Saturday 5 May 2012

Gode ord igen

Jeg prøvede at google det ”smukkeste danske ord”, praktisk taget uden resultat, så nu har jeg besluttet at skrive lidt om gode ord. Vi har fået en hel del gode ord fra græsk. En række ord, der begynder med ev- eller eu- har noget med god at gøre, for den græske forstavelse eu- betyder simpelt hen god. Således er for eksempel et evangelium et godt budskab. Fra græsk euangelion (εύαγγέλιον) af eu- godt og angelion budskab - en afledning af angelos 'budbringer', som på dansk er blevet til en engel. Og hermed kommer vi så til det gode ord eufemisme, som vi har fra græsk euphemismos, af eu (εὖ) 'godt', pheme (φήμη) 'ord' og -isme.

En eufemisme er en forskønnende omskrivning af et ord eller udtryk, der har et ubehageligt indhold, eller som føles nedsættende eller stødende. Jeg ved nu ikke altid hvor smuk omskrivningen er - lyder lokum eller latrin måske bedre en WC. Lokum er et latinsk ord, nemlig akkusativ af locus, der betyder 'sted' og latrin betyder vaskested eller baderum, så oprindeligt var det naturligvis ganske pæne ord, men brugen kan jo godt slide lidt på ordene.

I går så jeg en norsk eufemisme som jeg ikke kendte, nemlig 'rørleggersprekken'. Det er en nedre del af ryggen, som bliver synlig, når en rørlægger med bar overkrop en varm sommerdag har lidt løse bukser på, og bøjer sig fremover for at lægge rør, for det er vel det man gør, når man er rørlægger? Jeg ved ikke hvor smukt det er sagt med ”rørlæggersprækken”, men på den anden side kan en smuk omskrivning, som den jeg har forsøgt mig på, måske nok blive lidt lang.

Lad mig lige tage et nok mindre kendt fremmedord, nemlig eurytmi, der er en udtryksform, hvor tale, sang eller musik omsættes til bevægelser. Eurytmi er tydeligt dannet af græsk eu- og rytmos 'bølgebevægelse, rytme'. Sådanne gode rytmer (eurytmi) bruges blandt som terapiform inden for antroposofien, men med denne græske sammensætning risikerer jeg at komme ud af rytmen, så en forklaring på hvad antroposofi egentlig er må vente til en anden GOD gang.

Lad nu være med at sige”eu, hvor er det kedeligt” ;)

No comments:

Post a Comment