Tuesday 31 December 2013

bogstavelig spareplan


i begyndelsen var bogstavet. de store bogstaver vel at mærke. de var ret kantede og derfor rimelig nemme at ridse ind i sten eller bøgestave eller hvad man nu havde at skrive på dengang. senere da man fandt andre materialer at skrive på opfandt man de små bogstaver, de egnede sig fortrinligt til munkenes kopiering af juleevangeliet, de ti bud og den slags på papir og med gåsefjer. men man havde jo også stadig de store bogstaver, så de måtte vel også bruges til noget. man skrev julius, sofie, rom og andre navne med stort begyndelsesbogstav. man begyndte sætninger med stort og nye afsnit fik et ekstra stort bogstav at begynde med. alle navneord blev efterhånden skrevet med stort begyndelsesbogstav og en række forkortelser blev skrevet med stort.

det år jeg begyndte i skolen kom der en ny retskrivningslov, som betød, at jeg ikke skulle lære at skrive alle navneord med stort. Det lettede jo min skoletilværelse en hel del. ellers var jeg sikkert aldrig blevet til noget. i tyskland skriver man stadig navneord med stort. i tresserne fik jeg dog en del breve fra tyskere, der deltog i en bevægelse, hvor man skrev alt med småt – simpelthen alt. jeg gad nok vide, hvordan det er gået med den protestbevægelse.

hvad skal vi dog også med alle de der store bogstaver i disse sparetider. vi kan skære bogstaverne ned til det halve og spare en masse tryksværte. hvorfor skal allah, muhammed, thorning og vorherre dog skrives med stort? i disse demokratiske tider er alle vel lige lige. ned med de store! usa, kina og rusland tag hatten af og kom ned til vi andre små.

i 2014 vil vi spare ekstra meget. er det ikke et godt forsæt, i stedet for at fortsætte, som vi plejer. godt nytår fra ole alle sammen, både store og små ;-)

ps: jeg har naturligvis også kortet dette indlæg ned til det halve. det manglede da bare. sådan har jeg sparet jer for en masse vås/words

Saturday 28 December 2013

Hvor mange pægle går der på en pot?


Ja selv om disse måleenheder blev officielt  afskaffet i 1907, kan jeg da stadig huske at nogle bad om en pægl dit eller to pægle dat. Sådan set er det stort set lige så enkelt, som at et pund er ca. et halvt kilo. En pot mælk er ca. en liter mælk, og der går fire pægle på en pot. Jeg kan også huske at frugt blev vejet i lispund. Et lispund er ca. 16 pund, det vil sige 8 kg. Lispund blev officielt afskaffet 1861, men hang altså stadig i vægten, da jeg var dreng, og så gammel er jeg da nu heller ikke ;-) Vægten man brugte var naturligvis en bismervægt. Den var nem at have med på cyklen. Det er sådan en vægtstang med en krog i den ene ende, og så skubbede man med et lod hen over vægten til der var ligevægt, og vægten således kunne aflæses. Det plattyske bisemer kom vist fra tyrkisk batman, der var en vægtenhed på ca. 10 kg (altså lidt mere end et lispund).

Ja så var der også noget med at sætte sit lys under en skæppe. En skæppe var 17,39 liter (samt et hertil indrettet skæppemål), men den blev også officielt afskaffet i Danmark med indførelsen af metersystemet i 1907. Derudover blev skæppe også brugt om en skæppe land (= 689,5 m2). En skæppe land blev i øvrigt delt i fire fjerdingkar. Sammenhængen mellem volumen og areal var denne. Jeg citerer her fra Wikipedia:
”En tønde land skulle tilsås med een tønde korn.
En tønde rummede ca 139 liter korn (udsæd), og vejer 100 kg. Det var i datidens enheder 144 potter korn, der skulle fordeles på 13.824 kvadratalen, dvs, at een potte skulle dække 96 kvadratalen. Det er én liter korn til knap 40 m².
Ved at opdele tønden i mere håndterlige størrelser − og arealet tilsvarende − var det lettere at få kornet sået jævnt.
Man begyndte med at hælde kornet over i et skæppemål. 8 skæpper svarede til een tønde. Dvs en skæppe kunne rumme ca 17,5 liter korn, − ca 139 liter delt med 8.
Det område een skæppe skulle dække var en ottende del af en tønde land, eller 36x48 alen. Det er ca 22m x 30m. Og lidt voldsomt at fordele jævnt per håndkraft, da de ca 17,5 liter korn vejer ca 12,5 kg, (een ottende del af 100kg)
Derfor var det naturligt at opdele denne skæppe i fjerdedele, såkaldte fjerdingkar.”

Det hele var faktisk ganske enkelt og logisk, men måske var det alligevel meget godt at vi gik over til metersystemet. Om ikke andet gjorde det da en del regnestykker enklere for de stakkels skolebørn.

Wednesday 25 December 2013

Frikadellens flugt


Frikadellerne er flygtet. Der er ikke en eneste tilbage i huset i disse juledage. Det får mig til at tænke på ”frikadellens flugt over plankeværket”. Tankerne fører mig tilbage til Østervrå Marked engang i halvtredserne, hvor man i et gøglertelt blandt andet kunne se verdens farligste slange, en hane med to hoveder og en krokodille. Det viste sig at være en gasslange (som jo dræber masser af mennesker), en vandhane med et hoved til koldt og et andet til varmt vand samt en krukke (med) dild. En af de berømteste af den slags gøglere og en sand sprogekvilibrist var Johannes Marius Dines Petersen, bedre kendt som professor Labri. I en af hans lange smører, der skulle lokke folk til teltet, var denne passage: ”Oplev frikadellens flugt over plankeværket med en gaffel i ryggen, skarpt efterfulgt af to røgede sild...”. Et af de vidundere han præsenterede var skelettet af et menneske, hvor hans assistent løftede en ske, og det var så en ”ske lettet af et menneske”!

Bortset fra det er ”Frikadellens flugt over plankeværket” et kammermusikstykke for 1 instrument skrevet af den danske komponist Ole Schmidt i 1968 (Professor Labri døde vel at mærke i 1935). Egentlig havde det været en passende titel for en fuga, for fuga er det latinske ord for flugt, hvilket igen minder mig om det litterære værk ”Hjortens Flugt” skrevet af Christian Winther. Og i nat drømte jeg i øvrigt om risalamandens flugt over tørresnoren skarpt efterfulgt af en forloren mandel i en særudgave af Ole Nielsen (udsat for 1 snorkeinstrument).


Saturday 21 December 2013

Lille klimp, stor klimpe


For et par dage siden måtte jeg desværre konstatere, at hverken klimp eller klimpe står i en ”normal” ordbog eller for den sags skyld i et ”normalt” mindre leksikon, og således heller ikke regnes for gode ord af min stavekontrol. Det synes jeg egentlig er en skam, men de to gode ord er åbenbart gået af mode eller for faglige. En klimp betød engang blandt andet ”en enkelt tone, frembragt ved klimpren på et instrument”. Det lever således videre i udsagnsordet ”klimpre”, så når man klimprer på klaveret eller guitaren kommer der flere tilfældige toner efter hinanden.

En klimp var også en klump, for eksempel en jordklump, sneklump eller lerklump. Nogen kan måske nikke genkendende til dette vers: ”Du Jord-Klimp, du Synder! Hvad tænker du paa? Hvad Kjødet begynder, Maa Aanden forsmaae!” (Grundtvig). Denne klimp lever videre i store sandklumper af geologisk interesse.

Klimper består af flyvesand. De fleste flyvesandsområder domineres af klitter. Sandet i klitterne stammer fra nærliggende områder, hvor der så er dannet bare flader uden sand. På nogle ganske få af disse flader findes erosionsrester, der hæver sig op til 5 meter over afblæsningsfladen og fremstår som lave, flade øer – det er klimperne. I Sønderjylland kaldes de også ʻfærøerne’ eller ʻpandekagerne’ i folkemunde efter deres særegne form. Klimper er ikke særligt almindelige, men kun fundet i større antal i Frøslev Plantage ved grænsen til Tyskland og i Stensbæk Plantage mellem Gram og Ribe. En efter min mening interessant artikel om klimper (illustreret) findes i det nyeste nummer af Geoviden (nr. 4, 2013). Geoviden kan hentes ganske gratis fra

Og så er Frøslev Plantage i øvrigt et dejligt område at vandre i. Der findes der 27 store og små klimper, som stikker op som øer i det ellers flade terræn - flade bakker med stejle sider, men modsat andre bakker har klimperne vand på toppen, mens de omkringliggende lavere områder er helt tørre: Hent vandretursfolderen på biblioteket eller klik på

På grund af klimperne er Frøslev Plantage en internationalt vigtig geologisk lokalitet og derfor udpeget til et såkaldt GeoSite.

Friday 20 December 2013

Hyssinggarn


På Wiktionary spurgte en ”udlænding” mig. hvad et sejlgarnsnøgle er. Jeg havde nær skrevet, det er da et bundt hyssingsnøre. Nu ved jeg ikke om det gør den store forskel at skelne mellem sejlgarn, selvbindergarn, høstbindegarn og bindegarn, bortset fra brugen måske. Sejlgarn betyder, og var, egentlig sejlmagergarn og bindegarn er naturligvis snor som man binder omkring et eller andet.

