Monday 31 December 2012

Silvester

Første gang jeg hørte, at tyskerne kaldte nytårsaften for Silvester eller Silvesterabend syntes jeg, at det var helt i skoven. Det hænger sådan set lidt sammen med at silvester er latin og betyder ”noget der har med skov at gøre”, for det er afledt af silva, der betyder skov (eller lund). Silvester er altså noget i retning af et ”skovmenneske” (i parentes bemærket hedder skovmenneske på malaysisk i øvrigt orang utan eller orangutang (orang = menneske; utan = skov), men det er så en anden historie). Nytårsaften har ikke noget med skov at gøre, men lige som vores Sankt Hansaften eller Mortensaften er opkaldt efter helgener, således er den tyske Silvesterabend opkaldt efter en helgen, nemlig pave Sylvester, senere sankt Sylvester, som døde den 31. december 335. Opmærksomme læsere har allerede bemærket, at jeg har skrevet den hellige Sylvester med ”y”.


I Rom var Silvester et almindeligt navn, og romerne skrev det med ”i”. Senere blev i'et af typografiske årsager skrevet som y, som var lettere at læse. ”I” kaldtes for ”latinsk I”, medens ”Y” blev kaldt ”græsk I” (efter ypsilon - (Υ υ) er det tyvende bogstav i det græske alfabet, det svarer til vores y). På for eksempel fransk kalder man stadig ”y” for ”i grec”. Silvester blev altså til Sylvester, med samme udtale.

Også på andre sprog kalder man undertiden Nytårsaften for Silvester. For eksempel: italiensk notte di San Silvestro, fransk Reveillon de la Saint-Sylvestre, polsk Sylwester, tjekkisk Silvestrovské oslavy m.m.

I store dele af tyskland regnede man under den julianske kalender (det vil sige indtil den gregorianske kalenders indførelse i Tyskland i 1582) den 25. december for nytår og dermed den 24. december for årets sidste dag. Som jeg skrev i mit indlæg om ”de uskyldigebørns dag” er det måske mere naturligt at lade vor tidsregning begynde med Jesu fødsel, altså med juledag. Tidligere gik man endnu længere tilbage og regnede den 25. marts ”Mariæ bebudelsesdag” for årets første dag. Faktisk var det således indtil 1751 i England og Wales (og alle britiske besiddelser) at det nye år startede den 25. marts. I Skotland havde ændringen til den 1. januar taget sted i 1600. Kalenderen er en menneskelig opfindelse, hvor man rimeligt frit kan vælge, hvornår et nyt år begynder. I den europæiske middelalder har flere tidspunkter været brugt for kalenderårets begyndelse, nemlig den 1. marts, den 25. marts, påske, 1. september, 25. december og nu er det så, tilfældigvis, den 1. januar. Kirkeåret, finansåret osv. er en anden historie.

Godt nytår alle sammen ;-)

Friday 28 December 2012

Festum puerorum

Ud over at være den tidligere helgendag for Sankt Nikolaj, måske bedre kendt som julemanden, er den 28. december også ”de uskyldige børns dag” eller som den kaldes på latin ”festum puerorum”. På denne dag mindes man barnemordet i Betlehem, det vil sige nogle siger, at de fejrer dagen. På den ene side slap Jesus nemlig for at blive myrdet, fordi hans forældre var flygtet med ham til Egypten, men på den anden side lod Herodes alle drengebørn i Betlehem myrde.

Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd.”

I England vælger børnene selv deres børnebiskopper denne dag (Childermas Day). På et tidspunkt begyndte man at uddele en møntgave - en speciel Skt. Nikolaus-mønt - til de flittige og artige elever i latinskolerne. En mønt, som var en slags forløber for julegaverne, ligesom Skt. Nikolaj (Santa Claus) er gaveudbringeren i mange lande i dag. De ikke-så-artige-børn fik bare prygl. Senere flyttedes Nikolajs helgendag til den 6. december, der i dag er en dag, hvor der i mange lande gives gaver til de artige børn. I dag er alle børn naturligvis artige.

Thursday 27 December 2012

Vor tidsregning

Efter nogle dages fest er ingen forhåbentlig i tvivl om, hvorfor vi fejrer jul, nu hvor vi haft nogle dage til at tænke alvorligt over den sag. Tidspunktet kan dog være lidt af en gåde. Hvis vi regner vor tid tilbage til Jesu fødsel burde det måske strengt taget være jul den første januar. Nu havde man dog i år 0 allerede en kalender med december og januar og alt det der, nemlig den julianske kalender, der blev indført af Julius Cæsar i år 46 f.Kr. Jesus havde ingen fødselsattest, så der er hverken belæg for dato eller årstid. Måske blev han ikke engang født om vinteren. Tidsregningen efter Kristi fødsel blev først foreslået af en kristen munk i året 525 efter Kristus. På det tidspunkt havde man lidt problemer med at regne sig tilbage til år 0 efter denne nye tidsregning, så vores årstal er i princippet sandsynligvis fire år forkert. Datoen for fødslen havde man tidligere spekuleret over. Omkring to hundrede år efter Kristi fødsel, altså i begyndelsen af vort tredje århundrede, anslog man, at Jesus var blevet undfanget ved forårsjævndøgn, som efter den tids kalender faldt omkring den 25. marts. Når man dertil lagde ni måneder nåede man frem til den 25. december som fødselsdag. Hvis vi stadig havde fulgt den julianske kalender ville julen være faldet på den 6. januar efter vores nuværende kalender, den gregorianske.


Overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender bragte i det hele taget en del uorden i begivenhederne i december. Om et par dage skal jeg vende tilbage til nytårsaften, men jeg har allerede i et tidligere indlæg nævnt luciapigerne, der optræder den 13. december. Under den julianske kalender faldt det engang sammen med vintersolhverv, hvilket vel lyder mere rimeligt. Den julianske kalender fulgte ikke helt solåret. For at holde bedre trit med solåret indførte indførte pave Gregor den Trettende derfor den gregorianske kalender i år 1582 med forbedrede regler for skudår. For at korrigere den halve snes dage, der var løbet forkert, blev den 4. oktober 1582 (juliansk) direkte efterfulgt af den 15. oktober 1582 (gregoriansk). Den nye kalender blev hurtigt indført i de romersk-katolske lande, men da det nu var en katolsk pave, der havde ”opfundet” den, nølede de fleste protestantiske lande lidt og beholdt den julianske kalender til et stykke ind i det 18. århundrede. (Hellere følge en kejser end en pave!)

I Danmark skiftede man fra den julianske kalender til den gregorianske kalender i 1700, hvor den 18. februar blev direkte efterfulgt af den 1. marts. Dermed blev datoen rettet med 11 dage. Der var mange der var utilfredse med at man således ”stjal” mange af deres dyrebare dage.

Men tilbage til julen. I gamle dage sluttede dagen, når solen gik ned, og dermed begyndte den nye dag altså umiddelbart efter solnedgang. Derfor fejrer vi stadig mange begivenheder aftenen før, som for eksempel Sankt Hans Aften, Mortensaften og altså også juleaften, der tradionelt starter med kirkegang på et tidspunkt efter solenedgang. I de katolske lande starter man ofte med en midnatsgudstjeneste eller rettere sagt midnatsmesse (kl. 0 den 25. december). Nogle steder snyder man nu lidt med at holde denne midnatsmesse en time for tidligt, allerede klokken 23.

Som fodnote kan der altså være god grund til at tale om år 2013 efter vor tidsregning i stedet for 2013 efter Kristi fødsel. Og næste gang vi skal skifte kalender, kunne vi måske lade det nye år starte dagen efter vintersolhverv – lige som mayaerne. Det var ikke helt tilfældigt at deres gamle kalender sluttede den 21. december, de havde nemlig styr på det med solens gang.

Tuesday 18 December 2012

Den Kulrede Greve

Nu ved jeg jo ikke, hvor meget Danmarkshistorie man lærer i skolen i dag, men da jeg i sin tid gik i skole, var der en fyr som vi yndede at kalde Den Kulrede Greve. Jeg ved ærligt talt ikke om han var skør i bolden, men det mente Niels Ebbesen måske, for han dræbte ham i 1340, så det er da et par dage siden. Sagen var at Grev Gerhand den Tredje af Holsten var skaldet, og at hans øgenavn var Den Kullede Greve. Kullet betyder nemlig skaldet eller uden top eller andet der stikker op i luften, som for eksempel et tårn. Ja det med uden tårn vidste jeg nu allerede dengang, for vores sognekirke var nemlig kullet – altså tårnløs. Køer uden horn er også kullede, og det kan måske nok gøre dem lidt kulrede.


