Monday 31 December 2012

Silvester

Første gang jeg hørte, at tyskerne kaldte nytårsaften for Silvester eller Silvesterabend syntes jeg, at det var helt i skoven. Det hænger sådan set lidt sammen med at silvester er latin og betyder ”noget der har med skov at gøre”, for det er afledt af silva, der betyder skov (eller lund). Silvester er altså noget i retning af et ”skovmenneske” (i parentes bemærket hedder skovmenneske på malaysisk i øvrigt orang utan eller orangutang (orang = menneske; utan = skov), men det er så en anden historie). Nytårsaften har ikke noget med skov at gøre, men lige som vores Sankt Hansaften eller Mortensaften er opkaldt efter helgener, således er den tyske Silvesterabend opkaldt efter en helgen, nemlig pave Sylvester, senere sankt Sylvester, som døde den 31. december 335. Opmærksomme læsere har allerede bemærket, at jeg har skrevet den hellige Sylvester med ”y”.


I Rom var Silvester et almindeligt navn, og romerne skrev det med ”i”. Senere blev i'et af typografiske årsager skrevet som y, som var lettere at læse. ”I” kaldtes for ”latinsk I”, medens ”Y” blev kaldt ”græsk I” (efter ypsilon - (Υ υ) er det tyvende bogstav i det græske alfabet, det svarer til vores y). På for eksempel fransk kalder man stadig ”y” for ”i grec”. Silvester blev altså til Sylvester, med samme udtale.

Også på andre sprog kalder man undertiden Nytårsaften for Silvester. For eksempel: italiensk notte di San Silvestro, fransk Reveillon de la Saint-Sylvestre, polsk Sylwester, tjekkisk Silvestrovské oslavy m.m.

I store dele af tyskland regnede man under den julianske kalender (det vil sige indtil den gregorianske kalenders indførelse i Tyskland i 1582) den 25. december for nytår og dermed den 24. december for årets sidste dag. Som jeg skrev i mit indlæg om ”de uskyldigebørns dag” er det måske mere naturligt at lade vor tidsregning begynde med Jesu fødsel, altså med juledag. Tidligere gik man endnu længere tilbage og regnede den 25. marts ”Mariæ bebudelsesdag” for årets første dag. Faktisk var det således indtil 1751 i England og Wales (og alle britiske besiddelser) at det nye år startede den 25. marts. I Skotland havde ændringen til den 1. januar taget sted i 1600. Kalenderen er en menneskelig opfindelse, hvor man rimeligt frit kan vælge, hvornår et nyt år begynder. I den europæiske middelalder har flere tidspunkter været brugt for kalenderårets begyndelse, nemlig den 1. marts, den 25. marts, påske, 1. september, 25. december og nu er det så, tilfældigvis, den 1. januar. Kirkeåret, finansåret osv. er en anden historie.

Godt nytår alle sammen ;-)

Friday 28 December 2012

Festum puerorum

Ud over at være den tidligere helgendag for Sankt Nikolaj, måske bedre kendt som julemanden, er den 28. december også ”de uskyldige børns dag” eller som den kaldes på latin ”festum puerorum”. På denne dag mindes man barnemordet i Betlehem, det vil sige nogle siger, at de fejrer dagen. På den ene side slap Jesus nemlig for at blive myrdet, fordi hans forældre var flygtet med ham til Egypten, men på den anden side lod Herodes alle drengebørn i Betlehem myrde.

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.”

I England vælger børnene selv deres børnebiskopper denne dag (Childermas Day). På et tidspunkt begyndte man at uddele en møntgave - en speciel Skt. Nikolaus-mønt - til de flittige og artige elever i latinskolerne. En mønt, som var en slags forløber for julegaverne, ligesom Skt. Nikolaj (Santa Claus) er gaveudbringeren i mange lande i dag. De ikke-så-artige-børn fik bare prygl. Senere flyttedes Nikolajs helgendag til den 6. december, der i dag er en dag, hvor der i mange lande gives gaver til de artige børn. I dag er alle børn naturligvis artige.

