Friday 30 November 2012

Tommelfingerregler


Hermed et par tommelfingerregler. På venstre hånd sidder tommelfingeren til højre. For dem der har lidt svært med forskellen mellem venstre og højre er der følgende tommelfingerregler:
Højre er den side af kroppen der er mod øst når man vender mod nord, denne pil peger mod højre: →
Venstre er den side af kroppen der er mod vest når man vender mod nord, denne pil peger i den modsatte retning af venstre: →
Det er ganske enkelt, der er ”ø” i både ”højre” og ”øst” og der er ”ve” i både ”venstre” og ”vest”.
Nord vender opad på de fleste landkort. Hvis du ikke kan læse navnene på kortet, er det enten fordi du har vendt kortet forkert med syd opad, eller fordi kortet er på kinesisk. Kinesisk er mange ting - på kantonesisk hedder tommelfinger: 大拇指 – på mandarin: 大拇指
Hvis du ikke kan høre forskellen, er det fordi disse to kinesiske sprog benytter sig af de samme skrifttegn. Hvis du ikke kan se nogen kinesiske tegn, skulle du måske overveje at købe en ny computer, der kan gengive kinesiske tegn, hvis du altså synes, at kinesiske tegn er relevante for dit velbefindende. Dette er en anden udmærket tommelfingerregel: Køb kun, hvad du har brug for. Mange redskaber findes i to udgaver, en for venstrehåndede, en anden for højrehåndede. Hvis du ikke ved om du er venstrehåndet eller højrehåndet kan du bruge den tommelfingerregel jeg nævnte som den første i dette indlæg, eller gå til din læge for at få det diagnosticeret, men det koster penge, og jeg ved ikke om din sygekasse vil betale for den slags undersøgelser. Det betyder i øvrigt i denne forbindelse intet om du er venstreorienteret eller højreorienteret eller hælder mere mod midten.

Hvis det skulle vise sig, at du er fummelfingret og har fem tommelfingre på hver hånd er det nok en god ide helt at undgå tommelfingerregler. Jeg håber dette har været dig til nyttig hjælp. Jeg vil så i mellemtiden trille tommelfingre.

No comments:

Post a Comment