Men lad mig nu komme til hyssingarnet. Hvor vi har fået ordet hyssing fra er enkelt nok, det er som så mange andre ord lånt fra plattysk, nemlig fra det middelnedertyske husinge. Hvad husinge så egentlig betød er mere problematisk. Måske skal vi søge løsningen ved at sammenligne med husblas. Det plattyske husblase betyder egentlig 'størblære', dannet af husen 'stør' og blase 'blære'. Ja, hvis husen er stør, så er husinge vel (muligvis) snøre til at fange stør med.

Jeg tror da i øvrigt, at man i Norge stadig bruger hyssingsnøre til at fange laks med … eller til at binde den med. Jeg citerer fra en norske kogebog: ”Så ruller du fisken sammen og knyter et hyssingsnøre rundt.” Velbekomme.

Thursday 19 December 2013

Som eller der


Sommetider er det lige meget om man skriver som eller der. Man kan for eksempel frit vælge om man vil skrive
”det er rart at have en mor som bager, stryger og vasker”
eller
”det er rart at have en mor der bager, stryger og vasker”
det betyder dog ikke, at man ikke skal være forsigtig med, hvad man skriver, for
ganske vist er det
”rart at have en morsom bager …”
men det er mindre
”rart at have en morder bagerst …”
og sådan er der så meget ;-)

Monday 9 December 2013

Jeg ejer ikke en hvid!


Jeg ejer ikke fem flade øre. Ja, du læser rigtigt, jeg ejer ikke en rød øre. Det hænger uløseligt sammen med, at enører og femører er afskaffet. Hermed kan det vel også udelukkes at jeg ejer en rød reje eller en flad fregne. Jeg kan heller ikke løse problemet ved at spare på femørerne og lade dalerne rulle, for dalerne er for længst gået ud af cirkulation. Jeg ejer ikke en hvid. Dette gamle udtryk er sikkert gået helt i glemmebogen, for hvem ved nu hvad en hvid var. En hvid var en sølvmønt, der blev brugt i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1700-tallet, og sådan en ejer jeg heller ikke, men gamle møntenheder har det med at hænge fast ret længe i sprogets talemåder, som for eksempel ”tiøren” der faldt, ja de er også gået alle mønternes gang. Hvordan ligger det så med kongens mønt. Prøv at kigge i din pung og se om du kan finde én eneste uden en dronning på. Sådan bare.

Og hvad kan vi så lære af det. At de fleste af de penge, som man IKKE har er røde og flade. Jeg har dog erfaret, at man kan klare sig ret langt bare ens betalingsmidler er tilstrækkelig flade … sådan cirka så flade som et dankort ;-)

Saturday 7 December 2013

Gøre en flue til en myg


Det med at man ikke skal gøre en myg til en elefant er åbenbart en meget gammel talemåde. I hvert fald har jeg kunnet spore det tilbage til både klassisk latin og oldgræsk. Der er dog efter min mening en interessant lille detalje, idet man både på latin og oldgræsk ikke taler om en myg, men om en flue. På latin ”Elephantem ex musca facis” (Du gør en flue til en elefant) og på oldgræsk ”Ἐλέφαντα ἐκ μυίας ποιεῖς” (Du gør en flue til en elefant). Nu ligger det dog således, at ordet myg menes at være en lydefterligning, ligesom det latinske ”musca” og det græske ”myia” (μυῖα), der også menes at efterligne en summelyd. Interessant nok hedder det også på fransk ”faire d’une mouche un éléphant” (gøre en flue til en elefant). Også ordet ”mouche” minder lydligt om ”musca” og ”mya” og ”myg”. Det kan man derimod ikke sige om de germanske ord ”vlieg”, ”Vliege” og ”flue”. Det kunne efter min beskedne mening være en medvirkende årsag til at man på nederlandsk og tysk siger henholdsvis: ”van een mug een olifant maken” (”mug” udtales ”myg”), ”aus einer Mücke einen Elefanten machen” og på dansk altså ”gøre en myg til en elefant”.

På spansk hedder en flue ganske vist vist nok ”mosca”, men her er talemåden dog blevet til ”hacer de una pulga un elefante”, altså ”gøre en loppe til en elefant”. Nåh ja, man kan vel ikke få regnestykket til at gå op hver gang, vel ;-) Apropos de små detaljer sad en svensker i toget ved siden af en franskmand, da en flue gjorde sit indtog, og svenskeren udbrød ”Voici le mouche”. Franskmanden rettede det omgående til ”la mouche”. Svenskeren hævede øjenbrynene og sagde imponeret ”Du ser mycket bra”.

Friday 6 December 2013

Dagens Bodil (eller Sven eller Xaver)


Allan er gået hen over hovedet på mig. Er der nogen der kan huske Allan? Det var en storm, der blæste hen over Danmark den 28. oktober 2013. Jeg tror egentlig først den fik sit navn dagen efter. Klimaminister Martin Lidegaard har i al sin visdom bestemt at alle danske storme skal have et navn, som tildeles af DMI. Den i slutningen af oktober kom så til at hedde Allan (blev den strengt taget døbt sådan af Ekstrabladet?), og nu har vi så fået den næste, en Bodil. En på mange måder historisk storm, men lad mig her blive ved navnene. Det er meget godt med et dansk stormnavn, men mange af dem raser jo hen over Nordsøen (eller er det nu Vesterhavet) inden de ramler ind Danmark, så måske kunne det være en idé at samarbejde om navnene på tværs af Nordsøen. Berlins Frie Universitet døbte stormen Xaver, og dette navn på stormen er blevet brugt i medieomtalen i Storbritannien, Nederlandene, Belgien og naturligvis Tyskland. I Sverige hedder denne storm Sven og i Norge er den åbenbart (stadig) navnløs. Det kan dog i parentes bemærkes, at Norge i 1995 sådan set begyndte med at kalde en storm for Agnar.

I Nederlandene kaldes stormen i øvrigt uofficielt for Sint Niklaas Storm. I dag fejrer man nemlig Sankt Nikolais navnedag ved at give børnene gaver.

For at vende tilbage til stormen Allan kaldtes den St. Jude i England, Christian i Tyskland og Simone i Sverige. Jeg ved ikke, hvad den næste danske storm kommer til at hedde, men jeg vil gætte på, at det bliver et dansk drengenavn, der begynder med C. Måske er det allerede for sent at gætte og har DMI allerede udarbejdet den ønskede stormnavneliste og overdraget den til klimaministeren til behagelig godkendelse?

Verdens ældste sprog???


Jeg kommer her nok til at afsløre, at jeg ejer en oversættelse til Nederlandsk af Herodots værk ”Historie”. Herodot blev sandsynligvis født omkring år 484 f.Kr. og levede til 430-420 f.Kr. Herodots ”Historie” er nærmest en verdenshistorie, og han kaldes ofte for historieskrivningens fader. Til eventuelt interesserede kan jeg oplyse, at ”Historie” blev genudgivet på dansk i 1997. Jeg skal her på grundlag af den nederlandske udgave prøve at genfortælle, hvad han skriver om det frygiske sprog på grundlag af, hvad han selv havde fået fortalt af præster for guden Hefaistos i Memphis i det gamle Egypten.

Før Psammetichos blev konge over egypterne, betragtede egypterne sig selv som verdens ældste folkefærd. Det ville han nu gerne forvisse sig om var rigtigt, men hvordan finder man dog ud af, hvem der kom først. Der blev udvalgt to nyfødte børn af tilfældige forældre, og de blev givet i pleje hos en hyrde, der fik streng ordre på aldrig at tale til dem, og aldrig lade nogen sige et eneste ord i deres nærhed. Regelmæssigt besøgte hyrden børnene sammen med sine geder, så børnene kunne få noget at drikke og i det hele taget kunne holde sig i live. Da der var gået et par år rakte et af børnene armene ud, da han viste sig i døren, og sagde ”bekos”. Hyrden sagde foreløbig intet herom, men da han flere gange var blevet modtaget med dette ord, henvendte han sig til kongen med denne erfaring. Efter at kongen selv havde hørt børnene sige ”bekos”, satte han en undersøgelse i gang, for at finde ud af, hvor dette ord stammede fra, for egyptisk var det ikke. Efterforskningen viste at frygerne brugte ordet ”bekos” til at betegne ”brød”. Nu var egypterne blevet overbevist om, at frygisk er det ældste sprog i verden (naturligvis med egyptisk som nummer to – det var i parentes bemærket før egypterne gik over til at tale arabisk, et resultat af Arabiens erobring af Egypten i 639 og den følgende islamisering). Jo det er ganske vist.

Frygien, frygerne og frygisk har nu ikke sat de helt store spor i verdenshistorien. Frygien lå sådan ca. i det nordvestlige Lilleasien, altså i hvad der nu er Tyrkiet. Ordet frygisk kender dem der er noget ved musikken fra frygisk toneart.Derudover er den frygiske hue gået ind i den mere moderne historie. En frygisk hue er en antik hovedbeklædning med fremadhængende top, fra egnene ved det nordlige Ægæerhav. Under den franske revolution anvendte jakobinerne en frygisk hue forsynet med en kokarde i den franske trikolores farver som frihedssymbol. En sådan hue er også kendt som en jakobinerhue. Denne røde frihedshue kan man stadig se på en række franske frimærker og franske euro-mønter, hvor den franske frihedsheltinde og den franske republiks symbol er afbilledet. Det er en ung fiktiv kvinde ved navn Marianne, som kendes fra ca. 1800 og som sagt ses gengivet på talrige franske frimærker. 100 år efter Den Franske Revolution rejstes i 1889 en kolossalstatue af Marianne på Place Carnot i Lyon.

