Friday 26 April 2013

Der var rav i Karens Hytte


Det er ravruskende forkert at lave rav i gaden, og alligevel drev antikvitetshandler Karen Hamre, da jeg var ung en sæsonforretning i Blokhus under mottoet “Der er rav i Karens Hytte”, hvor hun solgte rav og andre smukke sager. Den slag rav, som man med meget held kan finde på stranden, vel at mærke. Rav er et godt gammelt nordisk ord. På oldnordisk hed det ”raf”. Ordet er beslægtet med ”ræv”, og den oprindelig betydning af både rav og ræv er ”noget rødbrunt”.



Eget billede af rav.

På islandsk hedder rav stadig ”raf” og heraf har de dannet ordet ”rafmagn” (egentlig rav-mængde), der betyder elektricitet, og det er vel ikke så mærkeligt, får når man stryger rav mod for eksempel en ulden trøje, opstår der statisk elektricitet. De gamle grækere kaldte rav for ἤλεκτρον (elektron), så det danske ord for elektricitet kommer også fra et ord for rav.

Mærkeligt nok er svenskerne gået over til at kalde rav for bärnsten, på linje med det tyske Bernstein og det nederlandske barnsteen. Det skyldes (vist nok) en anden egenskab ved denne mærkelige form for sten, nemlig at den kan brænde (det er altså en brændesten).

Når man i England går over for gult, bruger de undertiden det engelsk ord for rav, nemlig ”amber” om lysreguleringens gule farve.

I Vilnius, i Litauen, besøgte jeg en gang et, efter min beskedne mening, meget interessant rav-museum. Adgangen er gratis, for de vil også gerne sælge en række smukke ting af rav. På litauisk hedder rav så i øvrigt ''gintaras'' skulle jeg hilse og sige (og på lettisk dzintars). Etymologien af dette baltiske ord taber sig desværre i tågen, vel blandt andet fordi rav var en vigtig baltisk handelsvare allerede da diverse romere begyndte at skrive om alle de mærkelige folkeslag ”oppe nord på”.

Og så får i lige lidt om elektricitet på islandsk:

Það rafmagn sem notað er á Íslandi er nánast allt framleitt úr endurnýjanlegum orkugjöfum ólíkt því sem gerist hjá mjög mörgum öðrum þjóðum sem fá meirihluta raforku sinnar úr brennanlegu eldsneyti. ”

(Næsten al den elektricitet, der anvendes i Island er produceret fra vedvarende energikilder, i modsætning til mange andre lande, hvor hovedparten af elektriciteten fås fra diverse brændstoffer – ja jeg tror altså nok at det sådan ca. er hvad skribenten mente, ellers må i meget undskylde).



No comments:

Post a Comment