Thursday 27 December 2012

Vor tidsregning

Efter nogle dages fest er ingen forhåbentlig i tvivl om, hvorfor vi fejrer jul, nu hvor vi haft nogle dage til at tænke alvorligt over den sag. Tidspunktet kan dog være lidt af en gåde. Hvis vi regner vor tid tilbage til Jesu fødsel burde det måske strengt taget være jul den første januar. Nu havde man dog i år 0 allerede en kalender med december og januar og alt det der, nemlig den julianske kalender, der blev indført af Julius Cæsar i år 46 f.Kr. Jesus havde ingen fødselsattest, så der er hverken belæg for dato eller årstid. Måske blev han ikke engang født om vinteren. Tidsregningen efter Kristi fødsel blev først foreslået af en kristen munk i året 525 efter Kristus. På det tidspunkt havde man lidt problemer med at regne sig tilbage til år 0 efter denne nye tidsregning, så vores årstal er i princippet sandsynligvis fire år forkert. Datoen for fødslen havde man tidligere spekuleret over. Omkring to hundrede år efter Kristi fødsel, altså i begyndelsen af vort tredje århundrede, anslog man, at Jesus var blevet undfanget ved forårsjævndøgn, som efter den tids kalender faldt omkring den 25. marts. Når man dertil lagde ni måneder nåede man frem til den 25. december som fødselsdag. Hvis vi stadig havde fulgt den julianske kalender ville julen være faldet på den 6. januar efter vores nuværende kalender, den gregorianske.


Overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender bragte i det hele taget en del uorden i begivenhederne i december. Om et par dage skal jeg vende tilbage til nytårsaften, men jeg har allerede i et tidligere indlæg nævnt luciapigerne, der optræder den 13. december. Under den julianske kalender faldt det engang sammen med vintersolhverv, hvilket vel lyder mere rimeligt. Den julianske kalender fulgte ikke helt solåret. For at holde bedre trit med solåret indførte indførte pave Gregor den Trettende derfor den gregorianske kalender i år 1582 med forbedrede regler for skudår. For at korrigere den halve snes dage, der var løbet forkert, blev den 4. oktober 1582 (juliansk) direkte efterfulgt af den 15. oktober 1582 (gregoriansk). Den nye kalender blev hurtigt indført i de romersk-katolske lande, men da det nu var en katolsk pave, der havde ”opfundet” den, nølede de fleste protestantiske lande lidt og beholdt den julianske kalender til et stykke ind i det 18. århundrede. (Hellere følge en kejser end en pave!)

I Danmark skiftede man fra den julianske kalender til den gregorianske kalender i 1700, hvor den 18. februar blev direkte efterfulgt af den 1. marts. Dermed blev datoen rettet med 11 dage. Der var mange der var utilfredse med at man således ”stjal” mange af deres dyrebare dage.

Men tilbage til julen. I gamle dage sluttede dagen, når solen gik ned, og dermed begyndte den nye dag altså umiddelbart efter solnedgang. Derfor fejrer vi stadig mange begivenheder aftenen før, som for eksempel Sankt Hans Aften, Mortensaften og altså også juleaften, der tradionelt starter med kirkegang på et tidspunkt efter solenedgang. I de katolske lande starter man ofte med en midnatsgudstjeneste eller rettere sagt midnatsmesse (kl. 0 den 25. december). Nogle steder snyder man nu lidt med at holde denne midnatsmesse en time for tidligt, allerede klokken 23.

Som fodnote kan der altså være god grund til at tale om år 2013 efter vor tidsregning i stedet for 2013 efter Kristi fødsel. Og næste gang vi skal skifte kalender, kunne vi måske lade det nye år starte dagen efter vintersolhverv – lige som mayaerne. Det var ikke helt tilfældigt at deres gamle kalender sluttede den 21. december, de havde nemlig styr på det med solens gang.

Tuesday 18 December 2012

Den Kulrede Greve

Nu ved jeg jo ikke, hvor meget Danmarkshistorie man lærer i skolen i dag, men da jeg i sin tid gik i skole, var der en fyr som vi yndede at kalde Den Kulrede Greve. Jeg ved ærligt talt ikke om han var skør i bolden, men det mente Niels Ebbesen måske, for han dræbte ham i 1340, så det er da et par dage siden. Sagen var at Grev Gerhand den Tredje af Holsten var skaldet, og at hans øgenavn var Den Kullede Greve. Kullet betyder nemlig skaldet eller uden top eller andet der stikker op i luften, som for eksempel et tårn. Ja det med uden tårn vidste jeg nu allerede dengang, for vores sognekirke var nemlig kullet – altså tårnløs. Køer uden horn er også kullede, og det kan måske nok gøre dem lidt kulrede.


