Thursday 17 May 2012

Grækenland og Europa

Grækerne kalder ikke deres eget land for Grækenland. Ordet Grækenland for landet Grækenland er ikke nogen græsk opfindelse. Det er ordet Europa derimod, for det stammer fra Grækenland. Ja jeg synes altså, at dette er pudsigt, når man ser på Grækenlands nuværende problemer med Europa og den europæiske mønt.

Grækenland er ganske vist landet hvor grækerne bor, men selv kalder de landet for Ellada (Ελλαδα) eller ”gammeldags” Ellas (Ελλάς). Dem der samler på frimærker ved det.


På det gamle frimærke jeg her har vist står det med store bogstaver ELLAS. (Det er fra dengang de brugte drakmer. (Måske kommer drakmen til at genopstå som en anden fugl Føniks?). Den lange form for landet er den Ellenske/Hellenske/Græske Republik: (Ελληνική Δημοκρατία, Elliniki Dimokratia).

Her er det nok på sin plads med lidt om det græske 'h' (eller mangel på samme). Nygræsk har ikke noget 'h', på oldgræsk havde man derimod, hvad sprogfolk kalder et aspireret h (selv foretrækker jeg at kalde det et pustet h, fordi man stort set kun hører en form for pust). Nærmere betegnet anvendtes der på oldgræsk et såkaldt aspirationstegn (åndetegn) som angiver et foranstillet -h ('). Dette aspirerede h blev senere stumt, det vil sige således at man slet ikke hører noget h. Dette kan måske bedst sammenlignes med danske ord som hvem, hvad og hvor, hvor h'et er stumt på rigsdansk, det vil sige at det overhovedet ikke udtales (med mindre man altså taler for eksempel vendelbomål). Efter en fremtidig retskrivningsreform kan vi måske skrive: vem, vad og vor – vem ved?

På oldgræsk skrev man således Ἑλλάς (= Hellas), medens man på nygræsk skriver Ελλας (= Ellas). Hellada Ἑλλάδα var en oldgræsk akkusativ af Ἑλλάς, men er nu på moderne græsk blevet forfremmet til nominativ i formen Eλλαδα (Ellada).

Det (ny)græske ord for (sproget) græsk er ellinika (ελληνικά) og det (ny)græske ord for grækere er ellines (ελληνες) – det vil altså sige at grækere anser sig selv for at være (h)ellenere og for at tale (h)ellensk. (Hellenerne var oprindeligt én ud af mange græske stammer).

Pudsigt nok er Norge et af de særdeles få steder i verden, hvor man kalder Grækenland for Hellas (både på nynorsk og bokmål). Det var romerne der begyndte med at kalde landet Graeci, som nok bygger på et græsk ord ”grækos” (Γραικός), det vil sige græsk, men dette ord vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da det er af uvis oprindelse.

Ordet Europa for den europæiske verdensdel har vi fået fra græsk. Selve ordet er af uvis oprindelse, men nogle mener, at det muligvis er afledt fra (old)græsk eurys (εὐρύς = "bred") og ops (ὤψ = "ansigt"). Andre mener, at ordet Europa er baseret på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang". Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. På samme måde antages det, at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

Hvorom alting er, så spredte ordet ”Europa” sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i sen-antikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse, som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamanthys og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertiden for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og fra omkring 500 f.Kr. omfattede betydningen efterhånden også landene nord for Grækenland – og nu altså hele verdensdelen (selv om nogle måske opfatter Grækenland som liggende uden for Europa).

Ak ja.

Monday 14 May 2012

Komfur

Hvorfor hedder det nu ”kom Fur” og ikke for eksempel ”kom Mors” eller en anden ø? (For eksempel en amerikansk køkkenø ;) ) Nåh ja, jeg troede egentlig, at det havde noget med fyr at gøre. ”Kumme fyr” eller sådan noget. Men det er åbenbart ikke helt rigtigt – og dog er det med fyr måske ikke helt ved siden af, på en måde sådan da, hvis vi fyrer lidt op under det.