Pudsigt nok betød det navneord, der oprindeligt svarede til tillægsordet kullet, altså det gamle navneord ”kulle”, en trætop eller bjergtop eller isse (også stavet kulde – i stil med kunde, skulde og vilde, som vi skrev dem før 1948). Når man falder omkuld er det altså toppen der vipper, så den sammen med resten af kroppen kommer til at ligge fladt ned. Denne form for kulle kender vi fra Sverige, hvor bjergtoppen Kullaberg, på dansk bedre kendt som Kullen, stikker sin næse ud i Kattegat.

 (Billede fra Kullens yderste spids)

Hovedkulds er også med hovedet/toppen/issen først. I en kolbøtte, er toppen eller kullen blevet til en ”kol” - det vil sige onde tunger påstår, at dette ”kol” skulle komme af det franske ord ”cul” som betyder, om jeg så må sige, bagdel, men lad os hellere gøre en ende på den historie. I formen ”kol” kendes kullen i en række stednavne i betydningen afrundet bakke eller rund høj og hermed også en nøgen (afrundet) bjergtop. Kollen på Himmelbjerget, Kollen ved Mos Sø, Kolby på Samsø og Kulbjerg nordvest for Vejle er nogle eksempler herpå. Kulbjerg minder således lidt om Kullaberg, i det mindste hvad navnet angår.

Fald nu ikke omkuld næste gang du går tur på Kullen eller Kollen (et råd fra Den Kullede Ole) ;-)

Monday 17 December 2012

Orientekspressen


I østen stiger solen op, den spreder guld på sky. Når man orienterer sig, kigger man efter, hvor solen står op. På latin betyder ”oriens” ud over 'den opgående sol' også 'øst', for øst er der hvor solen står op - ”oriri” betyder 'stå op'. Deraf har vi også fået den alternative betegnelse på Østen, som i Det Nære Østen, Mellemøsten og Det Fjerne Østen, nemlig Orienten. Det græske ord for øst, nemlig anatoli (ανατολή), betød oprindeligt også ”der hvor solen står op”. Anatolien lå mod øst i den gamle græske verden, og var altså deres Østen. I kirken sidder man og ser mod øst, fordi man forventer, at Jesus skal komme igen "som solopgangen fra det høje", og solen står jo op i øst. Det er derfor koret (så vidt muligt) vender mod øst.

Det danske ord ”øst” har naturligvis også noget med morgensolen at gøre. Det er beslægtet med det græske ord eos (Ἕως) som betyder 'morgenrøde'. Eos var i sig selv en græsk gudinde, nemlig morgenrødens gudinde. Så man kan vel næsten sige, at det er guddommeligt at deltage i et orienteringsløb. Hvis man bliver ved med at løbe mod øst, skal man dog løbe længe før man er hjemme igen. God tur ;-)

Friday 14 December 2012

Fortrydelsesparagraffenn


Fortryde er et underligt ord. Ved ord som forbyde kan man også lave udbyde, indbyde, afbyde, frembyde og man kan danne navneordet forbud. Der er ikke noget der hedder ”fortrud”. Ja hvad er at tryde i det hele taget for noget? Der er mærkeligt nok ikke noget der hedder ”bagtrud”. Når jeg (undtagelsesvis) fortryder noget, er det altid noget, som jeg allerede har gjort. Jeg fortryder altid først bagefter. Man kan vel ikke fortryde noget på forhånd, sådan da. Der gik glansen af Sankt Gertrud, hvis du vil have noget med -trud.

Nuvel faktisk var der engang noget der hed at ”tryde”. På gammeldansk (nej ikke Gammel Dansk) betød ”tryde” sådan noget som mangle, slippe op, savne, fra oldnordisk þrjóta. De lærde mener at ordet er i familie med ”fortræd” og at det er en omdannelse af det middelnedertyske (gammelplattyske) ord ”vordreten”, eller i det mindste påvirket af dette plattyske ord. Nu kan man vel ikke fortræde nogen, men man kan da altid få foretræde for dronningen, hvis man altså kan. Nå men det ”foretræde” har vi fået fra svensk ”företräde”, som egentlig er 'det at træde frem'.

Hvad med ”to mand frem for en enke … løb!” – så kan man vel altid fortryde bagefter ;)

Nå men selv om det ikke går med bagtrød, men nok med fortrød, så kan man dog være ufortrøden. Det er dannet af det samme middelnedertyske ”vordreten” i formen ”unvordroten”. ”Vordreten” betød i øvrigt nærmest: 'lade (sig) gå på, tage (sig) nær'. Jeg tager mig det ikke nær, at jeg nu og da fortrød, hvad jeg skrev, men vil ufortrødent skrive videre.

(”do voren se unvordroten.
unde kemen hen gevloten.
went se kemen vor enen sten
de bret unde lank schen”)

Wednesday 12 December 2012

Brodne brudfliser


Det kan næppe overraske, at brudfliser hedder brotfliser på færøsk. Google oversatte disse færøske brotfliser for mig til overtrædelsesfliser, da jeg havde brudt min regel med at slå den der automatiske oversættelsesfunktion fra ved min læsning af færøske nyheder. At brot kan blive til overtrædelse kan jeg sådan set godt forstå, for brot er et ord, som jeg ofte støder på i svenske krimier. Det svenske ord brott betyder nemlig (ud over brud) overtrædelse eller forbrydelse, altså det med, at man bryder eller overtræder loven. Måske skulle jeg foreslå Google at gå en omvej ad tysk og kalde dem brødfliser. Google giv os hver dag vores daglige grød.

Må jeg råde dig til at træde varsomt, når du træder over brudfliser ;)

.fy for friserne


Frisisk som sprog, eller rettere sagt de frisiske sprog er ikke så lette at få hold på, fordi der findes mange forskellige frisiske dialekter. Det er måske lettest at starte i Nederlandene, hvor den største gruppe af mennesker med frisisk som modersmål findes. Frisisk er det ene af de officielle forvaltningssprog i Nederlandene og navnlig i den nederlandske provins Frisland (det andet er naturligvis nederlandsk). I Frisland bor der godt 640.000 mennesker, hvoraf 95% forstår sproget. Godt 350.000 nederlænderne har frisisk som modersmål. Deres sprog kaldes også ”vestfrisisk”. Som officielt sprog har det naturligvis sit eget officielle (standardiserede) skriftsprog, og reglerne fastsættes af et organ som kaldes ”Fryske Akademy”. Ud over at Frisland har sit eget internetdomæne, nemlig ”.fy” har vestfrisisk sit eget etniske eller sproglige internetdomæne, nemlig ”.fry” - og naturligvis sin egen Wikipedia.


I Tyskland, med en lille afstikker ind i Sønderjylland, er situationen mere rodet, fordi der ikke findes noget samlende og regulerende organ til at koordinere dialekterne. Et nok mindre kendt frisisksproget område er Saterland, syd for det tyske Østfrisland, hvor man taler en østfrisisk variant kendt som saterfrisisk. Her og i Slesvig-Holsten er de frisiske sprog anerkendt som mindretalssprog. Også saterfrisisk har sit eget etniske internetdomæne, nemlig ”.stq”. Der er også en Wikipedia på saterfrisisk (Seeltersk/Seelterfräisk). Der er kun tale om et par tusinde frisere, der stadig taler saterfrisisk.

Og så nærmer vi os det nordfrisiske sprogområde langs Slesvig-Holstens vestkyst, hvor man taler nordfrisiske dialekter. Nordfriserne har som etnisk internetdomænenavn ”.ffr”. De to vigtigste nordfrisiske dialekter er nok ”Mooringer” eller Mooring-dialekten, en fastlandsnordfrisisk, dialekt, der tales ved Niebüll, og ”Fering” opkaldt efter øen Før, en af de såkaldte ønordfrisiske dialekter. Nogle af siderne på nordfrisernes Wikipedia er på ”mooringer frasch” andre er på ”Fering spriik” og enkelte andre er på andre af de nordfrisiske dialekter/sprog. Der er nok omkring 10.000 mennesker, der taler nordfrisisk.