Pudsigt nok betød det navneord, der oprindeligt svarede til tillægsordet kullet, altså det gamle navneord ”kulle”, en trætop eller bjergtop eller isse (også stavet kulde – i stil med kunde, skulde og vilde, som vi skrev dem før 1948). Når man falder omkuld er det altså toppen der vipper, så den sammen med resten af kroppen kommer til at ligge fladt ned. Denne form for kulle kender vi fra Sverige, hvor bjergtoppen Kullaberg, på dansk bedre kendt som Kullen, stikker sin næse ud i Kattegat.

 (Billede fra Kullens yderste spids)

Hovedkulds er også med hovedet/toppen/issen først. I en kolbøtte, er toppen eller kullen blevet til en ”kol” - det vil sige onde tunger påstår, at dette ”kol” skulle komme af det franske ord ”cul” som betyder, om jeg så må sige, bagdel, men lad os hellere gøre en ende på den historie. I formen ”kol” kendes kullen i en række stednavne i betydningen afrundet bakke eller rund høj og hermed også en nøgen (afrundet) bjergtop. Kollen på Himmelbjerget, Kollen ved Mos Sø, Kolby på Samsø og Kulbjerg nordvest for Vejle er nogle eksempler herpå. Kulbjerg minder således lidt om Kullaberg, i det mindste hvad navnet angår.

Fald nu ikke omkuld næste gang du går tur på Kullen eller Kollen (et råd fra Den Kullede Ole) ;-)

Monday 17 December 2012

Orientekspressen


I østen stiger solen op, den spreder guld på sky. Når man orienterer sig, kigger man efter, hvor solen står op. På latin betyder ”oriens” ud over 'den opgående sol' også 'øst', for øst er der hvor solen står op - ”oriri” betyder 'stå op'. Deraf har vi også fået den alternative betegnelse på Østen, som i Det Nære Østen, Mellemøsten og Det Fjerne Østen, nemlig Orienten. Det græske ord for øst, nemlig anatoli (ανατολή), betød oprindeligt også ”der hvor solen står op”. Anatolien lå mod øst i den gamle græske verden, og var altså deres Østen. I kirken sidder man og ser mod øst, fordi man forventer, at Jesus skal komme igen "som solopgangen fra det høje", og solen står jo op i øst. Det er derfor koret (så vidt muligt) vender mod øst.

Det danske ord ”øst” har naturligvis også noget med morgensolen at gøre. Det er beslægtet med det græske ord eos (Ἕως) som betyder 'morgenrøde'. Eos var i sig selv en græsk gudinde, nemlig morgenrødens gudinde. Så man kan vel næsten sige, at det er guddommeligt at deltage i et orienteringsløb. Hvis man bliver ved med at løbe mod øst, skal man dog løbe længe før man er hjemme igen. God tur ;-)

Friday 14 December 2012

Fortrydelsesparagraffenn


Fortryde er et underligt ord. Ved ord som forbyde kan man også lave udbyde, indbyde, afbyde, frembyde og man kan danne navneordet forbud. Der er ikke noget der hedder ”fortrud”. Ja hvad er at tryde i det hele taget for noget? Der er mærkeligt nok ikke noget der hedder ”bagtrud”. Når jeg (undtagelsesvis) fortryder noget, er det altid noget, som jeg allerede har gjort. Jeg fortryder altid først bagefter. Man kan vel ikke fortryde noget på forhånd, sådan da. Der gik glansen af Sankt Gertrud, hvis du vil have noget med -trud.

Nuvel faktisk var der engang noget der hed at ”tryde”. På gammeldansk (nej ikke Gammel Dansk) betød ”tryde” sådan noget som mangle, slippe op, savne, fra oldnordisk þrjóta. De lærde mener at ordet er i familie med ”fortræd” og at det er en omdannelse af det middelnedertyske (gammelplattyske) ord ”vordreten”, eller i det mindste påvirket af dette plattyske ord. Nu kan man vel ikke fortræde nogen, men man kan da altid få foretræde for dronningen, hvis man altså kan. Nå men det ”foretræde” har vi fået fra svensk ”företräde”, som egentlig er 'det at træde frem'.

