Wednesday 25 January 2012

Nafta – nyt stof, men ældgammelt ord

Ifølge Wikipedia er nafta (også kaldet råbenzin) et ”mellemprodukt, der opstår ved olieraffinering. Nafta er den vigtigste bestanddel i fremstilling af plast. Det bliver også brugt til at fremstille autobenzin.”

Det er altså et flydende brændbart olieprodukt. Selv om det at køre i biler på benzin er forholdsvis nyt, så er nafta et meget gammelt ord, der kan føres helt tilbage til det gamle Mesopotamien. Ordet forekommer selv i det Gamle Testamente. Desværre ikke i en af de kanoniske skrifter, men i Anden Makabæerbog, som er et apokryfisk skrift og dermed ikke med i den normale danske udgave af det Gamle Testamente (i hvert fald ikke i min udgave). Her er der henvist til en mirakuløs brændbar væske. Lad mig her citere fra den engelske udgave af Anden Makabæerbog, kapitel 2, vers 1-3: ”Neemias called this thing Naphthar, which is as much as to say, a cleansing : but many men call it Nephi.” Jeg kan her afsløre, at der ikke var tænkt på rensebenzin, men snarere på en eller anden form for religiøs renselse.

Ifølge internetleksikonet denstoredanske.dk kommer ordet fra græsk naphtha, men det er nu kun en del af historien. (Ja man skal da ikke tro på alt, hvad man læser – heller ikke selv om jeg har skrevet det!). Og så kaldes leksikonet i øvrigt ”Gyldendals åbne encyklopædi”.

På akkadisk, (efter byen Akkade i Mesopotamien), der er en fællesbetegnelse for de semitiske dialekter, assyrisk og babylonisk, der taltes i oldtidens Mesopotamien, hed det noget i retning af naptu, og derfra gik det så videre til aramæisk: nafta → byzantinsk-græsk: naphta → latin: naphta → dansk: nafta

Betydningen har dog ændret sig en smule, idet det hebraiske ”neft” og arabiske ”naft” nærmest betød/betyder flydende olie, det vil sige ”(jord)olie” eller råolie. Også på dansk er betegnelsen nafta tidligere blevet anvendt om bl.a. råolie.

Det moderne ord nafta indgår nu i ordene naftalen og napalm. Napalm er som bekendt rigtig væmmelig. Det er en millitær form for benzin-gele, der typisk nedkastes fra fly i form af brandbomber, der giver nogle væmmelige brandsår, da de resulterer i en ild, der er praktisk taget umulig at slukke. Fjernsynet viste i sin tid nogle hæslige billeder fra brugen af napalm under Vietnamkrigen. Ordet napalm er sammensat ordene for stoffet naphten og fedtsyren palmitat, der blandet med benzin danner en klæbende gele.

No comments:

Post a Comment