Frygisk, som ikke tales mere, er i familie med græsk, og her skal i lige få en smagsprøve. Som det ses minder bogstaverne her noget om de fønikiske alfabet, senere i historien gik frygerne over til at bruge (rene) græske bogstaver. Sproget uddøde sandsynligvis i det sjette århundrede (efter vor tidsregning).


I øvrigt er det frygiske (veldokumentere) ord ”bekos” muligvis (nok delvis gætværk) i familie med det oldnordiske ord ”baka” (altså at bage). Og så var de to børn nok ikke bagerbørn, for man skal som bekendt ikke give bagerbørn brød, heller ikke i den bagende egyptiske sol ;-)

Thursday 5 December 2013

Ikonet


I Henning Mankells ”Den mand, der smilede” (på svensk ”Mannen som log”) viser en myrdet sagfører sig, så vidt jeg husker, at have en meget værdifuld samling af ikoner. Jeg har lige tegnet et ikon for ”forbud mod servering af kaffe i sort”. Det er ikke meget værd, men jeg er nu heller ikke noget ikon, som Henning Mankell, eller for den sags skyld Michelangelo.


Ikon kommer fra det oldgræske ord εἰκών, der betyder billede. Ikoner var i første omgang små hellige billeder for eksempel af Jomfru Maria eller en eller anden helgen. De blev hovedsagelig brugt inden for den græsk-ortodokse og russisk-ortodokse kirke, og på de russiske ikoner er de malede personer ofte omgivet af en glorie af værdifulde metaller og ædelstene, altså rigtig noget for samlere, der samtidig har mange penge.

Ikon kom senere også til at betyde et forbillede, kendt i Danmark fra omkring 1970, om personer der stod som symbol på noget, der er/var oppe i tiden. Ordet sneg sig også ind i computerverdenen, atter i betydningen små billeder, nemlig små billedsymboler på skærmen til at klikke på med musen.

Det bedste af det hele er måske de nyere humørikoner. De bedst kendte humørikoner er nok de såkaldte smileys, som for eksempel ;-) og så videre.

Nu kan man selvfølgelig altid diskutere om humørikonerne og min kaffeikon snarere er piktogrammer, men ikon lyder nu kort og godt … og godt humør kan vi næppe få for meget af :-)

Friday 29 November 2013

Fra io til udråbs- og spørgsmålstegn


Blandt andet ifølge Wikipedia skrev de gamle romere "IO" i slutningen af en sætning, når de ville markere et udbrud af henrykkelse. I middelalderen besluttede man at skrive i og o oven på hinanden, for at undgå forveksling med den latinske endelse "-io". Med bogtrykkets opfindelse i det 15. århundrede blev ”!” til udråbstegnet, som det ses i dag. Men det blev først almindelig i det 18. århundrede, og først i 1970 optræder det som en fast placeret tast på skrivemaskinen.

Man gjorde det samme med spørgsmålstegnet, der før var blevet stavet "qo" (forkortelse for "questio", der betyder spørgsmål). Et q oven på et o og senere ? Blev til vores spørgsmålstegn.

I forbindelse med elektronisk post og SMS har nogle forsøgt at indføre et sarkasmetegn og et ironitegn. Desværre findes de endnu ikke på mit tastatur. Det kunne ganske givet være en nyttig udvidelse.


Hovsa, nu glemte jeg helt ”interobang”, der er en kombination af et udråbstegn og et spørgsmålstegn for at gøre forvirringen komplet ;) . Det bruges i sætninger som, ”Hvad gjorde han ?!?!?!”


Sunday 24 November 2013

En køn en


Skal man bruge danske eller latinske udtryk, når man snakker grammatik. Det er vel nok et tilbagevendende spørgsmål … og problem. Tag nu for eksempel navneordenes køn. På dansk er der to (grammatiske) køn, nemlig intetkøn og fællesskøn. Når vi skal til at lære fremmedsprog støder vi så ind i femininum, maskulinum og neutrum. Det betyder hunkøn, hankøn og intetkøn, og er sådan set ligetil, men hvad med den anden vej? Jo intetkøn er da neutrum, men hvad gør du med fællesskøn? Tysk, engelsk, fransk og latin har ganske vist ikke noget fællesskøn, men alligevel. Har du måske nogen sinde i skolen lært et anden grammatisk udtryk for fællesskøn. Strengt taget hedder det vist nok ”utrum”. Det er i hvert fald et latinsk ord (”uter” betyder ”den ene eller den anden”, i modsætning til neuter, ne + uter, der hverken er det ene eller det andet), og på svensk kalder de rask væk deres fælleskøn for utrum (første gang jeg så det, troede jeg, at de talte om ”uderum” ;) ). Og når tyskere lærer dansk, jo det sker da, så får de at vide, at: ”Es gibt keine Maskulina und keine Feminina, sondern lediglich das Utrum, eine Art gemeinsame Form der beiden Geschlechter sowie das Neutrum.” Jo, da! Så fik vi også lært, at der er noget der hedder ”utrum”. På engelsk taler de i øvrigt om ”common gender” som de forkorter til c (f for feminimum/female, m for maskulinum/male, n for neutrum/neuter – og altså c for utrum).

Nu ved vi så, at ”det-ord” er neutrum og ”den-ord” er utrum … det er ganske vist :)

Uter est insanior horem? (vist nok et citat fra Quintus Horatius Flaccus (også kendt som Horatius) … men jeg kan under ingen omstændigheder anbefale Google-oversættelsen, der siger ”Hvilket er sindssyg Horem”).

Tuesday 19 November 2013

Det gode og det onde


Valgte du nu det gode eller det onde i går. For et halvt hundrede år siden skrev jeg en lille afhandling om forskellen på moral og etik. Side op og side ned, og dog kan jeg ikke huske et ord af det hele, men det må vel på en eller anden måde have drejet sig om godt og ondt. Der er vist ikke megen etik i dagens politik, men masser af moral, for moral er navnlig hvad ANDRE anser for godt eller ondt.

Min egen holdning fik jeg vist kogt ned til det væsentlige her til morgen, da jeg vågnede og tænkte: ”Jeg har det godt i dag, for det gør ikke ondt nogen steder!”

Sunday 10 November 2013

Sort, sortere, …


At sortere er egentlig at vinde i lotteriet. Det latinske ord ”sors” betyder lod, sådan ét som man bruger i et lotteri. ”Sortiri” var at ”få som lod”, på italiensk er ”sortire” at ”blive udtrukket”. Og det er vel ofte det vi gør, når vi sorterer, at skille os af med det vi ikke vil have og beholde det vi finder brugbart. Ofte sorterer vi blot i to klasser, det gode og det onde, det sorte og det hvide, højre og venstre, mænd og kvinder. Men sådan er virkeligheden jo ikke indrettet. Når vi sorterer på den måde, bliver der ofte noget tilovers, som vi må lægge ”til side i en bunke for sig selv”. Selv når det gælder hankøn og hunkøn. I Tyskland har de netop, meget fornuftigt, indført en ny kategori på fødselsattester og identitetskort – et kryds, der angiver at personen hverken er mest hankøn eller mest hunkøn. På spørgeskemaer har man også ofte de tre valgmuligheder ”Ja”, ”Nej”, ”Ved ikke”.

Det fik mig til at tænke, at franskmændene måske har fundet det helt rigtige ord for at sortere, nemlig ”trier”. Det må da vel have noget at gøre med at dele ting og folk i tre klasser. Men franskmændene er faktisk ikke bedre end vi andre (apropos inddelingen i ”danskere” og ”ikke-danskere”). ”Trier” kommer af at vælge, at udvælge, at fraskille, at si noget fra. Meningen er således stort set det samme, nemlig at frasortere det man ikke synes om. (Etymologien er lidt lang og speget, men for eksempel var den urgermanske rod muligvis ”teraną”, der betød sådan noget som at sønderrive eller rive fra hinanden, jævnfør engelsk ”tear”)

Når man forlader en fransk teatersal, skal man i øvrigt UD, der hvor der står ”Sortie”. Og hvad kan vi så lære af det?

Friday 8 November 2013

Mærkelige møbler


Sludrechatollet sagde: Lad os med det samme borde færgen og bænke os ved et par borde. Vi vil ikke skuffe kaptajnen ved at skabe uro hos besætningen. Ombord kan vi så hylde vores formand for hans utrættelige indsats for at bokse tingene på plads i forbindelse med al den uret, der er gjort. Ham kan vi nemlig altid stole på, når møblerne falder fra hinanden.