Hvad med ”to mand frem for en enke … løb!” – så kan man vel altid fortryde bagefter ;)

Nå men selv om det ikke går med bagtrød, men nok med fortrød, så kan man dog være ufortrøden. Det er dannet af det samme middelnedertyske ”vordreten” i formen ”unvordroten”. ”Vordreten” betød i øvrigt nærmest: 'lade (sig) gå på, tage (sig) nær'. Jeg tager mig det ikke nær, at jeg nu og da fortrød, hvad jeg skrev, men vil ufortrødent skrive videre.

(”do voren se unvordroten.
unde kemen hen gevloten.
went se kemen vor enen sten
de bret unde lank schen”)

Wednesday 12 December 2012

Brodne brudfliser


Det kan næppe overraske, at brudfliser hedder brotfliser på færøsk. Google oversatte disse færøske brotfliser for mig til overtrædelsesfliser, da jeg havde brudt min regel med at slå den der automatiske oversættelsesfunktion fra ved min læsning af færøske nyheder. At brot kan blive til overtrædelse kan jeg sådan set godt forstå, for brot er et ord, som jeg ofte støder på i svenske krimier. Det svenske ord brott betyder nemlig (ud over brud) overtrædelse eller forbrydelse, altså det med, at man bryder eller overtræder loven. Måske skulle jeg foreslå Google at gå en omvej ad tysk og kalde dem brødfliser. Google giv os hver dag vores daglige grød.

Må jeg råde dig til at træde varsomt, når du træder over brudfliser ;)

.fy for friserne


Frisisk som sprog, eller rettere sagt de frisiske sprog er ikke så lette at få hold på, fordi der findes mange forskellige frisiske dialekter. Det er måske lettest at starte i Nederlandene, hvor den største gruppe af mennesker med frisisk som modersmål findes. Frisisk er det ene af de officielle forvaltningssprog i Nederlandene og navnlig i den nederlandske provins Frisland (det andet er naturligvis nederlandsk). I Frisland bor der godt 640.000 mennesker, hvoraf 95% forstår sproget. Godt 350.000 nederlænderne har frisisk som modersmål. Deres sprog kaldes også ”vestfrisisk”. Som officielt sprog har det naturligvis sit eget officielle (standardiserede) skriftsprog, og reglerne fastsættes af et organ som kaldes ”Fryske Akademy”. Ud over at Frisland har sit eget internetdomæne, nemlig ”.fy” har vestfrisisk sit eget etniske eller sproglige internetdomæne, nemlig ”.fry” - og naturligvis sin egen Wikipedia.


I Tyskland, med en lille afstikker ind i Sønderjylland, er situationen mere rodet, fordi der ikke findes noget samlende og regulerende organ til at koordinere dialekterne. Et nok mindre kendt frisisksproget område er Saterland, syd for det tyske Østfrisland, hvor man taler en østfrisisk variant kendt som saterfrisisk. Her og i Slesvig-Holsten er de frisiske sprog anerkendt som mindretalssprog. Også saterfrisisk har sit eget etniske internetdomæne, nemlig ”.stq”. Der er også en Wikipedia på saterfrisisk (Seeltersk/Seelterfräisk). Der er kun tale om et par tusinde frisere, der stadig taler saterfrisisk.

Og så nærmer vi os det nordfrisiske sprogområde langs Slesvig-Holstens vestkyst, hvor man taler nordfrisiske dialekter. Nordfriserne har som etnisk internetdomænenavn ”.ffr”. De to vigtigste nordfrisiske dialekter er nok ”Mooringer” eller Mooring-dialekten, en fastlandsnordfrisisk, dialekt, der tales ved Niebüll, og ”Fering” opkaldt efter øen Før, en af de såkaldte ønordfrisiske dialekter. Nogle af siderne på nordfrisernes Wikipedia er på ”mooringer frasch” andre er på ”Fering spriik” og enkelte andre er på andre af de nordfrisiske dialekter/sprog. Der er nok omkring 10.000 mennesker, der taler nordfrisisk.