Da jeg var dreng var et komfur sådan et stort skrummel af støbejern med rigtig levende ild i, nærmest en form for brændeovn med huller til gryder for oven. Hullerne var fyldt med koncentriske (jern)ringe, så man kunne gøre hullerne større eller mindre, eller dække dem helt til. Så hvorfor ikke grydefyr, pandefyr, kasserollefyr eller kummefyr?

Nu viser det sig, at komfur kommer fra fransk 'chauffoire' som egentlig snarere var en 'varmestue', af udsagnsordet chauffer 'varme', 'opvarme' eller 'fyre'. Den forvanskning af ordet, der er sket undervejs, kan vi måske bedst følge via udviklingen i Holland. På moderne hollandsk hedder komfur 'komfoor' – og det ligner da dansk en hel del. På middelnederlandsk var det 'caufoor' eller 'ca(f)foor' næsten i den form man havde fået det fra nordfransk 'caufoir' – og så er vi jo efterhånden tættere på det moderne franske 'chauffoir '. Ja, det kan undertiden være svært at gennemskue, hvor visse ord egentlig stammer fra. Om vi så skulle have fået ordet via Holland skal jeg lade usagt. Der er dem, der siger, at komfuret som sådant muligvis er ca. 300 år gammelt, men det må du spørge museumsfolkene om.

En sjov ting er, at vi har fået et lignende ord, nemlig chauffør fra fransk. En fransk 'chauffeur' var oprindelig en 'fyrbøder' (altså sådan en der får damptogene til at køre), og dette ord kommer altså også fra chauffer 'opvarme' eller jeg burde vel snarere sige 'fyre'. På nynorsk har de naturligvis gjort det eneste rigtige med at stave ham/hende ”sjåfør” i stedet for alt det franske pjat.

Om en person, der er ophidset (og rød i hovedet) siger man i øvrigt at vedkommende er echaufferet (af fransk échauffé, tillægsform af udsagnsordet échauffer opvarme, ophidse, af é- + chauffer). Nej, JEG siger det ikke, for jeg er ikke så ikke så meget for at bruge for mange fremmedord – men nogle gør altså.


Sunday 13 May 2012

Hokus pokus filihunkat

Det er ikke rart, når der bliver stillet spørgsmålstegn ved ens barndomslære. Således erindrer jeg ganske klart, hvordan jeg for et halvt hundrede år siden fik forklaret, hvordan trylleformularen hokus pokus blev til. I middelalderen foregik gudstjenesten på latin, nej undskyld messen, for dengang var Danmark jo katolsk. Noget af det der gjorde indtryk på folk var når præsten under nadveren sagde noget med hoc est corpus (Hoc est enim corpus meum = Dette er mit legeme), for så forvandledes brød og vin jo til kød og blod. Det er et mysterium. Det er det rene magi. Nu forstod menigmand jo ikke latin, heller ikke dengang, så hoc est corpus blev fordrejet til hokus pokus, og det er så stadig en trylleformular. Sådan en god og plausibel historie kan da ikke være forkert, vel.

Nu da jeg tænkte, at disse vise ord måske i mellemtiden var gået i glemmebogen og jeg ville viderefortælle det til alle jer derude, ville jeg for en ordens skylde undersøge sagen nærmere, da jeg gerne går for at være troværdig. Og hvad ser jeg til skræk og rædsel? Et par af mine mange ordbøger – for udtrykket hokuspokus kendes da på mange sprog – kommer med denne ukristelige påstand. Hokus pokus skulle være en forvanskning af en studentikos pseudolatinsk trylleformel: hax pax max Deus adimax brugt af omstrejfende studenter for flere hundrede år siden. Ja men dog!

Så skulle man måske hellere gå tilbage til lidt nordisk folklore. Der var engang en nordisk magiker, der hed Ochus Bochus. Nå ja måske var dette navn en forvanskning af vinguden Bacchus, der lige som Jesus forvandlede vand til lækker vin. Ja således kunne jeg blive ved, for der er flere, der har forsøgt at give forskellige forklaringer på, hvor denne trylleformular stammer fra.