Nordfrisisk er kraftigt påvirket af dansk og saterfrisisk (østfrisisk) af tysk og plattysk, medens vestfrisisk (trods nederlandsk påvirkning) stadig har mange oprindelige angelsaksiske kendetegn, som også findes på engelsk (sproghistorisk taler man om den anglo-frisiske sprogfamilie). De sproglige påvirkvinger udefra har bidraget til de meget store forskelle, der er mellem de frisiske dialekter. Man grupperer sommetider østfrisisk og vestfrisisk som sydfrisisk i modsætning til nordfrisisk.

En morsom indgang til frisisk er en vandretur på en kirkegård i Frisland. To ting virker efter min mening påfaldende. Mange fornavne minder om fornavne, som er kendte i Sønderjylland. Efternavnene ender ofte på -ma, -sma (Jansma, Jansema - ofte indledt med et mandsfornavn) eller oftere -stra (Swierstra, Veenstra, Zeilstra, Rienstra, Hoekstra, Dijkstra, Bergstra, Zandstra – ofte indledt med en geografisk betegnelse).

Den tid hvor frisisk udgjorde en sammenhængende Nordsøbræmme fra Danmarks til Belgiens grænse er forlængst forbi. Frisisk har i tidens løb tabt terræn til nederlandsk mod vest og til tysk i det øst- og nordfrisiske område. Medens både vest- og østfrisisk havde officiel status indtil henholdsvis 1500- og 1400-tallet, har nordfrisisk aldrig fungeret som officielt sprog. Efter Anden Verdenskrig har vestfrisisk vundet stigende udbredelse i officielle sammenhænge i Nederlandene.

Tuesday 11 December 2012

Elektronisk


Jeg læser skam dagligt min elektroniske post, og nu og da en e-bog. Og i øvrigt tak for de e-kort jeg har fået. I min e-avis står der nu også noget om elektroniske cigaretter, og det synes jeg virkelig er lidt overdrevet, men nu er jeg jo heller ikke ryger. Jeg kan da slet ikke forstille mig, at min computer eller printer spytter en cigaret ud, eller skal man måske ryge dem på skærmen. Hvad bliver det næste - elektroniske frikadeller? eller vel snarere en usmagelig eller smagløs e-burger fra mcdonalds.

E-cigaretter eller elektroniske cigaretter frigiver åbenbart ”rigtig damp” og er efter sigende en ”rigtig” god løsning på vejen mod et røgfrit liv. Javel ja. Snart overgår vi vel til et fuldstændigt elektronisk liv, med elektroniske blodtransfusioner, elektroniske hofter og et virtuelt velfærd i det store elektroniske hyperspace – halleluja. Halleluja betyder herefter ”lad os prise elektronikken”. Husk at stoppe dig i stikkontakten i aften, så du kan føle dig velopladet i morgen. Happy stopover.

Gælder rygeforbuddet i fly i øvrigt også for e-cigaretter, når man rejser på e-billet?

Monday 10 December 2012

Det er da ligetil

Hvorfor skal alt være ligetil. Det er da både kedeligt og uinteressant. Lad mig komme med et par forslag til variationer af dette tema. At skrælle æbler er krumt til. At bage snobrød er snoet til. At stå på ski er zigzag til. At hakke roer er skævt til. At køre bil er skråt til. Sådan står det måske mere rodet til, men hvorfor skal alt dog være så ukompliceret. Den lige vej er sjældent den mest interessante. Jeg kører faktisk gerne en omvej nu og da :-)

Saturday 8 December 2012

Det rene vand


Google+ har udvidet sine cirkler med noget som de kalder fællesskaber eller ”communities”. Jeg ved ikke rigtigt hvad de skal eller kan bruges til, men det kan jeg da finde ud af, for jeg er blevet inviteret til at deltage i flere af disse fællesskaber. Det seneste var ”Clean Water” (rent vand) og den er jeg gået med på, for jeg kender ikke meget der er vigtigere end rent vand. Vand er af afgørende betydning for alt liv, ikke mindst det menneskelige. Jeg finder det derfor helt forkert at udtrykket ”det er det rene vand” går på noget der er ganske ubetydeligt, det rene ingenting. Det er da totalt misvisende og holder ingenlunde vand.

Jeg vil gerne slå et slag for det ægte rene vand, og har i øvrigt også et par gange blogget om vand på Vandets Dag. Vandets Dag eller Verdens Vanddag er en FN-temadag der finder sted hvert år den 22. marts for at sætte fokus på drikkevandet. Det er ikke til hinder for at prise det rene vand på en tilfældig dag som denne, hvor man kan skue ud over den stadig hvide og rene jomfruelige sne, inden den bliver til snavset sjap.

Det rene vand er ikke ubetydeligt, men livgivende. Lad os i fællesskab hæge om det.

Friday 7 December 2012

Langfredagsfjære

Der var engang et ord (på ældre nydansk) der hed “fjære”. Det betød “det stykke af strandbredden, som overskylles ved højvande, og hvorfra vandet trækker sig bort ved lavvande” - altså det som geologer nu til dags kalder tidevandszonen. Ordet fjære bruges muligvis stadig i denne betydning på visse dialekter. Det havde også en anden betydning, som for længst er gået i glemmebogen, i hvert fald på dansk, nemlig ebbe eller lavvande. Det kommer af det oldnordiske ord “fjara”, som er i familie med ordet “fjern”. Ordet bruges stadig i formen “fjara” på islandsk og færøsk, hvor jeg skønner, at det nærmest betyder strandbred eller forstrand. På færøsk betyder det endvidere også ebbe, både i betydningen lavvande og ebbe bort. Forklaringen er vel sådan set indlysende: når det er lavvande er vandet fjernest fra kysten. Grundbetydningen af ebbe er i øvrigt “tilbageløb”.

Og det bringer mig så til det norske udtryk “langfredagsfjære”. På norsk hedder ebbe (eller lavvande) stadig “fjære”. Ebbe og flod skyldes Jordens rotation i månens (primært) og solens (sekundært) tyngdefelter. Månen og delvis Solen trækker om jeg så må sige i Jordens havvand, så det der hvor tyngdekraften virker stærkest bliver højvande, og hvor den virker svagest bliver lavvande. Påskedag falder på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det vil sige, at det altid vil være fuldmåne i den uge, hvor langfredag ligger. Når det er fuldmåne står Månen     på den modsatte side af Jorden i forhold til Solen. Deres træk i havvandet er synkroniseret, så vi får en springflod, et ekstra kraftigt tidevand, og dermed også et ekstra lavt lavvande. Dette kan hindre sejladsen visse steder langs med Norges kyst, idet bådene kan risikere at støde mod grund. Selv om dette naturligvis kan forekomme hver gang der er fuldmåne, mener/mente visse norske kystbeboere åbenbart, at det navnlig er slemt ved Påsketid. Måske forbinder nogle også det ,at der er langt ud til vandet, med det lange i Langfredag. I hvert fald kaldes denne ebbe for “langfredagsfjære”.

I får lige for en ordens skyld den norske definition på “fjære”, “Fjære, fallende vann, lavvann, den delen av stranden som faller tørr ved lavvann”.

Næste gang vi har fuldmåne er i øvrigt i juleferien, den 28. december 2012 - men i dag er det dog i det mindste fredag ;)

Thursday 6 December 2012

Läxhjälpsrut


Under mine jævnlige forsøg på at holde mit svenske lidt ved lige faldt jeg i går over følgende avisoverskrift: ”Ja till läxhjälpsrut”. Det er da en hel krydsogtværsopgave at finde ud af, hvad svenskerne nu har sagt ja til. At det er noget med lektiehjælp ligner et rimeligt sikkert gæt – men resten ?