Nordfrisisk er kraftigt påvirket af dansk og saterfrisisk (østfrisisk) af tysk og plattysk, medens vestfrisisk (trods nederlandsk påvirkning) stadig har mange oprindelige angelsaksiske kendetegn, som også findes på engelsk (sproghistorisk taler man om den anglo-frisiske sprogfamilie). De sproglige påvirkvinger udefra har bidraget til de meget store forskelle, der er mellem de frisiske dialekter. Man grupperer sommetider østfrisisk og vestfrisisk som sydfrisisk i modsætning til nordfrisisk.

En morsom indgang til frisisk er en vandretur på en kirkegård i Frisland. To ting virker efter min mening påfaldende. Mange fornavne minder om fornavne, som er kendte i Sønderjylland. Efternavnene ender ofte på -ma, -sma (Jansma, Jansema - ofte indledt med et mandsfornavn) eller oftere -stra (Swierstra, Veenstra, Zeilstra, Rienstra, Hoekstra, Dijkstra, Bergstra, Zandstra – ofte indledt med en geografisk betegnelse).

Den tid hvor frisisk udgjorde en sammenhængende Nordsøbræmme fra Danmarks til Belgiens grænse er forlængst forbi. Frisisk har i tidens løb tabt terræn til nederlandsk mod vest og til tysk i det øst- og nordfrisiske område. Medens både vest- og østfrisisk havde officiel status indtil henholdsvis 1500- og 1400-tallet, har nordfrisisk aldrig fungeret som officielt sprog. Efter Anden Verdenskrig har vestfrisisk vundet stigende udbredelse i officielle sammenhænge i Nederlandene.

Tuesday 11 December 2012

Elektronisk


Jeg læser skam dagligt min elektroniske post, og nu og da en e-bog. Og i øvrigt tak for de e-kort jeg har fået. I min e-avis står der nu også noget om elektroniske cigaretter, og det synes jeg virkelig er lidt overdrevet, men nu er jeg jo heller ikke ryger. Jeg kan da slet ikke forstille mig, at min computer eller printer spytter en cigaret ud, eller skal man måske ryge dem på skærmen. Hvad bliver det næste - elektroniske frikadeller? eller vel snarere en usmagelig eller smagløs e-burger fra mcdonalds.

E-cigaretter eller elektroniske cigaretter frigiver åbenbart ”rigtig damp” og er efter sigende en ”rigtig” god løsning på vejen mod et røgfrit liv. Javel ja. Snart overgår vi vel til et fuldstændigt elektronisk liv, med elektroniske blodtransfusioner, elektroniske hofter og et virtuelt velfærd i det store elektroniske hyperspace – halleluja. Halleluja betyder herefter ”lad os prise elektronikken”. Husk at stoppe dig i stikkontakten i aften, så du kan føle dig velopladet i morgen. Happy stopover.

Gælder rygeforbuddet i fly i øvrigt også for e-cigaretter, når man rejser på e-billet?

Monday 10 December 2012

Det er da ligetil

Hvorfor skal alt være ligetil. Det er da både kedeligt og uinteressant. Lad mig komme med et par forslag til variationer af dette tema. At skrælle æbler er krumt til. At bage snobrød er snoet til. At stå på ski er zigzag til. At hakke roer er skævt til. At køre bil er skråt til. Sådan står det måske mere rodet til, men hvorfor skal alt dog være så ukompliceret. Den lige vej er sjældent den mest interessante. Jeg kører faktisk gerne en omvej nu og da :-)

Saturday 8 December 2012

Det rene vand


Google+ har udvidet sine cirkler med noget som de kalder fællesskaber eller ”communities”. Jeg ved ikke rigtigt hvad de skal eller kan bruges til, men det kan jeg da finde ud af, for jeg er blevet inviteret til at deltage i flere af disse fællesskaber. Det seneste var ”Clean Water” (rent vand) og den er jeg gået med på, for jeg kender ikke meget der er vigtigere end rent vand. Vand er af afgørende betydning for alt liv, ikke mindst det menneskelige. Jeg finder det derfor helt forkert at udtrykket ”det er det rene vand” går på noget der er ganske ubetydeligt, det rene ingenting. Det er da totalt misvisende og holder ingenlunde vand.