Jeg vil dog gerne vende tilbage til min børnelærdom ved at nævne, at man jo også somme tider (og kendt på både norsk, svensk og dansk siden 1600-tallet) siger ”hokus pokus filiokus”, og tilføjelsen filiokus kunne jo udmærket være en forvanskning af ”filii” som i "Hoc est corpus filii" (dette er sønnens legeme) – ja jeg finder det endog særdeles sandsynligt, så jeg vil trods alt holde fast ved denne min børnelærdom.

Do milde fille Hankat, vekken Fåråndring sen vi bæje op!

Thursday 10 May 2012

Volapyk eller kaudervælsk

Hvis du tror, at noget af det jeg hidtil har skrevet var volapyk, er du helt galt afmarcheret. Nej nu skal jeg vise dig, hvad der er rigtig volapyk.

”Rop at jäfida yufapükaklubas ädämükons mufis onsik. Volapükamuf, kel ya äbinon fiböfik, pädrefon mu vemiko: num slopanas, kels nog retons pos fin koupüpa, äläsikon.”

Se det er rigtig volapyk. Volapyk er nemlig et sprog - et kunstsprog som var populært i slutningen af det 19. århundrede. Volapük (som sproget hedder på volapyk) blev lavet af Johann Martin Schleyer, en katolsk præst i Baden, Tyskland, og offentliggjort i 1879 (eller var det 1880?). Schleyer sagde, at Gud i en drøm havde bedt ham lave et internationalt sprog – og det gjorde han så. Volapüks ordforråd stammer hovedsageligt fra engelsk - med indslag fra tysk og fransk - ofte ændret så ordene ikke umiddelbart er genkendelige (bortset fra ordet leksikon er det ret svært at få noget ud af de par sætninger jeg har vist som eksempel). For eksempel stammer vol og pük fra de engelske ord world (verden) og speak (tale) – volapük skulle altså være et verdenssprog. Der er stadig volapükister i dag, men sandsynligvis mindre end hundrede.

Kaudervælsk er en helt anden historie. En historie som eksperterne er meget uenige om. Vi har lånt ordet fra tysk ”Kauderwelsch”, og det eneste der nok er nogenlunde klart er, at det sidste led ”vælsk” oprindelig betyder et romansk sprog. Ordet går igen i for eksempel Vallonien (vallonsk), Wales (walisisk, som dog ikke er noget romansk sprog) og Valakiet (et område i det sydlige Rumænien – rumænsk er også et romansk sprog).

Navnlig om det første led ”kauder” er der delte meninger.

  • Det tyske ord ”kaudern” betyder (for)mægle, optræde som mellemmand. Altså var det det sprog, som (romanske) italienske mellemhandlere eller vekselerer brugte.
  • Det første led henviser til Chur i det Schweiziske Graubünden. Sproget er altså vore dages rætoromansk (som kun er forståeligt for de særligt indviede).
  • I det højtyske, der blev talt omkring 1350 til 1650, betød ”kūderblår. Kaudervælsk var altså det uforståelige sprog som italienske hør- og blårhandlere benyttede sig af.

Så ved vi heller ikke det ;) men jeg skylder jer vel til slut en lille prøve på rætoromansk (også kent som ”latina” - ikke at forveksle med ”latin”):
”Lingua Rhaetica est una e quattuor linguis publicis Helvetiae et sermo officialis pagi Grisoniae. Est lingua Indoeuropaea ad familiam linguarum Romanicarum pertinens, id est Lingua Rhaetia a Lingua Latina oriunda est.”
Og se det synes jeg personligt er lettere at forstå en volapük :)

Wednesday 9 May 2012

Bankerotte banker

Når man ser en flot moderne bankbygning kan det vel mane til eftertanke, at ordet bank er det samme som ordet bænk. Ordet bank stammer fra en tid, hvor vekselerer sad på en bænk ved et usselt bord ude i det fri (ved Middelhavet, naturligvis). På græsk bruger de i øvrigt deres ord for bord om det vi kalder en bank. Trapeza (τράπεζα) er sammensat af ordene tetra, der betyder fire og peza, der betyder ben. En trapeza er altså et møbel med fire ben, det vil sige et bord, men altså også sådan en bank, som tager sig af vores pengeforretninger, lige som vekselererne i sin tid.

