Sunday 23 September 2012

Kan man få skørbug af at gå med skørter?


Det er et skørt spørgsmål. Skørter, skjorter og shorts er korte beklædningsgenstande. Det gælder egentlig også for kjortel og kjole (der er en sammentrækning af kjortel). Det er vel ikke så mærkeligt for ordene er beslægtet med ordet kort (også selv om en kjole og en kjortel gerne er lidt længere end et skørt). Det kan da godt være, at de ikke er gode for helbredet, men da skørbug er noget man får af mangel på C-vitaminer, er den sammenhæng nok ikke videre sandsynlig. Skørbug blev tidligere kureret med skørbugsurt. Skørbugsurt er nemlig rig på C-vitaminer. (Det er i øvrigt skørbugs-urt og ikke skørbug-surt).

Enkelte mener dog åbenbart at kvinder, der går med korte skørter, miniskørter, er skøre – i en ældre betydning af ordet, nemlig ”utugtige”. Dem der var utugtige levede et skørlevned, det vil sige et utugtigt liv. Nok er jeg måske skør, men så skør er jeg da ikke.

Skør har vi fået fra ældre tysk ”schör”, der betyder 'skrøbelig'. Det er beslægtet med ”skære”. Tænk for eksempel på skært kød. Der hører også et udsagnsord dertil, nemlig ”skørne”, som er at få noget til at blive så skørt, at det let kan falde fra hinanden. Men jeg skønner, at ”skørne” kun bruges meget sjældent.

Når man har knogleskørhed er knoglerne skøre, altså skrøbelige. Man plejer da ellers at sige at ”kødet er skrøbeligt”, men det er så noget andet. En skørhat er en hatsvamp med skørt kød. Er det måske derfra vi har det skrøbelige kød, eller bliver man skør af at spise skørhat. Jeg har da hørt at den er spiselig. Fastkødet Skørhat lyder måske lidt selvmodsigende, men den siges at smage af cedertræ, det er dog nok de færreste, der ved hvordan cedertræ smager. I øvrigt kan alle svampe spises – én gang!

Og hvis du nu anser mig for at være kuleskør, må du vel tro, at jeg er en hest, for i kuleskør gemmer sig det gamle dialektord ”kule”, der betyder 'gammel, mager hest'. Er jeg måske en skør gammel kule ude i en stiv kuling?

PS: og så kuler jeg jer lige nogle svenske kuler i nakken:
Ordet ”kula” har i äldre landsbygdsmål från Dalsland till Skåne använts för att beskriva en häst, närmare bestämt en häst med besvärligt beteende. Ordet har mest använts i sammansättningar, t.ex. ”slåkula” ’häst med benägenhet att slå (dvs. sparka bakut)’. Det finns också ”skenekula” ’häst som har benägenhet att skena’ och i ”pissekula” ’häst som får nervösa utbrott och därvid slår bakut och släpper urin’. Varför kallas hästen ”kula”? Den kunde också kallas ”gula”, och det gör förklaringen lite lättare. Ordet är sann­olikt detsamma som tyskans ”Gaul” ’häst’, ’hästkrake’. En sammansättning med skinn och kula, ”skinnkula”, användes för att beskriva en mager och dålig häst - en häst som inte var värd ett bättre öde än att slaktas och flås, dvs. skinnas.” (fra http://www.sofi.se/1552#item100400)

Pratar du Svenska? - eller prutter du kun på dansk? Om prisen altså, naturligvis ;-)

No comments:

Post a Comment