Nu hjælper det jo gerne lidt at læse hvad der står under overskriften, så det gjorde jeg så. De svenske skatteregler kan konkurrere med de danske med hensyn til uigennemskuelighed. Således kan man få skattefradrag for husholdningshjælp. Nu har den svenske rigsdag vedtaget, at hvis en familie køber lektiehjælp, også hvis hjælpen er til gymnasieelever, tæller dette på selvangivelsen entydigt som husholdningshjælp og er som sådant fradragsberettiget. Det er der sikkert en del familier, der er glade for, og en del enlige som finder urimeligt. Hvad rut helt konkret var for noget kunne jeg ikke udlede af avisartiklen.

Forestil dig ord som julesmser eller fødselsdagssmser. At skrive forkortelser (som SMS) med småt og sammen med andre ord letter absolut ikke læseligheden. Det viser sig, at RUT i skattemæssig sammenhæng er en forkortelse for ”Rengöring, Underhåll och Tvätt”, altså sådan ca. vist nok rengøring, vedligeholdelse og vask. Betalt lektiehjælp er altså fradragsberettiget under rubrikken betalt husholdningshjælp.

Selv finder jeg overdreven brug af forkortelser en pestilens. Tag nu at sms'e. På engelsk kalder de det at tekste. Jeg har lige tekstet en hilsen til Peter, for nu at tage et eksempel. Det kunne vi lære af. Nu hjælper det lidt, når forkortelsen er udtalelig. Den gamle regel med at skive forkortelser med stort hjælper også med til at man opfatter dem som forkortelser i skriftbilledet.

Jeg siger altså nej til ord som ”läxhjälpsrut” og ut med rut - hvis det endelig skal være, så skriv dog RUT. Men nu rager det, når sandheden skal siges, overhovedet ikke mig, hvad svenskerne skriver på svensk. På dansk staver vi derimod normalt Rut med 'h' – altså Ruth. Lad Ruth dog få eller give den lektiehjælp, der måtte være behov for, for eksempel til at læse og forstå vanskelige ord i avisen. Så er det sagt.

Wednesday 5 December 2012

Hemmelbetæntj ræejfog

Da jeg var dreng havde vi hver vinter ofte noget, som vi kaldte ”Hemmelbetæntj ræejfog” (undskyld, hvis jeg har stavet det forkert). Det var i de gode gamle dage, nu tildags kommer der højst et par snefnug nu og da uden nogen form for gener. Det med reolgravning af sneen med skovle er for længst fortid, kørt ud på et sidespor af sneploven, selv om jeg er sikker på, at sneploven ville køre fast i de meterhøje snedriver, som vi havde da jeg var dreng. Det kunne tage flere dage, at grave sig frem til afsides gårde. Nej i dag er reolgravning ikke noget med at skovle sne, men blot noget man foretager sig i haven. Ak tiderne skifter. Nåh men altså den der ”hemmelbetæntj ræejfog” - ja himmelbetændt det kan man da forstå, det må være noget meget slemt, men hvad er rendefog dog for noget. Rendefoged står faktisk ikke i nogen af mine ordbøger, og jeg har dog en hel del til min rådighed, men det er nu nok ordbøgernes fejl! (Mente jeg måske ”ridefoged” spurgte Google, men det gjorde jeg altså ikke.) Hvad så med snefoged? Jo da, i gamle dage var en snefoged en i hver arbejdskreds i sognet af sogneraadet beskikket person, der forestod snekastningsarbejdet – så lidt har han da med snevejr at gøre.


Snefog og snefygning er derimod i orden på moderne rigsdansk. Snefog er vejr med kraftigt snefald og stærk blæst, der får sneen til at fyge gennem luften og lægge sig i driver. Med ældre nydansk rendefug nærmer vi os det dialektale rendfog. For ca. hundrede 100 år siden kunne man skrive ”det var et forrygende Rendfog, Himmel og Jord stod i eet”. Men det var altså dengang - inden den globale opvarmning og atombomberne. Nu må vi klare os med himmelbetændt regnfang – nej se da jeg var dreng var regnfang en plante med gule blomster. På islandsk (íslenska) kan de i øvrigt ikke blive enige om, hvad de skal kalde sådan en blomst ”regnfang hefur einnig verið nefnt rænfang, reinfáni, daggarsmali, leiðabuski og ormagras á íslensku”, kær blomst har mange navne, men det rager nu sneen en høstblomst ;)

PS: Når det var rent galt, var det i øvrigt "øwerkåest himmelbetæentj rejfoeg"

Monday 3 December 2012

Nederlandsk i Sydamerika m.m.


Mange går sikkert rundt med den ide, at på det sydamerikanske fastland taler man spansk, bortset fra i Brasilien, hvor man taler portugisisk, og så findes der vel også nogle indianerstammer, som taler deres eget sprog, men det er så det. De fleste glemmer sikkert det nordøstlige hjørne, som man i min skoletid kaldte Guyana, dengang opdelt i Britisk Guyana, Fransk Guyana og Hollandsk Guyana. Britisk Guyana er i mellemtiden blevet selvstændigt som Co-operative Republic of Guyana med engelsk som officielt sprog. Fransk Guyana er et oversøisk fransk territorium med fransk som officielt sprog. Hollandsk eller rettere sagt Nederlandsk Guyana blev selvstændigt i 1975 og hedder nu Republiek Suriname. På dansk kaldes det nok ofte ved dets tidligere engelske navn Surinam, men jeg skal her tillade mig at kalde det Suriname, således som dets indbyggere selv gør.


Nederlandsk er det eneste officielle sprog i Suriname. Over 60 procent af den ca. halve million indbyggere har nederlandsk som modersmål og de fleste af resten taler det som deres andetsprog. Suriname er sammen med Nederland og det belgiske Flandern medlem af den Nederlandske Sprogunion (De Nederlandse Taalunie). I denne sprogunion har man samme skriftsprog, nederlandsk, med en fælles retskrivningsordbog.

For fuldstændighedens skyld skal jeg lige bringe et kort over de vigtigste områder i verden, hvor der tales nederlandsk.


Afrikaans er angivet som et nederlandsk dattersprog. Afrikaans er en videreudvikling af nederlandsk, som det blev talt af bønder i 1600-tallets Nederland. Det kan i øvrigt bemærkes, at der i det nordvestlige hjørne af Frankrig tales en nederlandsk eller flamsk dialekt som kaldes vestflamsk (west-vlaams).

Sunday 2 December 2012

Kanapeer, karnapper og senge

“Tjenerne vimser rundt med sølvbakker og byder på små kanapeer med russisk kaviar og indbagt jomfruhummer” stod der i en artikel i Ekstrabladet i 1996. For det første er det længe siden, for det andet skal jeg ikke afsløre, hvem der var den glade vært, og for det tredje må jeg sige, at sådan en reception har jeg personligt aldrig været inviteret til, og det er måske godt det samme. Så lad mig holde mig til kanapeerne.

En kanape er et lille stykke lyst brød uden skorpe, ristet og belagt med fint pålæg. Som sagt er russisk kaviar og jomfruhummer udmærket til formålet. Man kan næsten lugte, at vi har fået ordet fra fransk - fra det franske ord canapé. Men lad mig gå videre tilbage til det græske ord κωνωπεῖον (konopeion), som betyder “'seng”. Sådan en kanape ligner åbenbart en seng. Men koopeion er egentlig i sig selv et mærkeligt ord, for hvis jeg har forstået det ret kommer det på sin side af konops (κώνωψ), det vil sige myg, og det stikker altså dybere end jeg kan forstå, og dog var meningen nok en “seng med et moskitonet”. Man må ikke gøre en myg til en elefant, men åbenbart nok til en seng, så lad mig holde mig til sengen.



Billeder fra den franske Wikipedia.

Heraf har vi fået et andet ord, nemlig “karnap”. Karnap har vi ikke fået via fransk, men den omvej af tysk (middelnedertysk). For dem, der ikke kender en karnap, er det sådan en buet eller trapezformet udbygning på et hus, som for eksempel en udvidelse af en opholdsstue, forsynet med vinduer, så man kan holde øje med hvad folk foretager sig. Så vidt jeg husker var der en eller anden i “Livets gang i Lidenlund”, der ved hjælp af et spejl i karnappen vidste alt om hvad der foregik i byen.