Ordet trapeza har så i øvrigt på dansk udviklet sig til trapez, som enten kan være et akrobatikredskab eller en geometrisk firkant, hvor det ene par modstående sider er parallelle og af forskellig længde, så vidt jeg husker.

Det er også tankevækkende at ordet bankerot er nært beslægtet med ordet bank. Hvis en (veksel)bænk eller et (veksel)bord blev slået i stykker, havde man på italiensk en banca rotta - som tegn på vekselererens eller vekselkontorets insolvens. Banca er det italienske ord for bank eller bænk og rotta kommer fra latin rupta, der betyder 'knust'. (Tænk også på det engelske ord for bankerot, nemlig bankrupt). Også i dag har man rådne banker. Bankerne (og ikke mindst deres direktører), burde måske omgås lidt mere ydmygt med andre folks penge, og være opmærksomme på, at man kan gå bankerot, hvis man ikke passer på.

7-9-13. Bank under bordet, for at det ikke sker med din bank ;)

Enhver lighed med nogen bestående problemer i Italien eller Grækenland er naturligvis helt tilfældige!

Tuesday 8 May 2012

Lolland, Holland, Halland, Småland

Hvordan er det nu? Er det Lolland eller Holland, der ligger i Danmark? Ja når alt kommer til alt er et land jo ikke nødvendigvis en stat, men oprindeligt bare et stykke land eller mere udbredt et landområde. Og for at være politisk korrekt er Holland, det vil sige Nordholland (Noord-Holland) og Sydholland (Zuid-Holland) to provinser i Kongeriget Nederlandene eller kort sagt Nederland. Holland er således ikke nogen stat, men vi har det nok med lidt fejlagtigt at kalde Nederland for Holland.

Den ældst kendte skriftlige kilde for ordet Holland er fra 866, hvor Holtland var et skovrigt område omkring det nuværende Haarlem. Og denne stavemåde kan måske også få os til at tænke på det tyske ord ”Holz”, der betyder træ. Pa moderne nederlandsk hedder træ ”hout”.

Ordet Lolland hænger sammen med et oldnordisk ord om vandet, der skyller op mod strandbredden og i dialekt er en rende ved kysten eller i havbunden – og Lolland ligger som bekendt jo lidt lavt.

Halland i Sydsverige har ikke noget med Holland at gøre. Den første del af ordet Halland er det oldnordiske hallr, der kommer fra gotisk hallus, som betyder klippe – og Halland er ganske rigtigt et klippefyldt landskab, især med mange klipper og skær langs kysten..

Småland var tidligere en lang række små lande, der blev samlet til et. Således kan jeg for eksempel nævne et smålandsdistrikt, der stadig hedder Aspeland. Ja småland er et dejligt område og ferieland med masser af skove, søer og moser. (Her er de tolv oprindelige ”små lande”: Kinda, Tveta, Vista, Vedbo, Tjust, Sevede, Aspeland, Handbörd, Möre, Värend, Finnveden og Njudung).

En af mine twitter-venner (en amerikaner der bor i Sverige) har i Scientific American fortalt om et sted i Småland, der hedder Dunsjömåla. Man kan dele dette stednavn op i tre dele dun (sådan nogle der sidder på fugle eller i dyner), sjö (der selvsagt betyder sø) og måla. Måla kræver måske en lidt ekstra forklaring. Måla forekommer ret ofte i smålandske stednavne. En betydning (som nævnes i min twitter-vens artikel) er mål, altså det mål man gerne skulle nå ved vejs ende, så egentlig er det næsten lig med sted, som for eksempel i der hvor man ”stedes til hvile” - det endelige mål.

Denne forklaring er måske ikke hel rigtig, i hvert fald ikke efter en svensk bog "Ortnamnen i Sverige" af Bengt Pamp fra 1974, men genoptrykt i 1988. Bogen nævner 29 stednavne endende på -måla i Småland, Blekinge og Östergötland. De fleste -måla navne begynder med et personnavn, og måla skulle være identisk med mæle. I denne sammenhæng skulle det betyde et begrænset opmålt jordstykke. Gustavsmåla (Gustavs mæle) er således det stykke jord, der er tilmålt Gustav). Altså en lidt anden form for mål – men dog stadig mål.

