det andet. Her skulle man være parat til både at studere og til at gribe til våben.

I forbifarten skal jeg måske lige nævne, at jeg omhandlede ”utrum” i mit indlæg om ”En køn en”. Som grammatisk betegnelse er ”utrum” lig med fælleskøn - både det ene og det andet (køn), i modsætning til ”ne utrum”, der hverken er det ene eller det andet (køn), altså intetkøn.

Og så må jeg vel retfærdigvis nævne, at jeg på vejen tilbage på Lund jernbanestation opdagede at den lokale billetautomat ”talte” både dansk og svensk … det danske vel for lettere at få eventuelle danskere hurtigere ud af landet ;-)

Saturday 4 January 2014

Nøgle til nøgle


Ja man kan jo somme tider undre sig. Hvorfor hedder det for eksempel en gadenøgle, en svensknøgle og en altnøgle, men et garnnøgle. Vi har åbenbart lånt begge nøgler fra svensk. Det svenske ord ”nykil” eller ”nyckel” betød vist egentlig et ”krummet redskab”, og det passer da vist meget godt på en nøgle. På ældre dansk og visse (jyske) dialekter hed det i øvrigt også en løgle eller løgel, hvilket svarer til ældre svensk ”lykil” samt moderne islandsk ”lykill”.

Garnnøglet har vi lånt fra svensk dialekt ”nykla”, som vist er noget i retning af en knude, hævelse eller svulst.

Gyldendals etymologiske ordbog regner med at (dør)nøglen langt tilbage nok stammer fra urnordisk ”hnukila”, i familie med ”nok”, som også er en krummet fidus. Den mener endvidere, at (garn)nøglet stammer fra oldnordisk ”hnykill”, som er en hævelse eller svulst.

Krum eller rund, rullet og hævet? Jeg ved nu stadig egentlig ikke rigtig, om jeg finder det rimeligt, at det ene er fællesskøn og det andet intetkønt, bortset fra at der altså klart er tale om to forskellige ord med forskellig oprindelse.

Sådan er det nok bare B-)