Hvad en karnap har med en seng eller sofa at gøre er mig lidt utydeligt. Jeg har nok sovet i timen. Karnapper var siden slutningen af 1500-tallet især almindelige i sønderjyske byer, og det forklarer vel i det mindste måske, hvorfor vi har fået ordet fra tysk. På moderne tysk hedder en karnap i øvrigt erkerligt nok en “Erker”. (Mit opslag i Duden med Karnap gav intet resultat. Derimod har tyskerne nu en møbelforretningskæde, der hedder Karnap.)

Så må i godt sove videre ;)

Friday 30 November 2012

Tommelfingerregler


Hermed et par tommelfingerregler. På venstre hånd sidder tommelfingeren til højre. For dem der har lidt svært med forskellen mellem venstre og højre er der følgende tommelfingerregler:
Højre er den side af kroppen der er mod øst når man vender mod nord, denne pil peger mod højre: →
Venstre er den side af kroppen der er mod vest når man vender mod nord, denne pil peger i den modsatte retning af venstre: →
Det er ganske enkelt, der er ”ø” i både ”højre” og ”øst” og der er ”ve” i både ”venstre” og ”vest”.
Nord vender opad på de fleste landkort. Hvis du ikke kan læse navnene på kortet, er det enten fordi du har vendt kortet forkert med syd opad, eller fordi kortet er på kinesisk. Kinesisk er mange ting - på kantonesisk hedder tommelfinger: 大拇指 – på mandarin: 大拇指
Hvis du ikke kan høre forskellen, er det fordi disse to kinesiske sprog benytter sig af de samme skrifttegn. Hvis du ikke kan se nogen kinesiske tegn, skulle du måske overveje at købe en ny computer, der kan gengive kinesiske tegn, hvis du altså synes, at kinesiske tegn er relevante for dit velbefindende. Dette er en anden udmærket tommelfingerregel: Køb kun, hvad du har brug for. Mange redskaber findes i to udgaver, en for venstrehåndede, en anden for højrehåndede. Hvis du ikke ved om du er venstrehåndet eller højrehåndet kan du bruge den tommelfingerregel jeg nævnte som den første i dette indlæg, eller gå til din læge for at få det diagnosticeret, men det koster penge, og jeg ved ikke om din sygekasse vil betale for den slags undersøgelser. Det betyder i øvrigt i denne forbindelse intet om du er venstreorienteret eller højreorienteret eller hælder mere mod midten.

Hvis det skulle vise sig, at du er fummelfingret og har fem tommelfingre på hver hånd er det nok en god ide helt at undgå tommelfingerregler. Jeg håber dette har været dig til nyttig hjælp. Jeg vil så i mellemtiden trille tommelfingre.

Lux, Lucia, Lucifer eller Lussi


Man kan jo undre sig over hvad en katolsk, siciliansk helgen som Sankta Lucia gør i Sverige midt i december. Det er meget smukt, stemningsfuldt og romantisk at se en rad af lyshårede svenske piger gøre deres indtræden bærende på levende lys, men hvorfor?

Den svenske Lucialegende kan føres helt tilbage til 1200-tallet. Ved den tids kalender, den julianske kalender, var den 13. december årets korteste og mørkeste dag (vintersolhverv). Den var personificeret ved en vis Lussi. En eller anden dansker (som i absolut ikke bør regne med) har fundet det iøjnefaldende, at navnet minder om den onde selv, nemlig Lucifer. Men nu var Lucifer jo oprindeligt en romersk gud, søn af daggryet. Lucifer betyder lysbringeren. Lys hedder lux på latin. Og bringer solhvervet måske ikke netop lyset tilbage, ligesom Luciapigerne. Nå men altså tilbage til den svenske lussenat (Lussinatta). Denne nat kom den onde Lussi, eller Lussekællingen (Lussekäringen), ridende gennem luften med sit følge. I visse svenske egne var det dog en mandsperson, nemlig Lussegubben. En uhyggelig ting ved Lussi var, at hun/han kunne komme farende ned gennem skorstenen og røve børn, der havde været uartige. Enhver lighed med julemanden er naturligvis helt tilfældig. I øvrigt kunne Lussi også straffe de gårde, hvor man ikke havde truffet de rette juleforberedelser, så pas bare på.

I 1700-tallet var det i Vest-Sverige sådan, at man mens det endnu var buldrende mørkt ud på morgenen, vågnede op til dåd ved at Lucia - i skikkelse af gårdens unge pige - stod ved sengen med en bakke med mad og drikke. I 1800-tallet blev denne skik udvidet med at en ung hvidklædt pige med lys i håret - kom med godter og gaver i den tidlige morgen.

Det er vel ret beset udmærket, at heksen eller dæmonen Lussi er blevet erstattet af den hellige Lucia, for hvem tror nu længere på hekse og dæmoner. Helgener har dog den fordel, at de rigtigt har eksisteret. Og nyd så bare Luciasangene og synet af Luciapigerne.

PS: Og så er en lussekat ikke nogen (lusket) kat, men en særlig slags svenske boller (med safran), der serveres på (eller omkring) Luciadagen. I denne kolde måned kan de nydes med enten kaffe eller glögg. Gløgg hed oprindeligt ”glødet vin” (på svensk glödgat, men der var det nu i første omgang varm brændevin), altså opglødet eller opvarmet vin, lige som den tyske ”Glühwein”. Den varmer - velbekomme ;)

Wednesday 28 November 2012

Siden hen


Det siges, at jeg er lidt til en side. Min hustru påstår selv, at jeg er til den lade side. Jeg gider ikke at protestere - for hun har altid ret. Jeg ved bare ikke, hvor min lade side befinder sig henne. Jeg kan finde min venstre side og min højre side. Jeg har åbenbart også en forside og en bagside. Og der er også en yderside og en inderside. Hvis vi nu havde haft en bondegård havde der vel også været en stuehusside, en staldside og en ladeside. Men nu bor vi altså ikke på landet, her er der er kun til haven og til gaden, så hvad så?

Nuvel jeg lader mig ikke mærke med noget, men lader fem og syv være lige. Jeg har dog ladet mig fortælle, at det der ”lade” i ”ikke at ligge på den lade side” faktisk er det samme ord, som det engelske ”late”, og så er jeg jo ikke sen til at lade tiøren falde, sådan billedlig talt altså, for det er år og dag siden jeg har set en tiøre. Den med at ”skibet er ladet med” tiører kan i godt glemme.

”Late” betyder ”sen”, og det må man lade. ”Lad” betyder ”uforetagsom”. Der er dem der er så uforskammede at kalde den slags for ”doven”. Hvad er der dog galt ved lige så stille at lade hvilen falde på sig. Sådan lader man op til ny dåd. Se nu bare min mobiltelefon. Den ligger for øjeblikket på den lade side - med en lader i næbbet.

Båder det til noget?

Advent betyder komme, men alligevel synes jeg, at jeg i adventstiden måske tænker mere på, hvad der er gået end hvad der skal komme. Det skyldes vel til dels, de år jeg har på bagen, men også at julesange og julesalmer rusker op i gamle ord og vendinger. Således også disse par linjer:

”Du, som skænker os den skønne fest,
hvad der båder os, det ved du bedst.”

Det har ikke noget at gøre med båden der skal sejle i nat. I denne forbindelse er ”både” et gammeldags udtryk, der betyder ”gavne” eller eventuelt ”nytte”. Det drejer sig om, hvad der gavner os. Det er lidt i familie med ”batte”. Vi vil gerne have noget der batter, eller måske for at blive i det jyske, noget der kan betale sig, for sådan er vi vel lidt kapitalistiske.

Ikke fordi det har noget som helst med sagen at gøre, eller dog lidt med at føle sig godt tilpas. På svensk spørger man ofte ”hur mår du?”. Det betyder sådan cirka ”hvordan har du det?” eller ”hvordan går det (med dig)?” Her får du lige nogle passende svar. ”Bra!”, ”Skapligt!”, ”Så där!”, ”Det kunde vara bättre!”, ”Inte så bra, tyvärr!” - Sa er du vist klædt på til de fleste situationer.

”Hvordan går det?” hedder altså på svensk ganske enkelt ”Hur mås det?”, men det synes en dansker mås-ke lyder lidt grinagtigt.

Det minder mig så om dengang vi havde en mår på loftet, men det er så atter fortid. Lad os også skue fremad. Må det gå dig vel!