Jo, stednavne kan stadig fortælle en masse om det pågældende sted, bare man vil lytte.

Saturday 5 May 2012

Gode ord igen

Jeg prøvede at google det ”smukkeste danske ord”, praktisk taget uden resultat, så nu har jeg besluttet at skrive lidt om gode ord. Vi har fået en hel del gode ord fra græsk. En række ord, der begynder med ev- eller eu- har noget med god at gøre, for den græske forstavelse eu- betyder simpelt hen god. Således er for eksempel et evangelium et godt budskab. Fra græsk euangelion (εύαγγέλιον) af eu- godt og angelion budskab - en afledning af angelos 'budbringer', som på dansk er blevet til en engel. Og hermed kommer vi så til det gode ord eufemisme, som vi har fra græsk euphemismos, af eu (εὖ) 'godt', pheme (φήμη) 'ord' og -isme.

En eufemisme er en forskønnende omskrivning af et ord eller udtryk, der har et ubehageligt indhold, eller som føles nedsættende eller stødende. Jeg ved nu ikke altid hvor smuk omskrivningen er - lyder lokum eller latrin måske bedre en WC. Lokum er et latinsk ord, nemlig akkusativ af locus, der betyder 'sted' og latrin betyder vaskested eller baderum, så oprindeligt var det naturligvis ganske pæne ord, men brugen kan jo godt slide lidt på ordene.

I går så jeg en norsk eufemisme som jeg ikke kendte, nemlig 'rørleggersprekken'. Det er en nedre del af ryggen, som bliver synlig, når en rørlægger med bar overkrop en varm sommerdag har lidt løse bukser på, og bøjer sig fremover for at lægge rør, for det er vel det man gør, når man er rørlægger? Jeg ved ikke hvor smukt det er sagt med ”rørlæggersprækken”, men på den anden side kan en smuk omskrivning, som den jeg har forsøgt mig på, måske nok blive lidt lang.

Lad mig lige tage et nok mindre kendt fremmedord, nemlig eurytmi, der er en udtryksform, hvor tale, sang eller musik omsættes til bevægelser. Eurytmi er tydeligt dannet af græsk eu- og rytmos 'bølgebevægelse, rytme'. Sådanne gode rytmer (eurytmi) bruges blandt som terapiform inden for antroposofien, men med denne græske sammensætning risikerer jeg at komme ud af rytmen, så en forklaring på hvad antroposofi egentlig er må vente til en anden GOD gang.

Lad nu være med at sige”eu, hvor er det kedeligt” ;)

Friday 4 May 2012

Supermåne natten efter befrielsesdagen

Vi hitter stadig på nye ord, og alt skal også være super, så en supermåne måtte da komme. Det diskuteres dog vidt og bredt om den fuldmåne, der forhåbentligt (hvis vejret tillader) oplyser den fagre danske morgenhimmel her søndag den 6. maj, kl. 05:35 dansk sommertid, nu også er en rigtig supermåne. Videnskab.dk vægrer sig åbenbart ved at tage ordet supermåne i munden, eller skal jeg måske snarere sige, at de ikke turde skrive det på internettet. De kalder det ”årets fedeste fuldmåne”, og den beskrivelse kan næppe diskuteres.

Det ligger sådan, at månens kredsløb omkring jorden ikke er helt cirkelrundt, men med god tilnærmelse ellipseformet. Månens afstand til Jorden er i gennemsnit ca. 384.400 km, men afstanden til Jorden varierer med ca. 50.000 km.


Tillad mig her at indskyde et par fremmedord, nemlig ”perigæum” og ”apogæum”. Perigæum er via fransk afledt fra de græske ord peri (περὶ), der blandt andet betyder nær, og gaia (Γαῖα), der betyder jord (i mange moderne ord staves det som ”geo”, som i geografi og geologi). Tilsvarende er apogæum via fransk afledt fra de græske ord apo (ἀπό), der betyder fra, og gaia (Γαῖα). Perigæum er altså nær ved jorden og apogæum fjernt fra jorden.