Jeg vil gerne slå et slag for det ægte rene vand, og har i øvrigt også et par gange blogget om vand på Vandets Dag. Vandets Dag eller Verdens Vanddag er en FN-temadag der finder sted hvert år den 22. marts for at sætte fokus på drikkevandet. Det er ikke til hinder for at prise det rene vand på en tilfældig dag som denne, hvor man kan skue ud over den stadig hvide og rene jomfruelige sne, inden den bliver til snavset sjap.

Det rene vand er ikke ubetydeligt, men livgivende. Lad os i fællesskab hæge om det.

Friday 7 December 2012

Langfredagsfjære

Der var engang et ord (på ældre nydansk) der hed “fjære”. Det betød “det stykke af strandbredden, som overskylles ved højvande, og hvorfra vandet trækker sig bort ved lavvande” - altså det som geologer nu til dags kalder tidevandszonen. Ordet fjære bruges muligvis stadig i denne betydning på visse dialekter. Det havde også en anden betydning, som for længst er gået i glemmebogen, i hvert fald på dansk, nemlig ebbe eller lavvande. Det kommer af det oldnordiske ord “fjara”, som er i familie med ordet “fjern”. Ordet bruges stadig i formen “fjara” på islandsk og færøsk, hvor jeg skønner, at det nærmest betyder strandbred eller forstrand. På færøsk betyder det endvidere også ebbe, både i betydningen lavvande og ebbe bort. Forklaringen er vel sådan set indlysende: når det er lavvande er vandet fjernest fra kysten. Grundbetydningen af ebbe er i øvrigt “tilbageløb”.

Og det bringer mig så til det norske udtryk “langfredagsfjære”. På norsk hedder ebbe (eller lavvande) stadig “fjære”. Ebbe og flod skyldes Jordens rotation i månens (primært) og solens (sekundært) tyngdefelter. Månen og delvis Solen trækker om jeg så må sige i Jordens havvand, så det der hvor tyngdekraften virker stærkest bliver højvande, og hvor den virker svagest bliver lavvande. Påskedag falder på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det vil sige, at det altid vil være fuldmåne i den uge, hvor langfredag ligger. Når det er fuldmåne står Månen     på den modsatte side af Jorden i forhold til Solen. Deres træk i havvandet er synkroniseret, så vi får en springflod, et ekstra kraftigt tidevand, og dermed også et ekstra lavt lavvande. Dette kan hindre sejladsen visse steder langs med Norges kyst, idet bådene kan risikere at støde mod grund. Selv om dette naturligvis kan forekomme hver gang der er fuldmåne, mener/mente visse norske kystbeboere åbenbart, at det navnlig er slemt ved Påsketid. Måske forbinder nogle også det ,at der er langt ud til vandet, med det lange i Langfredag. I hvert fald kaldes denne ebbe for “langfredagsfjære”.

I får lige for en ordens skyld den norske definition på “fjære”, “Fjære, fallende vann, lavvann, den delen av stranden som faller tørr ved lavvann”.

Næste gang vi har fuldmåne er i øvrigt i juleferien, den 28. december 2012 - men i dag er det dog i det mindste fredag ;)

Thursday 6 December 2012

Läxhjälpsrut


Under mine jævnlige forsøg på at holde mit svenske lidt ved lige faldt jeg i går over følgende avisoverskrift: ”Ja till läxhjälpsrut”. Det er da en hel krydsogtværsopgave at finde ud af, hvad svenskerne nu har sagt ja til. At det er noget med lektiehjælp ligner et rimeligt sikkert gæt – men resten ?

Nu hjælper det jo gerne lidt at læse hvad der står under overskriften, så det gjorde jeg så. De svenske skatteregler kan konkurrere med de danske med hensyn til uigennemskuelighed. Således kan man få skattefradrag for husholdningshjælp. Nu har den svenske rigsdag vedtaget, at hvis en familie køber lektiehjælp, også hvis hjælpen er til gymnasieelever, tæller dette på selvangivelsen entydigt som husholdningshjælp og er som sådant fradragsberettiget. Det er der sikkert en del familier, der er glade for, og en del enlige som finder urimeligt. Hvad rut helt konkret var for noget kunne jeg ikke udlede af avisartiklen.

