Sunday 16 September 2012

Kyllinger


Det sker, at jeg læser aviser. Jeg mener at have bemærket, at kyllinger i stigende grad kommer i avisen. For et par år siden var det bare en enkelt kylling fra Tølløse, der gjorde sig særlig bemærket, sågar på verdensplan. Men nu vrimler det overalt med kyllinger i avisernes spalter. I Norge har de ligefrem kyllingekrise, måske er det trods alt bedre en eurokrise. Sidste år var der mangel på smør i Norge, og i år er der mangel på kyllinger i kølediskene. Må jeg foreslå, at De Danske Spritfabrikker i Aalborg sætter produktionen op, så vi kan sende nogle flere kyllinger på flaske til Norge. Det skulle ikke indebære nogen større sundhedsfare, da de ålborgensiske kyllinger kun er på 10 centiliter, så vi ikke risikerer at de stakkels Nordmænd bliver hønefulde af at indtage en enkelt kylling. Alt med måde siger man. Gerne den ålborgensiske måde.

Også i Danmark er der uro i kyllingedammen. For fremtiden vil din lørdagskylling ikke være, hvad den har været. ”Ny kylling revolutionerer din lørdagskylling” skriver avisen. Det er åbenbart endnu en nydansker, måske én der er kommet for at blive. Nydansker finder vejen til køledisken. Den økologiske kylling, som Coop sælger i en lang række Superbrugser, er vokset op på jordskokker, æbler og tang og med luft til at røre sig på og bedre tid til at vokse. Smagsindtrykket fra denne økologiske kylling karakteriserer sig med en øget sødme, en markering af grønt med en pointe fra rodfrugter. Der er mange smagsindtryk og derfor meget smag i det møre og samtidig faste kød. Jo der må faktisk være kylling for enhver smag.

Hovsa, så ser jeg minsæl at kyllingen nu fremstormer i Kina. Kylling og Co. satte sig for nogle dage siden på de fire øverste placeringer i cykelløbet Tour of China.

Lad dog være med at være en kylling og sæt hurtigt fast og flydende kylling på menuen. Anbefalet af talrige journalister. Så er det sagt.

No comments:

Post a Comment