Thursday 31 October 2013

En helgens hebred


Her omkring Allehelgen vil jeg gerne oplyse, at jeg ikke er nogen helgen. Det er jeg sådan set udmærket tilfreds med, for helgen kan man nemlig kun blive efter at man er afgået ved døden. Det er på sin side mærkeligt, for helgen og hellig er afledt af ordet hel i betydningen ”uskadet” eller ”sund”. En helgen eller en der er hellig er et ”helt” menneske. Hvis vedkommende tidligere har syndet, er vedkommende i hvert fald blevet helbredt, gjort hel (sund) og dermed af god helse (sundhed). Den der med en sund sjæl i et sundt legeme, gælder åbenbart kun halvvejs for helgener. De har en ”hel” og sund sjæl, men sidder desværre altså med et dødt legeme. En helgen er en person, der er erklæret salig af paven. Salig betyder lykkelig. Der er et smukt udtryk for den romersk-katolske saligkåring, nemlig ”beatifikation”. Ved en beatifikation erklærer paven en afdød person for ”beatus”, det vil sige ”salig”. Men ordet er naturligvis i familie med ord som det engelske ”beauty” eller ”beautiful” (smuk). Ved en beatifikation bliver man kun helgen inden for et bestemt geografisk område. Næste skridt er kanongodt for det er en kanonisering, så må hele kirken i hele verden anråbe dig som helgen, ikke alene på Allehelgensdag, men så sandelig hele året, om man vil. Efter 1634 kan kanoniseringen kun foretages af paven, men tidligere skete det ofte lokalt, f.eks. er de fleste nordiske helgener folkehelgener, som aldrig blev kanoniseret i Rom. (Og en del af dem var nok heller ikke så hellige, at det gør noget).

Det er smukt at være en hellig helgen, for så er man hel og salig, men desværre altså DØD!
Jeg vil godt vente lidt endnu på at blive en helgen ;)

Friday 18 October 2013

Ord er viden


”Jeg tænker, derfor er jeg” (cogito ergo sum) skrev filosoffen Descartes. Jeg kunne tænke mig at bytte det om, og sige ”jeg er, altså tænker jeg”. Nu er det vel forholdsvis svært at tænke sig tænkning uden ord, selv om man vel nok kan tænke i billeder. Tænkning og viden (og for den sags skyld filosofi) bygger på ord. Uden ord ville der ikke være meget viden og da slet ingen videnskab. Jeg synes, at det er interessant, at det græske ord for for ord, nemlig logos (λόγος), altså for de ord man siger eller tænker (det vil sige tanke), også, eller måske i særdeleshed, står for fornuft, viden eller videnskab. Vi kender det blandt andet fra en lang række ord, der ender på -logi og er betegnelse på en eller anden videnskab, som for eksempel geologi, biologi, arkæologi, ornitologi og så videre. En logi er en videnskab, det er rimeligt logisk. Logos var et begreb af afgørende betydning i hele den græske filosofiske tradition, hvor det oftest kan oversættes med ”rationelt princip”.

Det får mig så til at tænke på et bibelcitat: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” (Indledning til Johannes-Evangeliet). For en ordens skyld skal jeg lige komme med den oprindelige bibelgræske tekst: ”Εν αρχή ην ο Λόγος, και ο Λόγος ην προς τον Θεόν, και Θεός ην ο Λόγος.”. Ordet er en oversættelse af det græske ord Logos ( Λόγος). (På nygræsk kan afsnittet i øvrigt oversættes til: ”Αρχικά ήταν ο Λόγος. Και ο Λόγος ήταν προς τον Θεό, και Θεός ήταν ο Λόγος.”)

Jeg er, altså tænker jeg. Når jeg tænker bruger jeg ord. Min viden udtrykker jeg med ord, logos, det er da logik. Logik har vi fået via latin fra oldgræsk logikos ”angående tale, ræsonnabel”, afledt af logosord, tanke, fornuft”.

Wednesday 16 October 2013

Langtbortistan


En lang række lande- og regionsnavne i Asien ender på -stan. Det gælder således for eksempel Afghanistan, Baluchistan, Kasakhstan, Kurdistan, Pakistan, Tadsjikistan, Tatarstan, Turkestan, Turkmenistan og Usbekistan.

Endelsen -stan stammer fra det persiske ord stan (ستان).

Det er nok ikke helt rigtigt at sige, at stan betyder land, og således for eksempel forklare Turkestan som tyrkernes land. Det er dog næppe helt galt, selv om det nok snarere nærmest betyder ”sted”. Ordet går meget langt tilbage til noget urindoeuropæisk, rekonstrueret til ”steh”, som vi forholdsvis let kan identificere med det tyske ”stehen” og det engelske ”stay”, og med lidt mere besvær med det de danske ord ”stå” (”stande”), ”stand” og vel sagtens også ”sted” (jeg er på lidt gyngende grund, da min danske etymologiske ordbog ikke rigtig er med på at føre disse ord helt tilbage til deres urindoeuropæiske rødder). Et ”stan” er altså det sted, hvor man står, hvor man opholder sig, eller har hjemme. Afghanere hører hjemme i Afghanistan. Kurdistan er kurdernes hjemegn. Tatarstan er tartarernes hjem og så videre.

Så er også det stedet på plads.

Jeg kunne naturlivis også være blevet stående og sat min tand i forstand, opstand, stilstand, tilstand, vandstand, velstand og ægtestand.

Dog lige lidt flere beslægtede ord med hensyn til "sted eller ting der står". Sanskrit tisthati "står;" Avestisk (et uddødt østpersisk sprog) histaiti "at stå". Persisk som sagt -stan "land", men den bogstavelige betydning er "hvor man står". Oldgræsk stasis (στάσις) "stilstand" (jf statisk), statos (στατός) "stationær". Latin sistere "stå stille” m.v., status, stare "at stå”, statio "station, post". Litauisk statau "sted" osv. Oldnordisk steði "ambolt" (dvs. egentlig et smedested, som det svenske städ der stadig betyder ambolt), stallr "alter". Tysk Stall "stald".


Tuesday 15 October 2013

Gud, Allah eller Tuhan


Ordet allah/Allah er et arabisk ord for gud, og blev brugt af førislamiske arabere, længe før Muhammed overhovedet var født, arabere der dyrkede forskellige guder og gudinder. Det er i øvrigt beslægtet med det hebræiske ord for gud/Gud. På moderne arabisk bruges ordet af såvel muslimer som kristne, jøder og andre monoteister om netop deres gud. Dette gælder også for en del andre sprog, idet ordet er overtaget stort set direkte i en lang række sprog, blandt andet det malajiske (også kendt som ”Bahasa” eller ”Bahasa Melayu”), der tales i Malaysia. Nu har højesteretten i Malaysia besluttet, at ordet Allah ikke må bruges af malajiske kristne (om Gud). På malajisk har man to ord for gud/Gud, eller rettere sagt et ord for gud med småt om alle former for guder, nemlig: ”tuhan”, uanset religion, og et ord for Gud, nemlig ”Allah”, Abrahams monoteistiske gud, og altså både de kristnes gud og muslimernes gud.

Det indebærer, at malajiske kristne nu skal bruge ordet Tuhan, som de tidligere har brugt for blandt andet afguder, om Gud, og dette på trods af at ”Allah” blev brugt i den kristne katekismus skrevet på malajisk i 1514, senere brugt i diverse udpluk fra biblen og i diverse ordbøger, og det ord der er brugt i den malajiske fuldstændige bibeloversættelse af 1731-1733. Endvidere er ordet Tuhan også blevet anvendt om Jesus Kristus (”Tuhan Yesus”).

Jeg citerer her fra den engelsksprogede avis The Malay Mail ”more than 60 per cent of Malaysian Christians only speak Bahasa Malaysia, and the word used for God in the Bahasa Malaysia Bible (Al-Kitab) since its translation in 1731, is ‘Allah’”.

En religiøs og retlig strid om ord. Kristne malajer må nu ændre/tilpasse deres mangehundredeårige sprog af hensyn deres muslimske brødre. Heldigvis et enestående problem, da tilsvarende sprogstridigheder om ordet Allah ikke kendes fra andre lande.

Thursday 3 October 2013

Thai dig en øl


Jeg fandt lige nogle gamle billeder, som jeg tog for 11 år siden på en tur til Cambodja. Billedet her viser, at det ikke er alle tekster på fremmede skriftsprog, der er lige uforståelige. Jeg havde i hvert fald ingen problemer med at forstå budskabet. For en ordens skyld må jeg vel hellere oplyse, at teksten så vidt jeg kan se ikke er på Cambodjas officielle sprog, nemlig khmer (som det tekstbehandlingsprogram jeg skriver på lige nu desværre har lidt svært ved at gengive), men på et af nabolandenes officielle sprog, så kan i jo selv prøve at gætte … både på sproget, og hvad der nu står.



PS: her er lidt hjælp. Nabolandet hedder ภาษาไทย (skal vi så lige løfte for dette herlige ferieland og sige ”ไชโย").

Thursday 19 September 2013

Dum i storetåen?

Med alderen kan man vel godt blive lidt tumpet, men derfor er jeg vel ikke nødvendigvis dum i nakken, det kunne da efter min beskedne mening lige så godt være i storetåen, eller et andet sted hvor gigten eller forkalkningen har slået til. I Amerika taler man (ud over bottlenecks) i øvrigt også om ”buttnecks”. Det er personer med en fed hals (neck) og en fed … æh, nedre del af ryggen (butt). Nogle mener, at dette amerikanske udtryk for ca. 20 år siden gav anledning til det danske udtryk ”båtnakke”, som altså til jeres information også er en person, der virker dum eller irriterende, dvs. er dum i nakken. Nu er min hals ikke særlig fed, og jeg synes da heller ikke at jeg er særlig bred over, æh, den bagerste del af hoften. Men se min højre storetå, det er en helt anden sag … det er i det hele taget en dum storetå.