At afstanden til Jorden varierer med ca. 50.000 km betyder en forskel på Månens tilsyneladende størrelse på himlen på ca. 15 procent og en forskel i lysstyrke på mere end 30 procent. Men det er nu ikke til at se det, selv om man også lige ved det – for man kan jo ikke se de to slags måner på himlen samtidig og har derfor ikke noget direkte sammenligningsgrundlag.

Månen er ikke helt i perigæum, den femte maj (befrielsesdagen), men det er ikke desto mindre den ”største” fuldmåne vi får at se i år. Månens afstand til Jorden vil nemlig være den mindste i hele 2012. Em fuldmåne, når månen er i perigæum (eller "så godt som" i perigræum), er en supermåne.


Husk at stå tidligt op ;)

PS: Den Danske Ordborg definerer "supermåne" som: "fuldmåne eller nymåne der indtræffer når Månens afstand til Jorden er nær det minimale" og skriver at ordet er kendt (på dansk) siden 2011.

Ifølge den svenske avis Aftonbladet, havde vi supermåne i årene 1955, 1974 og 1992. Næste gang vi igen får supermåne er i år 2029 - men det er så naturligvis et spørgsmål om, hvor snævert man definerer begrebet :)

Thursday 3 May 2012

Bogstavernes rækkefølge

En eller anden spurgte engang, om det stadig er vigtigt og relevant at kunne bogstavernes rækkefølge udenad. Altså at vide at m og n står mellem l og o. I dag slår man vel ikke noget op i en ordbog eller leksikon, men man googler det.

Det tør jeg ikke rigtig svare på, men jeg må vel nok indrømme, at jeg efterhånden har lidt svært ved at huske den helt rigtige rækkefølge mellem de græske bogstaver alpha og omega.

Jeg har lavet et lille tankeeksperiment. Forestil dig, at du gerne ville lære bulgarsk, et sprog der nok ikke kendes af ret mange. Jeg har lavet et billede med den alfabetiske rækkefølge (øverst) og bogstavernes placering på et bulgarsk tastatur (nederst).


Og så gentager jeg spørgsmålet – er det nødvendigt at kende de 30 bulgarske (kyrilliske) bogstavers alfabetiske rækkefølge, når man nu altså gerne vil kunne klare sig lidt på bulgarsk – ja jeg spørger bare ;)

PS: Tip - Hvis du vil google lidt på bulgarsk kan du øve dig på www.google.bg

Wednesday 2 May 2012

Skuddermudder

Det er gået i fisk. Plukfisk tror jeg nok. Nej, det er for vandet! Forfra! Der er gået ged i det. Nej det er synd for dyrene, lad os holde dem ude af denne historie. Der er kort sagt gået kuk i det. Hovsa, sagde jeg ikke at vi skulle holde dyreverdenen ude af det her, og er kuk måske ikke noget gøgen siger, når man ikke kan forstå et kuk. Sproget kan man dog ikke sådan sætte i stå, så siden 1971 siger man også, at der er gået koks i det. Ja og så har nogle vel syntes at ordet kuk ligner det engelske ord cookie, som englænderne har lånt fra nederlandsk koekje, der er diminutiv af nederlandsk koek (udtales som kuk). Koek betyder kage og koekje/cookie derfor småkage. Eller hentyder man til det tyske ord Kuchen? - jeg ved det ikke, men siden 1981 er der altså dem, der synes at der er gået kage i det (man kan så håbe, at det kun er småkage ;) - og at smagen behager). Det med at der er gået ged i det kendes i øvrigt fra 1989.

Det er dog stadig noget rod med al den uorden og alt det kludder. Det er simpelt hen noget skuddermudder. Og det skuddermudder har vi fået fra tysk, hvor Schutt betyder 'grus' (eller 'affald') og Moder betyder 'råddenskab' – 'grus og råddenskab' altså.

Ja der er rigtig nok kastet grus i maskineriet! Må jeg også yde mit beskedne bidrag?

Tuesday 1 May 2012

Valgborgsdag

Den første maj er ikke blot ”arbejdernes internationale kampdag”, men også Valborgsdag (eller Valborgsmesse eller Voldermisse).