Friday 23 November 2012

Humlebier


Er der nogen der ved, hvor humlen ligger begravet? Det er ikke så let at se på en dag som denne, hvor solen ikke summer over engen, og ingen bier vil fylde deres kurv. Jeg tror at det lige netop er der, at humlen trykker. Det er årstiden der gør det. Det er et hundevejr, og al humlen er for længst kørt til bryggeriet, så vi må vente på næste års høst, før der atter kan komme gang i humleriet. Så kan vi i mellemtiden smide sko efter katten og hunden ud med badevandet, for badevandstemperaturen er for længst faldet til under det antal grader, der er behageligt. Nej, vi nærmer os den tid, hvor vi skal fjerne køerne fra vejene og sætte dem ud på isen, i stedet for at træde vande og svømme hen.

Wednesday 21 November 2012

Retroaktivitet


Man skal ikke tage sorgerne på forskud. Det er der gode grunde til, for alt hvad vi virkelig ved helt sikkert hører fortiden til. Jeg finder her på internettet ikke en eneste sætning, der er skrevet engang inde i fremtiden. Det kan derfor undre, at det modsatte af forskud ikke er bagskud. Ikke sådan at forstå, at der ikke er noget der hedder bagskud, for det er der skam. Bagskud er et udtryk som jægerne bruger, når de skyder efter dyr eller fugle, der løber eller flyver væk fra dem. Dyr eller fugle som de om jeg så ma sige skyder i ryggen. Således er der også sideskud, ikke blot fra jægernes side, men også på planter. Jægere er skam ikke de eneste der skyder, synger vi måske ikke snart ”en rose så jeg skyde”.

Nå men altså tilbage til det modsatte af forskud. Jeg tror nok det egentlig må være retroaktivt. Retroaktiv er ifølge ordbogen noget ”som virker eller har gyldighed tilbage i tiden”. Nu er ordene ”retroaktiv” og i særdeleshed ”retroaktivitet” næppe meget brugt på dansk. De føles som fremmedord. Retro kommer fra latin og betyder ”tilbage”. Man taler i stedet gerne om ”tilbagevirkende kraft”. Heldigvis finder man i mange lande tilbagevirkende regler for uacceptable. Man har jo ikke en chance for at reagere på den slags på forskud, vel.

For en sikkerheds skyld vil jeg hermed gerne retroaktivt undlade at tage sorgerne på fremskud, undskyld jeg mener aktivt forskud. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil være retrospektiv, bortset måske fra i trafikken, hvor et tilbageblik altid kan være på sin plads.

Tuesday 20 November 2012

S


I dag er jeg i mit R. Jeg tager det i alfabetisk orden, Det vil sige, at jeg i morgen rigtigt er i mit S. Det glæder jeg mig til. Det er altid rart at have nogle esser oppe i ærmet til senere brug. Vidste du i øvrigt at sådant et kortspils-es har fået navn efter en romersk kobbermønt, der på latin hed as og var meget værd. Det er derfor et es hedder ”ace” på engelsk og ”Ass” på tysk. Husk ikke at bytte om på de to ting. Det er meget uhøfligt. Det er nærmest giftigt som arse-nik. (Mere kan jeg ikke sige, for ”Ordet "ass…" blev udelukket fra søgningen, fordi Google Beskyttet søgning er aktiveret”). Der er heldigvis også musikalske esser. Når man sætter et b for e får man (vist nok) et es (helt uden at snyde).

En esse har derimod ikke noget med et es at gøre, selv om man nu og da må smede mens jernet er varmt. På tysk har de et nyttigt udtryk, der hedder ”essen gehen” eller ”Essengehen”. Det har ikke noget med kortspil at gøre, og heller ikke med at gå til Essen. Frit oversat vil det helt enkelt sige ”gå til fadet”. Så siger jeg ”værs'go å spis”. Eller som de vist nok også siger på tysk, ”komt essen” eller er det nu ”komtessen”. Velbekomme ;)

Thursday 15 November 2012

Boheme


Da jeg i sin tid besøgte Tjekkoslovakiet (det må have været i begyndelsen af halvfemserne) kunne jeg ikke finde rundt i deres indviklede historie. Nu hvor jeg så er i Tjekkiet kan jeg slet ikke finde ud af deres historie. Her i Prag havde de en berømt hersker, som hed Karl den Fjerde (af Luxemburg). Den næste i rækken var så nok Karl den Femte og Habsburger. Nu ligger det bare sådan, at jeg har på fornemmelsen, at man visse steder kalder Prags Karl den Fjerde for Karl den Første, og dermed vist nok også ham den habsburgske Karl den Femte for Karl den Anden - det vil sige i Spanien vist nok Karl den Første. Selv om han var habsburger var han født i Gent i Belgien, men det kommer strengt taget ikke Karl den Fjerde af Luxemburg ved. Nej her er det at jeg står af, selv om jeg har en fed bog stående derhjemme om Habsburgerne, og for en gangs skyld foretrækker en hamburger – nej den spiser jeg i mig igen, for man skal nu heller ikke overdrive.

Lad mig hellere holde mig til det sproglige og til dels geografiske. Området omkring Prag var befolket allerede for 6000 år siden. På et tidspunkt boede der her en keltisk stamme, som vist nok på dansk kaldes boierne eller bojerne. De blev jaget væk af germanske stammer, som gav området navn efter denne stamme – eller skal jeg måske give denne ære til Romerne. Da Romerne begyndte at udforske deres omverden kaldte de det i hvert fald for Boiohaemum (bojernes eller bøhmernes hjem). På moderne tysk er det blevet til Böhmen. I det femte eller sjette århundrede begyndte slaviske folk at vælte ind i området, og de kaldte det så Čechy, der på dansk er blevet til Tjekkiet. Nu omfatter det moderne Tjekkiet faktisk både Bøhmen (Čechy) og Mæhren (Morava) plus en del af det gamle Schlesien (Slezsko), men det skal jeg nok vende tilbage til ved en anden lejlighed. Da jeg samlede på frimærker havde jeg i øvrigt nogle tyske frimærker fra degamle tyske rigslandeBöhmen und Mähren” fra perioden 1939-1945.


Udtrykket boheme blev oprindeligt anvendt i Frankrig om vagabonderende sigøjnere - undskyld roma - fordi man troede at de kom fra Bøhmen. Det har Puccini så fået en dejlig opera ud af – La Bohème. De spiller den meget passende i Prags opera her i aften, men jeg var atter blevet for træt af at træde til at træde derhen. Til at skrive kan jeg da i det mindste sidde ned ;)

Tuesday 13 November 2012

Hvor kan man være DŮM?

De sidste par dage her i Prag er jeg flere gange stødt på ordet dům eller DŮM. Nu har det ganske givet ikke noget med dum at gøre, men hvad det i øvrigt betyder, aner jeg på nuværende tidspunkt ikke. Hvad jeg dog har hæftet mig ved er det der bolle-ů, eller hvad sådant et bogstav nu måtte hedde. Nu har jeg i mit lange liv konstateret, at jo mindre en bestemt kategori af mine medmennesker ved om et bestemt emne, jo mere kategorisk udtaler de sig om netop dette emne – som om de simpelt hen ved alt om det. Jeg føler mig på denne baggrund derfor den helt rette til at udtale mig om tjekkisk, som netop er et af de slaviske sprog, som jeg ved allermindst om.

På tjekkisk ligger trykket altid på første stavelse. Det lyder ganske enkelt, men se nu blot på et par stednavne. Her igennem Prag løber der en flod, som de kalder Vltava – trykket ligger altså på Vl, for dem der så kan udtale det. Og så er der Plzeň, hvorfra vi har fået vores pilsner, eller Brno, hovedstaden i Morava (Mähren). Prøv blot at lægge trykket på Pl og Br, som er de første stavelser – jeg finder det slet ikke så let.