Sunday 15 September 2013

Tropisk


Efter en sommer, hvor vi har haft tropisk vejr, er det vel passende at skrive lidt om troperne. Som så ofte hjælper det lidt at skele til fremmede ord for at få bedre indsigt i ordenes betydning. Vi vender lige og starter på engelsk. Det engelske ord ”tropic” betyder vendekreds, det sted hvor solen populært sagt vender, når det er solhverv (solhverv betyder sol-vende). Også på dansk har ”trope” tidligere, navnlig af søfolk, været brugt om ”solhvervspunkt”. Trope kommer af det oldgræske udsagnsord τρὀπειν (tropein, at vende). Jeg mener at et par af mine læsere har læst oldgræsk, så jeg må hellere tage det fuldt ud: ”τρόποι Ἥλιου” (tropoi Helio) er ”solens vendeområde” eller ”solens vendinger”.


Troperne (og det engelske ”tropics”) er området mellem den nordlige og den sydlige vendekreds (solens vendeområde). Så fik vi også det lige op at vende.

Monday 9 September 2013

Udsat


Når man kører bil kan man blive udsat for lidt af hvert. Sådan nedlagde jeg engang en fasan. Det var sandsynligvis en udsat fasan, så nu slipper jægerne for at skulle skyde den. Hvis jeg havde udsat min kørsel med 10 minutter, havde denne påkørsel nok ikke fundet sted. Der er i øvrigt mange, der har noget at udsætte på at udsætte fasaner. Ét er dog at blive sat ud i naturen, noget andet er at blive sat ud på gaden. Man burde udsætte en belønning til folk der bidrager til at forhindre den slags. Ak ja den stakkels udsatte natur.

Jo, da, en børnebog udsat for bas og trommer er ganske givet bedre end en udsættelse for koldt vand.

Saturday 24 August 2013

Mummespil


Man kan formumme sig som mumie ved at vikle sig ind i et hav af bandager, men dermed er ligheden stort set ophørt. Ordet formumme er i familie med at mumle. Når man mumler, taler man så utydeligt at det er svært at afgøre, hvad man siger. Når man er fornummet er man gjort så utydelig, at der er svært af afgøre, hvem man er. Formumme kommer fra tysk ”vermummen”, der er afledt af ”mummen” (mumle eller forklæde). Mumie kommer fra et andet ”mum”, nemlig et persisk ord, der nærmest betyder ”voks”, nemlig den vokslignende asfaltholdige substans, som man brugte til at balsamere med. I øvrigt kan man så fundere over, at det engelske ord ”mummy” både betyder ”mumie” og ”moder” … altså!

Monday 19 August 2013

Gør hunden eller gǿr den


Min computer gør ellers altid hvad jeg siger, og den er ret vild med alle mulige mærkelige tegn på udenbysk (eller udenlandsk). Jeg ville såmænd bare skrive, at hunden gǿr. Der er ingen problemer med ó eller ố eller ṓ eller ö eller ô eller ò eller eller eller eller eller ọ́ eller … men tror I at den sådan uden videre vil skrive gǿ, som dog er perfekt dansk, når man vil skelne mellem at hunden gør noget den ikke må, eller bare gǿr, fordi postbudet går forbi.

Saturday 17 August 2013

Stol på kyrillisk


De kyrilliske bogstaver virker måske lidt krøllede, men lad os lige tage et lille lynkursus med et let eksempel.

Det kyrilliske alfabet opstod i Bulgarien engang i det 10. århundrede og bygger delvis på de store bogstaver i det græske alfabet. Det er således lidt lettere at finde ud af, når man har lært græsk. Det anvendes til at skrive en lang række slaviske sprog, som for eksempel russisk og bulgarsk, men dog også visse ikke-slaviske sprog, som taltes i det gamle sovjetiske imperium.

Og så til et eksempel, nemlig ”стол”. T og o er to nemme bogstaver for det er nemlig, hvad det ligner, et t og et o. C'et driller en del. I husker det måske fra det tidligere Sovjetunionen, som på russisk blev forkortet til CCCP. En rigtig snyder for det må oversættes til SSSR med latinske bogstaver (det var nemlig sådan noget i retning af de Samlede Socialistiske Sovjet Republikker – undskyld at jeg har snydt lidt med oversættelsen for at få de store bogstaver til at passe). Det sidste bogstav i mit eksempel er ”л”, som svarer til det græske lambda, altså ”Λ”. Med latinske bogstaver svarer ”стол” således til ”stol”. Og det betyder, javist, ”stol”. På bulgarsk altså, for på russisk er det nu et bord, men hvad et bord har da også normalt fire ben.

Ak ja, ord kan sommetider snyde lidt, når man bevæger sig fra det ene sprog til det andet, så man skal altid passe på med forhastede konklusioner.

PS: Den russiske etymologi kan jeg ikke rigtig finde ud af. Her er hvad Google får ud af en russisk udlægning - ”Den oprindelige værdi - "kuld", og derefter - "chair" (se tronen), og endelig – "bord".
Det er åbenbart gået via engelsk, hvor ”litter” (подстилка) blandt andet betyder et ”kuld” unger og ”chair” (стул) er en ”stol” - ”престол” kan i øvrigt ud over trone også betyde ”alter”. Det skulle jeg måske kigge lidt nærmere på en anden god gang? Det virker dog antageligt, at det oldrussiske ord ”стулъ”, fra noget urgermansk i retning af ”stolaz”, kan hidrøre fra oldnordisk ”stóll” eller eventuelt fra plattysk.



Wednesday 14 August 2013

Sig det med floskler


Når man siger det med blomster, skal man være påpasselig med at udvælge de rigtige blomster. Det gælder naturligvis også sprogblomster, for eksempel små blomster. Blomst hedder på latin ”flos” og en lille blomst ”flosculus”, hvoraf vi har fået det udmærkede danske ord ”floskel”. En floskel er altså en lille blomst, og floskler bør man ikke strø om sig med. Det var det med småt, men man skal naturligvis heller ikke overdrive med for mange store sprogblomster, for så bliver det hele floromvundet, eller fyldt med for meget omsvøb. Ovennævnte ”flos” bliver i genitiv til ”floris”, hvoraf vi har fået vores ”flor” og englænderne deres ”flowers”.

Men bortset fra det er det da bare med at lade de smukke ord florere.


Sunday 11 August 2013

Kantet


Når sådan en figur har tre sider og tre vinkler, hvorfor hedder den så en trekant? Og ikke for eksempel en treside eller en trevinkel. Så skulle en kop vel hedde en tokant, for den har da to sider - en yderside og en inderside. Nej hovsa, den har jo også en underside, så er det da også en trekant. Ja, en firkant, det er da til at forstå, for den har helt bestemt fire kanter: en forkant, en bagkant, en inderkant og en yderkant. Vi lever vel nok en kantet tilværelse. På kanten af det forståelige og logiske, men på forkant med geometrien … og alt det her til en side ;)


Thursday 8 August 2013

Biograf og biografi


En geograf beskæftiger sig med geografi. En biolog ved en masse om biologi. En biograf er derimod ikke en person, der skriver biografier. Er det ikke mærkeligt? Og hvad har en biograf i det hele taget med biografi at gøre. Bios er græsk og betyder liv. Graf og grafi har noget at gøre med at skrive eller tegne. En biografi skildrer en persons liv, det er en levnedsbeskrivelse. Film blev engang kaldt for levende billeder. En biograf er altså et sted hvor der tegner sig levende billeder på lærredet. En bio kaldes undertiden også en kino, og det er strengt taget næsten det samme, for kino er en sammentrækning af kinematograf, af græsk kinema 'bevægelse' og -graf. I kino ser man billeder, der bevæger sig. Både bio og kino henviser altså til levende, bevægende billeder … så ved du det næste gang du går i biffen.

Tuesday 6 August 2013

Sahel eller sahil


Jeg opdagede lige, at jeg har en lille tyrkisk lommeordbog liggende (fra tidligere rejser). Den bladede jeg naturligvis nysgerrigt lidt i og opdagede så, at kyst (et nyttigt turistord) hedder sahil på tyrkisk. Det fik mig straks til at tænke på Sahel i Afrika, og selv om jeg nok også har en arabisk ordbog stående, så hev jeg den ikke frem, for jeg har ærligt talt lidt svært ved at finde rundt i den – og så ved jeg jo godt, at sahel eller sahil er et arabisk ord, der rent faktisk betyder kyst.



Sahel betyder kyst eller bred på arabisk. Det spiller på indtrykket af karavanedeltagerne der har gennemrejst det hav af sand, som Sahara forestiller, og så syd for træffer på den sparsomme vegetation af Sahel, et halvtørt område i en bred stribe fra vest mod øst i overgangen fra de egentlige ørkenområder i nord mod tør- til fugtsavanner i syd.

I får det lige på rigtigt arabisk:
ساحل
Den der fidus længst til venstre er helt tydeligt et ”l”, for som bekendt skriver araberne shl uden vokaler og fra højre mod venstre. (Vi behøver altså ikke at diskutere, om det nu skrives med i eller e)

Tyrkisk er ikke noget indoeuropæisk sprog, og det er heller ikke noget semitisk sprog som fx arabisk, men har dog indlemmet en række arabiske låneord som fx sahil for kyst. Og det får mig så også til at tænke på et andet kystområde. Et kystområde i Østafrika (Tanzania, Kenya mv.), hvor man taler sproget swahili. Det arabiske ord ”sahil” hedder i flertal ”sawahil”. Sawahil blev en betegnelse for kystboere og ved at sætte ki- foran henviste man til et sprog. ”Kiswahili” var således kysternes eller kystboernes sprog.