Og hvem var så denne Valborg? Valborg var en engelsk prinsesse, missionær og abbedisse, der døde i 779. Hun var benediktinernonne i Hildesheim i Tyskland, et kloster hun selv grundlagde. Tyskerne kalder hende for Walburga, og det skal de da have lov til, for man er vel tolerant. Egentligt var hendes (latinske) nonnenavn nok Walpurgis, men har du måske nogensinde kendt nogen der hed Walpurgis eller Walburga? nej vel, så lad mig her holde mig til Valborg. Valborg (eller på datidens engelsk Wealdburg?) blev født i Devon, England, i 710 (eller deromkring). Hun blev opdraget af nonnerne i Wimborne Abbey, Dorset, hvor hun tilbragte 26 år. Derpå rejste hun med hendes brødre de hellige St. Willibald og St. Winibald til det nuværende Baden-Württemberg for at hjælpe St. Bonifatius med at kristne de tyske hedninge. På grund af hendes gode uddannelse var hun i stand til at skrive om broderen Winibalds liv og rejser til Palæstina på latin. Hun kaldes derfor ofte for både Englands og tysklands første kvindelige forfatter. Valborg var kendt for at kæmpe mod hekseri og trolddom og blev kanoniseret (det vil sige erklæret for helgen) den 1. maj 779.

Når vi sender heksene til Bloksbjerg i Tyskland på Sankt Hans Aften er det egentlig helt forkert. Efter den tyske tradition gør man det Valborgsaften, altså den 30. april (eller Walpurgisnacht som de siger på tysk). Valborgsaften er beskrevet i mange tyske værker, blandt andet i en bog om Bloksbjerg udgivet i Leipzig i 1668, men blev rigtig populær via Goethes Faust (del I, 1808) – ifølge Goethes poetiske ord finder en årlig heksesabbat sted hver Valborgsaften på Bloksbjerg.

Mange steder i Sverige og Finland fejrer man Valborgsmässoafton med bål og eventuelt med fyrværkeri (valborgseld, valborgsmässobål eller majbrasa).

Majstangen skulle også traditionelt opstilles Valborgsaften, så den stod klar til Valborgsdag. Majstangen er en høj mast pyntet med kranse, frisk bøgeløv og farvede bånd, den symboliserer sommerens frugtbarhed. Mange steder i Sverige har majstangen dog efterhånden flyttet sig til midsommer (Sankthans).

Alle disse traditioner går tilbage til tiden før kristendommens indførelse, hvor både de keltiske og de germanske folk fejrede overgangen mellem vinter og sommer ved forårsjævndøgn, en begivenhed der senere blev flyttet til Valborgsaften. Først sent kom forestillingen om en heksesabbat på samme aften ind i folketroen. I Danmark (og især i Jylland) mente man, at heksene red til Tromsø kirke – det vil sige tæt på grænsen mod hedenskabet. I Tyskland var det derimod Bloksbjerg, der var målet for heksenes vilde ridt på et kosteskaft.

Det var også en hedensk skik, at valborgsbålene egentlig ikke måtte tændes med almindelig ild, men med vild ild. Den kunne kun skaffes på den ældgamle måde, som havde været i brug, før man lærte jernet at kende: nemlig ved gnidning af to stykker træ imod hinanden. Denne ild benævntes i alle germanske lande med et beslægtet ord (dansk og norsk: nødild, tysk: Notfeuer, engelsk: neidfire eller nedfire). I det mellemsvenske område Dalarna er det endnu skik at springe gennem valborgsbålet.

I Tyskland regnes med, at skikken stammer fra keltisk tid, hvor man tændte halvårsfesternes hellige bål på samme måde. Det ses, at romerkirken tidligt er blev opmærksom på denne form for hedenskab, for allerede på et kirkemøde år 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ugudelige bål, som de kaldte niedfeor (nødild). Tyskerne opgav dog ligesom nordboerne ikke den gamle skik.

I Berlin var man i aftes bange for at en såkaldt antikapitalistik Valborgsnat skulle løbe løbsk, men ifølge politiets oplysninger endte med med at forløbe forholdsvis fredeligt uden de helt store ødelæggelser fra demonstranternes side. Ak ja, der er forskellige måder at fejre ting på.

Må jeg ønske jer alle en fortsat god Valborgsdag!