Forestil dig ord som julesmser eller fødselsdagssmser. At skrive forkortelser (som SMS) med småt og sammen med andre ord letter absolut ikke læseligheden. Det viser sig, at RUT i skattemæssig sammenhæng er en forkortelse for ”Rengöring, Underhåll och Tvätt”, altså sådan ca. vist nok rengøring, vedligeholdelse og vask. Betalt lektiehjælp er altså fradragsberettiget under rubrikken betalt husholdningshjælp.

Selv finder jeg overdreven brug af forkortelser en pestilens. Tag nu at sms'e. På engelsk kalder de det at tekste. Jeg har lige tekstet en hilsen til Peter, for nu at tage et eksempel. Det kunne vi lære af. Nu hjælper det lidt, når forkortelsen er udtalelig. Den gamle regel med at skive forkortelser med stort hjælper også med til at man opfatter dem som forkortelser i skriftbilledet.

Jeg siger altså nej til ord som ”läxhjälpsrut” og ut med rut - hvis det endelig skal være, så skriv dog RUT. Men nu rager det, når sandheden skal siges, overhovedet ikke mig, hvad svenskerne skriver på svensk. På dansk staver vi derimod normalt Rut med 'h' – altså Ruth. Lad Ruth dog få eller give den lektiehjælp, der måtte være behov for, for eksempel til at læse og forstå vanskelige ord i avisen. Så er det sagt.

Wednesday 5 December 2012

Hemmelbetæntj ræejfog

Da jeg var dreng havde vi hver vinter ofte noget, som vi kaldte ”Hemmelbetæntj ræejfog” (undskyld, hvis jeg har stavet det forkert). Det var i de gode gamle dage, nu tildags kommer der højst et par snefnug nu og da uden nogen form for gener. Det med reolgravning af sneen med skovle er for længst fortid, kørt ud på et sidespor af sneploven, selv om jeg er sikker på, at sneploven ville køre fast i de meterhøje snedriver, som vi havde da jeg var dreng. Det kunne tage flere dage, at grave sig frem til afsides gårde. Nej i dag er reolgravning ikke noget med at skovle sne, men blot noget man foretager sig i haven. Ak tiderne skifter. Nåh men altså den der ”hemmelbetæntj ræejfog” - ja himmelbetændt det kan man da forstå, det må være noget meget slemt, men hvad er rendefog dog for noget. Rendefoged står faktisk ikke i nogen af mine ordbøger, og jeg har dog en hel del til min rådighed, men det er nu nok ordbøgernes fejl! (Mente jeg måske ”ridefoged” spurgte Google, men det gjorde jeg altså ikke.) Hvad så med snefoged? Jo da, i gamle dage var en snefoged en i hver arbejdskreds i sognet af sogneraadet beskikket person, der forestod snekastningsarbejdet – så lidt har han da med snevejr at gøre.


Snefog og snefygning er derimod i orden på moderne rigsdansk. Snefog er vejr med kraftigt snefald og stærk blæst, der får sneen til at fyge gennem luften og lægge sig i driver. Med ældre nydansk rendefug nærmer vi os det dialektale rendfog. For ca. hundrede 100 år siden kunne man skrive ”det var et forrygende Rendfog, Himmel og Jord stod i eet”. Men det var altså dengang - inden den globale opvarmning og atombomberne. Nu må vi klare os med himmelbetændt regnfang – nej se da jeg var dreng var regnfang en plante med gule blomster. På islandsk (íslenska) kan de i øvrigt ikke blive enige om, hvad de skal kalde sådan en blomst ”regnfang hefur einnig verið nefnt rænfang, reinfáni, daggarsmali, leiðabuski og ormagras á íslensku”, kær blomst har mange navne, men det rager nu sneen en høstblomst ;)

PS: Når det var rent galt, var det i øvrigt "øwerkåest himmelbetæentj rejfoeg"

Monday 3 December 2012

Nederlandsk i Sydamerika m.m.


