Thursday 1 November 2012

Stik i spar


Nogle er kunder ved Spar købmanden, andre er kunder hos Spar Nord. Sådan er vi nu så forskellige. Det ene sted kan man købe, hvis man har penge. Det andet sted kan man låne penge, så man kan købe, og sådan får man samfundet til at køre rundt. Spar mig i øvrigt for købmandsvarer, der siger sparto til alt andet. Man kan nemlig spare sig fattig siges der. I gamle dage (før min tid) sagde man i øvrigt ”spader to” til ”spar to”. Ikke fordi kortfarven ♠ (spar) har noget med en spade at gøre. Som man kan se ligner den nok mere en spydspids eller sådan noget krigerisk noget. Ordet kommer fra det spanske ”espadas”, der oprindeligt betød daggerter eller sværd. Der kan nu engang være noget krigerisk ved at spille kort. Nu får de mest mærkelige ord mig gerne til at tænke på noget mere fredeligt, nemlig mad. Espadas minder mig om nogle lækre fisk, som vi fik på Madeira, helst serveret med ristede bananer, tak. Den fisk, der på portugisisk (i hvert fald på Madeira) kaldes ”espada” (eller fuldt ud ”(peixe) espada preto” - fisk, sværd, sort) lever på meget store dybder i Atlanterhavet - helt ned til 1600 meter og menes af uvisse årsager at komme op til omkring 600 meters dybde om natten, hvor den derfor er lettere at fange. Muligvis strækker dens leveområde sig fra dybderne 1700 helt op til 200 m. At kalde den for sværdfisk er efter min beskedne mening en stor misforståelse. Hverken i form eller smag eller artsmæssigt har den noget med den rigtige sværdfisk at gøre. Den er sort, meget lang og åleslank. I form minder den meget om en lanse. Nogle kalder den ”sort sabelfisk”, det er i det mindste bedre end sværdfisk, men stod det til mig burde den altså kaldes ”lansefisk”. Dens videnskabelige navn er i øvrigt Aphanopus carbo, og her får i lige en tegning.

Tegning af en portugisisk espada.

Fisken fanges med liner, og det kan tage op til en time at hive linen op fra den store dybde, men jeg synes personligt, at det er umagen værd. Det er en fisk der siger sparto til alle andre. Spar bare sammen til en rejse til Madeira. Velbekomme!

Nåh ja, og for fuldstændighedens skyld så kommer det videnskabelige navn Aphanopus fra græsk ”aphanes” (ἀφανής - gemt) + græsk ”pous” (πούς - fod) – det skyldes, at finnerne sidder sådan, at man ikke kan se nogen ”fødder” - fødderne (sidefinner) er ”gemt”. Carbo henviser til den kulsorte farve. Det man derimod på spansk kalder ”pez espada” er en rigtig sværdfisk (Xiphias gladius) – og den smager nu heller ikke så ringe endda.

No comments:

Post a Comment