Det er dog altid noget positivt, at tjekkerne ikke, som de gør på en række andre slaviske sprog, bruger et kyrillisk alfabet, men det latinske alfabet, som de fleste af mine læsere nok er mere fortrolige med. Lige som på dansk (med æ, ø og å) har man måttet udvide alfabetet lidt, blandt andet altså med bolle-ůet. Bortset fra de skandinaviske sprog (med vores å) kender jeg personligt ikke andre sprog, hvor de bruger sådan en bolle over vokaler. Anderledes forholder det sig med det der hak over n'et i Plzeň. Jeg kunne forestille mig, at det kaldes en haatjek, nu vi er ved det tjekkiske. Det har fundet sin genklang i en række andre - blandt andet slaviske - sprog, hvor man benytter sig af det latinske alfabet. På tjekkisk kaldes sådan en fidus en háček, der vist nok betyder en lille hage (eller er det nu et lille hak?), der er jo en lille hage ved så mange ting, så hvorfor ikke. På engelsk kaldes den en ”caron”. Gad nok vide, hvad sådan en fidus kaldes på dansk?

Jeg har hermed opfundet et par nye ord til fri afbenyttelse, nemlig haatjek og bolle-ů, som for øvrigt er et langt u. Uuuuh.

r jeg kommer hjem skal jeg inok prøve at sætte tjekkisk lidt på plads, både med hensyn til dets stilling sammenlignet med andre slaviske sprog og med hensyn til de sprog, der i øvrigt tales i Tjekkiet. Det kræver lidt kortmateriale, som skal behandles på min hjemlige Mac.

PS: En nærmere undersøgelse viser, at dům vist nok betyder hus eller hjem (forhåbentligt er man ikke i mellemtiden gået fra det), så blev jeg så klog.

Mere PS: Ordet dům er beslægtet med det græske ord δόμος (dómos) og det latinske ord domus som begge betyder hus.

Sunday 11 November 2012

Våbenstilstandsdag


Den 11. november 1918 kl. 11.00 sluttede Tyskland og de Allierede (mod Tyskland) i en jernbanevogn i Compiègne-skoven i Frankrig våbenstilstand. (11.11.11). Dermed var 1. Verdenskrig slut. Denne dag fejres stadig i mange lande som en mindedag, dog ikke i Tyskland, hvor man ikke synes, at der er noget at fejre. Det er officiel fridag i Frankrig og Belgien. I mange dele af verden holdes der to minutters stilhed klokken 11.00 – et minut for de omkring 20 milloner faldne og et minuts stilhed for de efterladte kvinder, børn og familiemedlemmer, som indirekte var ramt af de fire års konflikt 1914-1918.

Danmark var neutral i 1. verdenskrig, men lad os ikke glemme de mange sønderjyder, som var blevet indkaldt til den tyske hær på grund af Sønderjyllands placering i det tyske rige på dette tidspunkt. Man mener at op mod 4.000 dansksindede sønderjyder mistede livet på tysk side.

Friday 9 November 2012

Gotisk eller barbarisk

Jeg har fundet noget nyt gammelt at snuse i, nemlig ”Dansk Etymologisk Ordbog” ved Jessen fra 1893 – sat on-line under Projekt Runeberg. Det er en gammel historie, og den er trykt med ”krøllede bogstaver”, med gotisk skrift altså. Nu var goternes første skrift ikke gotisk men runer. En af de ældste runeindskrifter blev fundet i Pietroasa i nærheden af Bukarest indridset i en guldhalsring. Den gotiske indskrift så omtrent således ud:
og lyder ”GUTANI O WI HAILAG” ”Goternes arv (/klenodie) viet (og) hellig”. Senere opfandt goteren Wulfila faktisk et særligt alfabet i det 4. århundrede efter Kristus til brug for sin (håndskrevne) gotiske bibel på baggrund af det græske alfabet, men med enkelte tegn fra runealfabetet og det latinske alfabet. Men måske er det her på sin plads med en meget superkort omtale af goterne og gotisk.


Dette er blot en af teorierne om goternes vandring. Jævnfør farverne på kortet. Goterne kom muligvis fra et område (grønt) omkring Gøta Elv, i Götaland (jævnfør også Gøteborg). De har måske også givet navn til øen Gotland (lyslilla). Omkring år 300-150 f.Kr. sejlede nogle af dem over Østersøen til et område (rødt) omkring mundingen af floden Wisla, et område der blev kaldt Hreidgotaland ("goternes rede"), hvor de gav navn til Gdansk (Gotiscandsa) og Gdynia (Gotynia). I den anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af goterne mod sydøst (orange) i retning af Sortehavet. En vestlig gren (vestgoterne/visigoterne = "de gode goter") grundlagde i løbet af det 5. århundrede et delvist selvstændigt rige i det sydlige Gallien (mørklilla). Blandt de østlige gotere (østgoterne/ostrogoterne = "de strålende goter") var der en del, som boede på halvøen Krim (gul). Her skal der endnu omkring år 1800 have været folk, som talte et gotisk sprog ("Krimgotisk"). Der er i øvrigt dem der mener at navnet Katalonien (latin Gathia Launia) kommer fra Gothia (eller Gauthia), "goternes land": Gothia > Gothland > Gothlandia > Gothalania > Catalunia.

Goterne talte et uddødt germansk sprog. Det gotiske sprog nåede sin største udbredelse under den østgotiske konge Theodorik den Store (454-526).

I renæssancens Italien var ordet gotisk blevet et synonym for barbarisk. Det var altså oprindeligt nedsættende når de talte om den gotiske stil, der kendetegner kirkebyggeriet omkring 1150 til 1550. Gotikkens gennembrud fandt nemlig sted i Frankrig.

Den gotisk håndskrift blev særlig anvendt i kirkelige skrifter fra 13-1400-tallet. Denne skrifttype fik ligeledes navnet ”gotisk” klistret på sig, fordi renæssancens Italien fandt den barbarisk. Hverken den gotiske byggestil eller den gotiske skrift har således noget med goterne at gøre. Flavio Biondo troede faktisk, som han i 1531 skrev i sin ”Italia Illustrata”, at den gotiske håndskrift var opfundet af lombarderne efter deres invasion i Italien i det sjette århundrede. Efter bogtrykningens opfindelse i 1450'erne blev de første bøger trykt med gotisk trykskrift. Som almindeligste trykskrift i danske bøger forsvandt gotisk skrift gradvist fra omkring 1860 og frem til begyndelsen af 1900-tallet.

De venders og de goters er en anden historie. Før Margrethe blev dronning - altså indtil 1972, var kongens titel ”Af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg”. De goters konge var en titel, som Valdemar 4. Atterdag antog i 1361 efter at have erobret Gotland.

Sunday 4 November 2012

Tørvetrillere


I min barndom i fyrrerne var man nødt til at fyre med tørv i kakkelovnen, hvis man ville holde varmen om vinteren. Det betød, at man i nabolagets omliggende moser, havde gang i en tørveproduktion overalt hvor det var muligt. Benzin var der heller ikke for meget af, så tørvene blev manuelt transporteret på en trillebør fra det sted, hvor man skar dem, til der hvor de blev tørret. Dette trillebørsarbejde blev udført af tørvetrillere. Nu har tilværelsen unægtelig ændret sig, så det vi i dag kalder en tørvetriller, nærmere bekendt som Hærvejens Tørvetriller, er en mørk ale, der benytter sig at tørverøget whiskymalt, hvilket giver den en behagelig, men også markant røget smag, hvilket er vigtigt nu hvor man ikke længere må ryge på beværtninger.

Nu vi er ved øl, minder det mig om to fynboer, der på en fortovsrestaurant forgæves forsøgte at få tjeneren til at bringe dem to øl, indtil den ene på klingende fynbomål med stumme d'er sagde til tjeneren ”du er en dø'bi'er”. Miraklet skete, tjeneren kom straks med to øl. Dette beviser efter min beskedne mening, at ”dødbider” er et fransk udtryk for ”to øl”

Træmænd har jeg truffet på Bali, hvor de sad midt i en landsby og skar de mest vidunderlige figurer ud i træ. Jeg har naturligvis et par eksemplarer stående i min stue. En mand der er skåret ud i træ kaldes så vidt jeg ved også en træmand.

Hvis nogen er ked af det, og hænger med hovedet, er vedkommende naturligvis et hængehoved.

Jeg vil derfor meget kraftigt understrege, at jeg hverken er et hængehoved, en træmand, en dødbider eller en tørvetriller … og hermed basta. Så er det sagt!