En ordbog får mig tit på en længere vandring ud i det blå … sådan er det bare ;)

Frem med checkhæftet

… nej egentlig burde jeg nok skrive ud med checkhæftet. Den første udgave af Nynorskordboka udkom i 1986. Selv så ny en ordbog for så nyt et sprog indeholder allerede ord, der er klar til lossepladsen. Således diskuterer redaktionen nu om ikke det nynorske ord sjekkhefte” bør udraderes, for hvem ved nu hvad et checkhæfte er … undskyld jeg mener var. Et oldnordisk betalingsmiddel, der måske stadig kan få en mindetavle i den gammeldanske ordbog over ord, der blev brugt i det forrige århundrede.



Ak ja, om føje år bliver det nok dankortets tur.

Friday 2 August 2013

Filurenstreger


Det er vigtigt at stave rigtigt. Hvis man nu i stedet for at sætte en prik over i'et i ”filur” kommer til at slå en streg: sådan her: ”fílur”, er ordet lige pludselig blevet færøsk, og kommet til at betyde et ”stórt hóvdýr við longum tranti og tveimum stórum tonnum”, altså hvad man på dansk ynder at kalde en elefant. Og hvor har færingerne så fået det fra? Ja se det er en lang historie. På oldnordisk hed en elefant en ”fíll” (det hedder det i øvrigt stadig på islandsk), et ord som man havde fået fra tyrkisk ”fil”, hvor det altså ikke har noget med computer-filer at gøre. Og tyrkerne havde så fået det fra arabisk og persisk.

Nu skal man vel ikke uden videre gøre en filur til en elefant, men en filur har vi fået fra fransk ”filou”. En fransk ”filou” er en bedrager. Det har noget at gøre med at ”lure”, for lure var oprindeligt noget med at snyde, og det skrev jeg vist noget om, da jeg skrev om ”lurendrejerens morfar”.

Og så er ”filurenstreger” muligvis et jysk udtryk … men det bliver det nu ikke ringere af ;) (her lurepasser jeg i øvrigt!)

Friday 26 July 2013

Så er der serveret


Boldspil er nu mærkelige. I rundbold for eksempel giver man bolden op. At opgiveren giver bolden op er således helt normalt – i rundbold altså. Hvis man giver op, når man spiller tennis, har man tabt. Opgiveren har tabt kampen, så enkelt er det. Når bolden er serveret, undskyld jeg mener servet i spil er det bare med at spille videre. Når man har serven, server man – ikke noget med at give op. Den der server er server. En server kan dog også være en salgs computer. Ak ja sproget kan være indviklet.

At servere betyder egentligt at betjene. Ordet servere har vi fået fra fransk. Hvis man i Frankrig har en pige i huset til at betjene hedder sådan en på fransk en ”servante”, det vil sige en tjenestepige, for det er nemlig hunkøn af ”servant”. Da jeg var dreng (engang i fyrrerne) havde vi derhjemme også en servante, men det var ikke nogen pige, nej det var et sovekammermøbel. Det var et skabsmøbel af træ med en marmorbordplade foroven til at sætte et vaskefad på. For dem, der muligvis aldrig har set en servante bringer jeg lige et billede af sådan et møbel med tilhørende servantesæt. Ikke den vi havde derhjemme, for den er for længst borte, men et billede jeg har lånt fra Wikipedia. Servanter findes stadig i England og Frankrig har jeg bemærket. For fyrre år siden var de populære i Danmark, som levn fra gamle dage. Men nutildags er de fleste nok gået den samme vej som de fleste tjenestefolk. Hvis man vil have en billig tjener (servant – dog ikke civil servant, som jeg selv har været) må man vælge en ”stumtjener”. Det er en nyttig himstregims hvorpå man kan hænge jakker og frakker og den slags, og så svarer de ikke næsvist igen.



Og hvis man vil serviceres med mere service, så kan man jo for eksempel købe et service på18 dele i IKEA … men måske skal man lige først tage bestik af situationen, for det kunne jo være, at man blev bedre betjent andre steder. Hvordan ligger det for eksempel med service efter salg?

Friday 19 July 2013

Ginnungagap


Somme tider findes der ikke ord for ting som findes, og somme tider findes der ord for ting som ikke findes. Således er filosofer og fysikere vist nok ret enige om, at der ikke findes noget ”tomrum” - men har det måske nogen sinde fandtes?

Ja, hvordan så det ud før verden blev til, før urknaldet, før skabelsen, før før. I de gamle eddaer kaldte man det der ikke eksisterede før skabelsen for ”ginnungagap”, et oldnordisk ord, der muligvis betyder "det meget store gab". Med andre ord et tomrum uden dyr eller planter, jord eller himmel … intethedens gabende slugt. De gamle grækere havde også et ord herfor (”the Greeks had a word for it”, som man siger på engelsk). Grækerne kaldte det Chaos ( χάος, tomrum eller gab), men dette kaos var dog snarere en rodet blanding af de evige naturelementer (i modsætning til kosmos). Som jeg nævnte i mit forrige indlæg forvanskede en vis flamlænder ordet chaos/kaos til gas, som jo også er en luftig affære.

Nogle har vist den opfattelse, at hinduismens og buddhismens Nirvana er en form for tomhed eller vakuum, men dette Sanskrit-ord betyder egentlig noget i retning af ”udslettelse”. Ikke fysisk tilintetgørelse, men mere noget i retning af udslukning af al begær, vrede og forblindelse. En tilstand hvor den slags jordiske fænomener ikke eksisterer – den ultimative ”himmelske” virkelighed. (Nirvana kommer rent sprogligt af verbet nibbati, der betyder: "at køle ved at puste" og refererer til den tilstand, hvor man er afkølet i forhold til det, der skaber grobund for illusionen om, at verden reelt eksisterer).

I gamle dage, da man troede, at jorden var flad, havde man en forestilling om, at man, hvis man bevægede sig tilstrækkelig langt ud mod kanten af verden, ville kunne falde ud i et tomrum, en afgrund, et gab. Da ingen er vent tilbage fra dette tomrum er bevisbyrden jo lidt svag.

Nej, når det kommer til stykket er tomrummet slet ikke så tomt endda. I tomrummet vrimler det med aktivitet, hvor ”ting” konstant skabes og tilintetgøres.

I en ret spekulativ artikel i Wikipedia står der følgende om et hul i universet: ”Langt fra mælkevejen har man fundet et gigantisk tomrum i universet hvor der slet ingen ting findes. Dette tomrum befinder sig otte milliarder lysår borte i stjernebilledet Eridanus' retning.” Ak ja, måske er tomrummet bare langt, langt, langt væk i rum og tid ;)

Monday 15 July 2013

Gas


Og det skete i de dage da Dronning Margrethe den Første regerede, at Sankt Gertruds Kloster stillede et kapel til rådighed for vejfarende. Sankt Gertrud er nemlig skytsengel for de vejfarende, og de kunne dengang have masser af brug for beskyttelse.

Efter at være blevet brugt til offentlige henrettelser, og som hospital for fattige, blev klosteret ødelagt under en stor brand i 1728 – og ”sådan gik glansen af Sankt Gertrud”. Det er i hvert fald en af de historier, der fortælles om denne sag, og dermed er det dementeret, at det var gassen, der gik af Sankt Gertrud. Den gik derimod af ballonen.

Og det gjorde den nok, fordi gas er svær at holde styr på. Gas er som bekendt betegnelsen for den tredje fase/form/tilstand et materiale eller grundstof kan have. Fast form, flydende form og gasform. Når et stof er fordampet og kommet på gasform, er dets atomer ikke bundet til hinanden og kan bevæge sig helt frit i forhold til hinanden. Der er altså opstået en kaotisk tilstand, og det kunne tænkes, at det var derfor, at den flamske læge og alkymist J.B. van Helmont i 1640 dannede ordet gas med forbillede i det græske ord chaos (χάος). Det vil sige dengang kendte man ikke så meget til atomers bevægelser, og tænkte han rimeligvis mere på, at det græske chaos/kaos betød noget i retning af det oprindelige eller det uendelige rum … eller svælg eller afgrund, hvis du foretrækker at tænke i negative baner. Sådan nogle gamle ord er nu ikke så nemme at holde styr på, heller ikke hvad deres udtale angår, så nu er det altså blevet til noget gas – selv på russisk, hvor det også hedder gas (газ).