Mange går sikkert rundt med den ide, at på det sydamerikanske fastland taler man spansk, bortset fra i Brasilien, hvor man taler portugisisk, og så findes der vel også nogle indianerstammer, som taler deres eget sprog, men det er så det. De fleste glemmer sikkert det nordøstlige hjørne, som man i min skoletid kaldte Guyana, dengang opdelt i Britisk Guyana, Fransk Guyana og Hollandsk Guyana. Britisk Guyana er i mellemtiden blevet selvstændigt som Co-operative Republic of Guyana med engelsk som officielt sprog. Fransk Guyana er et oversøisk fransk territorium med fransk som officielt sprog. Hollandsk eller rettere sagt Nederlandsk Guyana blev selvstændigt i 1975 og hedder nu Republiek Suriname. På dansk kaldes det nok ofte ved dets tidligere engelske navn Surinam, men jeg skal her tillade mig at kalde det Suriname, således som dets indbyggere selv gør.


Nederlandsk er det eneste officielle sprog i Suriname. Over 60 procent af den ca. halve million indbyggere har nederlandsk som modersmål og de fleste af resten taler det som deres andetsprog. Suriname er sammen med Nederland og det belgiske Flandern medlem af den Nederlandske Sprogunion (De Nederlandse Taalunie). I denne sprogunion har man samme skriftsprog, nederlandsk, med en fælles retskrivningsordbog.

For fuldstændighedens skyld skal jeg lige bringe et kort over de vigtigste områder i verden, hvor der tales nederlandsk.


Afrikaans er angivet som et nederlandsk dattersprog. Afrikaans er en videreudvikling af nederlandsk, som det blev talt af bønder i 1600-tallets Nederland. Det kan i øvrigt bemærkes, at der i det nordvestlige hjørne af Frankrig tales en nederlandsk eller flamsk dialekt som kaldes vestflamsk (west-vlaams).

Sunday 2 December 2012

Kanapeer, karnapper og senge

“Tjenerne vimser rundt med sølvbakker og byder på små kanapeer med russisk kaviar og indbagt jomfruhummer” stod der i en artikel i Ekstrabladet i 1996. For det første er det længe siden, for det andet skal jeg ikke afsløre, hvem der var den glade vært, og for det tredje må jeg sige, at sådan en reception har jeg personligt aldrig været inviteret til, og det er måske godt det samme. Så lad mig holde mig til kanapeerne.

En kanape er et lille stykke lyst brød uden skorpe, ristet og belagt med fint pålæg. Som sagt er russisk kaviar og jomfruhummer udmærket til formålet. Man kan næsten lugte, at vi har fået ordet fra fransk - fra det franske ord canapé. Men lad mig gå videre tilbage til det græske ord κωνωπεῖον (konopeion), som betyder “'seng”. Sådan en kanape ligner åbenbart en seng. Men koopeion er egentlig i sig selv et mærkeligt ord, for hvis jeg har forstået det ret kommer det på sin side af konops (κώνωψ), det vil sige myg, og det stikker altså dybere end jeg kan forstå, og dog var meningen nok en “seng med et moskitonet”. Man må ikke gøre en myg til en elefant, men åbenbart nok til en seng, så lad mig holde mig til sengen.



Billeder fra den franske Wikipedia.

Heraf har vi fået et andet ord, nemlig “karnap”. Karnap har vi ikke fået via fransk, men den omvej af tysk (middelnedertysk). For dem, der ikke kender en karnap, er det sådan en buet eller trapezformet udbygning på et hus, som for eksempel en udvidelse af en opholdsstue, forsynet med vinduer, så man kan holde øje med hvad folk foretager sig. Så vidt jeg husker var der en eller anden i “Livets gang i Lidenlund”, der ved hjælp af et spejl i karnappen vidste alt om hvad der foregik i byen.

Hvad en karnap har med en seng eller sofa at gøre er mig lidt utydeligt. Jeg har nok sovet i timen. Karnapper var siden slutningen af 1500-tallet især almindelige i sønderjyske byer, og det forklarer vel i det mindste måske, hvorfor vi har fået ordet fra tysk. På moderne tysk hedder en karnap i øvrigt erkerligt nok en “Erker”. (Mit opslag i Duden med Karnap gav intet resultat. Derimod har tyskerne nu en møbelforretningskæde, der hedder Karnap.)

Så må i godt sove videre ;)