Saturday 13 July 2013

I forbifarten

Pæne mennesker undgår gerne at tale om det med at lade en vind gå, men det er jo på den anden side ret menneskeligt – og dyrisk. I miljødebatten er det uomgåeligt at komme ind på den kropsluft, der forlader køer via den ene og ikke mindst den anden ende. Den indeholder nemlig så meget methan, at det vitterligt batter til noget, og methan er som bekendt en af de onde drivhusgasser, der bidrager væsentligt til drivhuseffekten. Hvis man vil undlade at henlede opmærksomheden alt for kraftigt på at man er ophavsmand til en hyggespreder eller en stille sivert, kan man sige at man har flatuleret, for det er der nok ikke mange, der forstår. En flatus er udsluppet endetarmsluft, det latinske ord flatus betyder vind. Det kommer af udsagnsordet flare, der betyder at blæse. I de engelske indlæg, jeg i tidens løb har skrevet om drøvtyggeres bidrag til nutidens klimaændringer, har jeg gerne brugt det tilsvarende engelske begreb, nemlig flatulation. Det lyder pænt … videnskabeligt. Men det ordinære engelske udtryk er ”fart”, som altså svarer til et dansk ord på fire bogstaver, som rimer på fnise. Det skulle efter sigende være et af de ældste engelske ord, og for de interesserede har den engelske Wikipedia en lang artikel om dette ord. ”Fart” svarer helt og holdent til det efterhånden lidet brugte danske ”fjerte” eller ”fjærte” som kan føres tilbage til det oldnordiske ord ”freta” (og ”pard” på sanskrit).
 Nå men budskabet er egentligt enkelt. Drik vin og spis kænguro i stedet for at drikke mælk og spise kalve- og oksekød. Så undgår man på en behagelig måde en mængde drøvtyggeres bidrag til den globale opvarmning, men desværre opvejer fordelene herved måske næppe af nye ulemper som energiforbruget ved transport af disse varer fra ophavslandene. Ak ja livet er en balancegang, hvor man må tage hensyn til den vej, som vinden blæser.

PS: Lige et Holbergcitat, hvor ordet Fjært dog for anstændighedens skyld er skrevet med prikker.
”Han intet giøre kand, tør neppe slaa en - - -
Før han maa spørge først om det er hende kiært”

Friday 12 July 2013

Værdighed


Det at være værdig giver nok en vis værdighed, men selv om man er færdig, indebærer dette ikke nødvendigvis nogen færdighed. Det vil sige, sådan var det dog i gamle dage, da ”færdig” også betød dygtig eller rutineret, men den værdighed har ordet færdig med tiden mistet. Værdighed er meget værd, medens en færdighed ikke er noget færd. Færd og færden har en fært af fare. Værdigheden skal man helst bevare. Hvis man er blevet værdigt trængende, er man så fiks eller færdig med at være værdig?

Thursday 11 July 2013

Antologi


Jo, det sker da, at jeg læser antologier, uden egentlig at tænke over hvad ordet nu betyder. Men når det så gælder en række nederlandske fortællinger, sker det under betegnelsen ”bloemlezing” (blomsterlæsning), og det lyder jo straks mere poetisk, eller hvad? Nej det er jo egentlig, hvad antologi betyder. Det græske ord ἄνθος (anthos) betyder blomst. Så en antologi (ἀνθολογία) er en samling blomster (plukket fra en lang række værker). I øvrigt blev det også oversat til latin som florilegium, og på tysk kan man undertiden (ud over ”Anthologie”) se at en antologi kaldes ”Blütenlese”.

Oprindeligt blev udtrykket kun anvendt om digtsamlinger, men det er efterhånden også kommet til at omfatte prosaværker. (Den Danske Salmebog er faktisk et godt eksempel på en antologi – har du tænkt over det?). En mere prosaisk antologi er for eksempel denne læsebog (jo, en læsebog er da også en antologi) fra 1832: ”Oldnordisk læsebog, indeholdende prøver af de bedste sagaer i den gamle islandske text, gjennemset og rettet efter de bedste oldbøger, samt forsynet med et ordregister over de vanskeligste ord”. Jeg må vel nok indrømme, at den der ordliste hjælper en del på forståelsen af nogle af sprogblomsterne. Google eventuelt på ” oldnordisklsebo00raskgoog ”, hvis du er interesseret, bogen kan hentes gratis som ebog.

Tuesday 2 July 2013

Nikse


En gang vi var i Norge fik vi fortalt, at den mest populære folkesport i Norge er ”å slappe av”, og det lyser jo meget tiltalende. Det får mig til at tænke på ordet ”nikse”. Ordet findes ikke som sådant i ordbogen, men det burde det nu nok. Her finder man ordene ”niks” og ”niksen” som udråbsord. De bruges for eksempel i udtryk som ”niksen biksen” (det kan der overhovedet ikke være tale om) og ”niks pille' (kan du så holde nallerne ved dig selv).

Nogle kender måske niks fra dette lille børnerim:
How do you do?
Har du slugt en flu'?
Nej vel har jeg niks!
Jeg har spist en kiks!”

Nikse som udsagnsord finder man åbenbart endnu ikke i ordbogen, men det bruges åbenbart. Når man nikser til søde og fede sager, siger man åbenbart nej til dem. Hvis man ikke direkte vil åbne munden kan man åbenbart nikse med hovedet, og så er det afgjort. At nikse skulle åbenbart også være det samme som at give et smølfespark. Nu er smølfespark jo i sig selv et interessant emne, men lad mig bare i denne omgang holde mig til at nikse.

Den betydning af ”at nikse”, som jeg meget gerne vil have med i ordbogen, og her vil slå et smølfeslag for, er ”at gøre absolut intet”, altså at holde sig totalt fra ethvert energispild. Det kan bruges således ”i dag har jeg endnu ikke haft tid til at nikse, men i går fik jeg da nikset et par timer”. Ikke noget med at læse en bog eller trille tommelfingre (min salige moder sagde at intelligente mennesker keder sig aldrig). Når man nikser laver man altså niks, og med niks mener jeg niksen biksen, er det klart? Og skal vi så ikke lige i samme åndedrag gøre det til en kær folkesport … eller er det måske allerede sket?

Thursday 27 June 2013

I vadestedet


Man skal ikke skifte heste i vadestedet, siges der. Men det interesserer vel de færreste, for hvem ager nu med heste i dag, for slet ikke at tale om okser. Engang var vadesteder imidlertid meget vigtige elementer i landskabet, så vigtige at de indgår i masser af stednavne. Aarhus er vokset op omkring det eneste sikre vadested over Aarhus Å, som ligger der, hvor gaden endnu hedder Immervad (altså: vedvarende vadested). Desuden kan nævnes, at bynavnet Vejle er direkte afledt af det gamle danske ord ”wæthæl”, der betyder vadested. Dette ”wæthæl”, ”wedle”, ”vedel” m.v. genfindes også (som -ild) i stednavne som Saksild og Stenild, idet Stenvad dog er lettere at genkende som et stenet vadested. De færreste ved nok, at ”hors” er et gammelt dansk ord for hest (navnlig brugt om en hoppe). På denne baggrund giver Horsevad sig selv. Det var et sted, hvor heste kunne vade over vandløbet. Vejlby ved Århus minder om Vejle, og er byen ved et ”vedel”, altså ved et vadested. Stednavnet Vedel er hermed også forklaret. Og sådan kunne vi blive ved.

I parentes bemærket blev udtrykket vedel eller vejle også udstrakt til ting som grundet vandstrækning, strandeng, mosestrækning, som for eksempel Vejlerne nord for Limfjorden. Vi kan jo så begynde at gætte på, hvor navnet Fævejle stammer fra.

På visse andre germanske sprog er ordet for vadested i familie med ordet fjord, hvis oprindelige betydning nok var noget i retning af at fare, færdes eller befordres over vand.

Det blev på engelsk til ”ford”, som vi kender det fra Oxford. Et sted hvor man med oksespand kunne nå over til den anden side af floden ("Oxen's Ford" eller "Ford of the Ox"). Guildford og Stratford er andre gamle vadesteder.

På tysk blev det til ”Furt”. Frankfurt var stedet hvor frankerne krydsede henholdsvis Main og Oder. Et andet eksempel er Erfurt, et vadested over floden Erphe, som floden Gera hed engang i middelalderen. Byen hed dengang Erphesfurt. Wipperfürth var et vadested over floden Wupper. Tyskland havde naturligvis også stenede vadesteder som Steinfurt. Nu, hvor vi er ved det tyske, må jeg vel hellere nævne, at man i Nordtyskland (vel på plattysk) har brugt endelsen -wedel, ikke blot i Slesvig-Holsten. For eksempel findes der i Niedersachsen en landsby, der hedder Weddel, hvis navn er opstået på samme måde som Vejle. Et andet eksempel er Steinwedel, en landsby i Hannoverregionen. Jo, den med Stenvad går igen på mange sprog.

På nederlandsk blev det til ”voorde” som genkendes i en lang række nederlandske, belgiske og sågar franske stednavne. Her nogle enkelte:
Amersfoort og Zandvoort i Nederland.
Bosvoorde, Voorde, Zandvoorde og Vilvoorde i Belgien.
Steenvoorde i Nordfrankrig (og så er vi engang tilbage ved ”stenvadet”).

I Ukraine er der i øvrigt et sted, der hedder noget i retning af Brody. Det betyder også vadested. På russisk (og visse andre slaviske sprog) hedder vadested брод (brod). Vyšší Brod i Tjekkiet er således et andet slavisk stednavn, der henviser til et vadested (høj-vad). Men nu må jeg hellerede lade være med at vade videre, for eksempler er der såmænd nok af.

Og dog måske lige det lette. På spansk hedder et vad ”vado”, det kommer af det latinske vadus. (vadested). Både det latinske ”vadum” og det oldengelske ”wæd” betød blandt andet ”hav”. Det oldengelske ”wæt” betød våd.

Quo vadis – hvor går du hen?

Thursday 20 June 2013

Kovending


Kovending er et mærkeligt udtryk, derhen at jeg undrer mig om køer i det hele taget er i stand til at vende sig. Og dog har jeg sommetidet stået en regnfuld dag og skuet ud over en græsmark hvor samtlige køer uden undtagelse stod med halen vendt mod vinden, så de må dog føle fra hvilken kant vinden blæser, hvilket nok ofte kan være årsagen til poltikeres kovendinger. Ikke at jeg dog på nogen måde ønsker at sammenligne politikere med køer.

At kovende er et maritimt udtryk, som det fremgår af dette udklip fra en bog fra 1817 skrevet af Jens Christian Schneider om ”Veiledning i sømandskabet”



Som det fremgår heraf er det slet ikke så let at vende for vinden. At kovende er at vende et sejlfartøj så det får vinden ind fra den anden side. Det kræver skam dygtigt sømandskab og den rette jonglering med sejlene. Man kan ikke sejle direkte op mod vinden, men må i stedet følge en zigzag kurs på 'bidevind'. For en ordens skyld, må jeg her atter understrege, at jeg skriver om sejlads og ikke om politik.

”Stå aldrig til søs! Lad de andre stå!
I får stribevis af kors og bånd og stjerner på!”

Wednesday 19 June 2013

Oppetid


Nu må de godt oppe sig, så jeg får noget mere oppetid, for det har stået sløjt til her i huset den sidste uges tid med masser af nedetid. Ikke blot var internettet regelmæssigt nede, men der var også sort skærm på fjernsynet, og en hel dag var telefonen også død. (Nuvel egentlig var det ret fredeligt).

Da jeg var dreng var der ikke noget, der hed nedetid – det skulle da lige være når jeg legede nede ved bækken. Vi havde hverken telefon, fjernsyn eller internet, så det kunne kun gå op ad bakke. Det var oppetid for opfindere, der havde travlt med at opfinde alle de ting vi finder en selvfølge i dag. Ja ordene oppetid og nedetid var heller ikke opfundet endnu. Ordene oppetid og nedetid er først kendt fra 1993 (da der på dette tidspunkt åbenbart opstod et behov). Nedetiden ville jeg nu gerne undvære. Det er til at blive nedtrykt af de der nedbrud.

Men nu da systemet er oppe vil jeg da gerne sende denne lille hilsen til søens folk i modgang og nedgang og i særdeleshed til alle dem, der desværre ikke kan læse dette, fordi deres internetforbindelse er nede ;)

Monday 17 June 2013

Skægt nok …


For skægs skyld sagde jeg engang, at man ikke har mere skæg end det man selv får. Men det gør jeg ikke mere, for man må ikke diskriminere, og hvem tør nu sige, at mænd er skæggere end kvinder? Men hvad har det ene skæg nu med det andet at gøre?

Det gamle germanske ord ”skaqja” betød noget der stikker ud eller frem, og det kan man vel nok sige, at skægstubbe gør. I familie med skæg er ord som skov, der unægtelig stikker opad – og så naturligvis Skagen, der virkelig stikker næsen op mellem Kattegat og Skagerak. Jep, "Skagen" kommer af en skage og betyder ganske enkelt en strimmel land, der stikker ud i havet (altså en odde). I en gammel tekst er Grenen således omhandlet som den ”skagede Gren”. Det var dengang man talte om ”Næs og Odder, Skager og Ører” (Jf også Øresund, sundet ved ”øret”, dvs.ved ”halvøen”).

At skæg er kommet til at betyde ”morskab” stikker muligvis i brugen af forlorent skæg til forklædning.

Og der står man så med skægget nede i skuffen (eller var det postkassen?), når det skægge er gået over. - Og om det var skuffen eller postkassen er vel strengt taget bare en strid om kejserens skæg? - Jo, da, ved profetens skæg!

Saturday 15 June 2013

Facebook får #hashtags

- og hvad er så det? Ja, så vidt jeg ved er det egentlig en videreudvikling af det gamle pundtegn, som jeg skrev om i mit indlæg om pund. I middelalderen markerede man forkortelser ved at slå en dobbeltstreg over dem. Det særlige pundtegn består således af lb (en forkortelse af libra, latin for pund) med et par streger over (for at vise, at det er en forkortelse). Amerikanerne bruger nu # som tegn for det amerikanske pund (”pound avoirdupois”), og det er således altså stadig et pundtegn. (Jeg håber, at du kan se ligheden med det gamle pundtegn). Denne ”havelåge” er siden blevet brugt til forskellige andre ting og behæftet med andre navne. Navnlig amerikanerne har brugt # som et nummertegn. Nummer 3 kan således skrives som #3. Derudover kender mange sikkert ”firkanten” fra telefontastaturet - ”tast (kode) og tryk firkant”.

Når man sætter kryds foran en node for at hæve tonen et halvt trin, ser krydset strengt taget sådan ud ♯ (krydset kaldes ”sharp” på engelsk), men hvis det nu ikke er muligt at skrive ♯, må man jo klare sig med et #. Jeg håber dog, at du kan se forskellen.

Alle recepter indledes med tegnet #, og i denne forbindelse kaldes det meget forståeligt et dobbeltkors. Dobbeltkorset betyder efter sigende ”i Guds navn” (in nomine Dei), selv om jeg har lidt svært ved at se ligheden (måske snarere i korsets navn ???).

Tegnet kaldes undertiden også gitter eller gitterlåge på grund af dets udseende. Egentlig er det også ganske interessant at se, hvordan det bruges og hvad det kaldes på andre sprog, men for ikke at trætte jer for meget med den slags detaljer, skal jeg her nøjes med at nævne, at tegnet # på britisk-engelsk kaldes for ”hash” (”hash” er noget med at hakke eller skære i stykker). Hashtegnet (eller hash-mærket) er i mange år blevet flittigt brugt på Twitter under den internationale betegnelse ”hashtag”, hvormed man mærker (”tagger”), hvad man skriver om (fx betyder #Obama, at indlægget handler om Obama).

Og nu skal vi altså også til at bruge sådan nogle havelåger på Facebook. Måske kommer vi til at hakke lidt i det i begyndelsen. God fornøjelse.

PS: I øvrigt ligner tegnet # det kinesiske tegn ( jĭng), som vist nok betyder vandbrønd, men jeg er nu ikke så stiv til kinesisk så …

Friday 14 June 2013

Valdemarsdag

I morgen er det valdemarsdag. Den 15. juni 1219 faldt Dannebrog ifølge myten ned fra himlen i Estland, hvor Valdemar Sejr kæmpede mod esterne ved slaget i Lyndenisse. Det skrev jeg en hel del om i et indlæg i 2011 (Da Dannebrog dalede nedfra himlen). Når vi vender tallene 12 og 19 om i årstallet får vi 1912. I 1912 indførte man, at den 15. juni fremover skulle fejres som Valdemarsdag, og indtil 1948 var dagen en skolefridag, men nu til dags bliver der ikke gjort meget halløj ud af dagen, ud over at det (naturligvis) er en officiel flagdag, og foreningen Danmarks-Samfundet sælger små dannebrogsflag (Valdemarsflag) til fordel for udbredelsen af flaget. Også salget af Valdemarsflag begyndte i 1912 - efter tilladelse fra Kong Christian X.

Skal vi så lige kippe med flaget?

Thursday 13 June 2013

Bogmærket


Undervejs gennem Østtyskland købte jeg en krimi. Kassedamen spurgte om hun også måtte putte et bogmærke i posen. Det var der vel sådan set ikke noget mærkeligt ved, men jeg bed dog mærke i bemærkningen, for hvad er egentligt et bogmærke. Der er dem, der husker, hvor de er kommet til i en bog ved at øremærke siden med et æseløre, men det synes en bogelsker som jeg nu er en form for vandalisme. Et bogmærke bruges til at huske, hvor man er kommet til i en bog, og det skal ligge løst i bogen, så det kan flyttes, når man er kommet videre. Helt anderledes er det med et frimærke. Det skal sættes fast på brevet, så det kan sendes. Ellers kommer det ikke videre. Det fremgår blandt andet af denne bestemmelse i en lov fra de danske frimærkers barndom.

Portoen for løse Breve er 6 Rbß. pr. Enkeltbrev, medmindre de ved Indleveringen ere frigjorte ved paaklæbede Frimærker, som i det Øiemed udfærdiges af Postvæsenet.”

Et frimærke er altså et frigørelsesmiddel eller frigørelsesmærke, der frigør brevet til forsendelse.

Hvilket mærke man bruger, når man lægger mærke til noget, har jeg egentlig ikke lagt mærke til, men jeg har da lagt mærke til, at vi nærmer os en mærkedag, og den kan jeg så skrive lidt om i morgen.

Note: Forkortelsen ß. stod for skilling. Der gik 96 rigsbank skillinger (Rbß.) på 1 rigsbankdaler (forkortet Rbd. eller Rbdl(r)). Da jeg var dreng kaldte vi en tokrone for en daler. Det svarede nemlig til hvad en daler var værd da man gik fra daler til kroner. Nu ser tokroner ikke længere ud som da jeg var dreng ;)

Det er altså bedre at få en daler end bare at få en lille skilling!