Strøelse eller førne

Når jeg ser ud over min græsplæne, ser jeg på denne årstid snarere et lag af nedfaldne blade end det grønne græs. Jeg må se at få dem revet sammen og smidt i kompostkassen. Ude i naturen får de lov at ligge sammen med andre rester fra døde dyr og planter indtil småkravl og mikroorganismer får dem findelt, nedbrudt, forrådnet og omdannet til frugtbar muld.


Og hvad kalder vi så alt det organiske materiale, som ligger oven på jorden, men som endnu ikke er nedbrudt. Materiale som mere eller mindre stadig kan genkendes som blade, bark, blomster, frø, træstammer, papir, dieselolie, fjer, hår, ekskrementer osv.

Det ligger jo som regel sådan bare strøet henover det hele, så vi kunne jo bare kalde det strøelse, sådan lige som det halm, savsmuld eller lignende, som man strør på gulvet under husdyr. Det har man gjort på tysk, hvor man kalder det ”Streu” og på nederlandsk, hvor man kalder det ”strooisel” eller ”strooisellaag”. Det er da enkelt, og dansk, men det gør vi bare ikke.

Nu læser de studerende vel ofte om den slags biologiske og økologiske ting på engelsk. Der hedder det litter. Det er i familie med det franske ord ”lit” der betyder seng. På fransk hedder ”litter” da også ”litière”. Med strøelsen redte man en seng for dyrene. I det nittende århundrede blev betydningen af det engelske ord ”litter” udvidet til også at betyde det der lag oven på jorden af visne blade og så videre. Men heller ikke fremmedordet ”litter” vandt indpas på dansk.

Det ord der nu bruges af gartnere, biologer og økologer er ”førne”. Det har vi lånt fra et svensk dialektord, nemlig ”förna”, der oprindeligt betød sådant noget som ”vissent græs fra sidste år”. Man kan da i hvert fald genkende ordet ”før”. Det er således et af vores få nyere låneord fra svensk.

I retskrivningsordbogen står der ”førn” uden endelsen ”-e”, men da det er brugerne der bestemmer, forventer jeg absolut, at der i næste udgave af retskrivningsordbogen kommer til at stå ”førne”, for sådan skriver fagfolkene, og derefter haver vi os at rette.

Og det var så nogle strøtanker om den førne jeg på denne årstid går og vader i på mark og i skov – og på min græsplæne. Hvis jeg havde kunnet stemme for noget, havde jeg stemt for ”strøelse” - det er dansk og forståeligt.

Saturday 3 November 2012

Tåfis


Romeo til Julie: ”Oh smukke Julie, dine øjne er som postbudets tæer.”
Julie: ”Hvad mener du med det kære Romeo?”
Romeo: ”Jo, de er store, sorte og ømme.”

Det sorte mellem tæerne skyldes sikkert fodsved. Fodsved kan som bekendt stinke lidt, nok fordi visse baktusser labber det i sig som var det slik. Som ung havde jeg så meget fodsved, at jeg gik til lægen med det. Han gav mig noget at smøre fødderne med. Jeg tror nok det indeholdt et eller andet klor- og/eller svovlprodukt. Det stank i hvert fald værre end fodsveden. Men det hjalp da på fodsveden. Nu til dags kan fodsved, eller navnlig stanken derfra, åbenbart fordrives med sokker, hvori der er indvævet nanosølv. Nanosølvet tager livet af baktusserne mellem tæerne, men er på den anden side meget skadeligt for miljøet, når de nedslidte sokker senere smides væk sammen med andet affald.

Nanosølv er faktisk bakteriedræbende. Det er desværre også årsag til resistens på hospitaler, så antibiotika bliver virkningsløst. Forskere frygter at det også, i det store omfang det bliver brugt i dag, kan være årsag til kræft og andre sygdomme og nedsætte forplantningsevnen. Ikke blot sokker, men også andet tøj, sko, kosmetik og sæbe sælges nemlig med nanosølv for at fjerne bakterier. Måske er det trods alt bedre at bruge nogle af de midler, som læger og apoteker anbefaler!

Fodsved kan man få, når man som et postbud stamper ihærdigt i pedalerne. Det er nok årsagen til at Nordmændene somme tider kalder det for ”pedalsyre”. De har også et andet slangudtryk for den slags, nemlig ”tåfis” (bah). Ak ja, nogle er meget sprogligt opfindsomme.

Friday 2 November 2012

Ske hvad der vil


Der er så mange slags skeer – barneske, teske, dessertske, suppeske, murerske. Det er dog ikke alt, der ender på -ske, der er skeer. En morderske er for eksempel ikke til at bide skeer med. Nej personer som syerske, husholderske, sygeplejerske, naboerske, svindlerske og løgnerske er hunkønsvæsener. Nu kunne man måske spørge sig selv om menneske er hunkønsformen af mænd, eller med andre ord at kun kvindemennesker er rigtige mennesker, men man, mænd, skal lade være med at stille den slags spørgsmål! I øvrigt er det jo heller ikke kun kvinder der er raske, friske, forbryderiske, balstyriske, fandenivoldske eller krigeriske – nej vel?

Fra aske via flaske til taske er det ganske vist. Vi tager skeen i den anden hånd, for vi skal ikke have det ind med skeer. Sproget skal vi passe på med. Sproget skal vi passe på.

Thursday 1 November 2012

Stik i spar


Nogle er kunder ved Spar købmanden, andre er kunder hos Spar Nord. Sådan er vi nu så forskellige. Det ene sted kan man købe, hvis man har penge. Det andet sted kan man låne penge, så man kan købe, og sådan får man samfundet til at køre rundt. Spar mig i øvrigt for købmandsvarer, der siger sparto til alt andet. Man kan nemlig spare sig fattig siges der. I gamle dage (før min tid) sagde man i øvrigt ”spader to” til ”spar to”. Ikke fordi kortfarven ♠ (spar) har noget med en spade at gøre. Som man kan se ligner den nok mere en spydspids eller sådan noget krigerisk noget. Ordet kommer fra det spanske ”espadas”, der oprindeligt betød daggerter eller sværd. Der kan nu engang være noget krigerisk ved at spille kort. Nu får de mest mærkelige ord mig gerne til at tænke på noget mere fredeligt, nemlig mad. Espadas minder mig om nogle lækre fisk, som vi fik på Madeira, helst serveret med ristede bananer, tak. Den fisk, der på portugisisk (i hvert fald på Madeira) kaldes ”espada” (eller fuldt ud ”(peixe) espada preto” - fisk, sværd, sort) lever på meget store dybder i Atlanterhavet - helt ned til 1600 meter og menes af uvisse årsager at komme op til omkring 600 meters dybde om natten, hvor den derfor er lettere at fange. Muligvis strækker dens leveområde sig fra dybderne 1700 helt op til 200 m. At kalde den for sværdfisk er efter min beskedne mening en stor misforståelse. Hverken i form eller smag eller artsmæssigt har den noget med den rigtige sværdfisk at gøre. Den er sort, meget lang og åleslank. I form minder den meget om en lanse. Nogle kalder den ”sort sabelfisk”, det er i det mindste bedre end sværdfisk, men stod det til mig burde den altså kaldes ”lansefisk”. Dens videnskabelige navn er i øvrigt Aphanopus carbo, og her får i lige en tegning.

Tegning af en portugisisk espada.

Fisken fanges med liner, og det kan tage op til en time at hive linen op fra den store dybde, men jeg synes personligt, at det er umagen værd. Det er en fisk der siger sparto til alle andre. Spar bare sammen til en rejse til Madeira. Velbekomme!

Nåh ja, og for fuldstændighedens skyld så kommer det videnskabelige navn Aphanopus fra græsk ”aphanes” (ἀφανής - gemt) + græsk ”pous” (πούς - fod) – det skyldes, at finnerne sidder sådan, at man ikke kan se nogen ”fødder” - fødderne (sidefinner) er ”gemt”. Carbo henviser til den kulsorte farve. Det man derimod på spansk kalder ”pez espada” er en rigtig sværdfisk (Xiphias gladius) – og den smager nu heller ikke så ringe endda.

Wednesday 31 October 2012

Halloween - Allehelgensaften

Du går måske og tror, at det er amerikanerne der har opfundet Halloween. Men det er i virkeligheden meget begrænset, hvad amerikanerne i det hele taget har opfundet. De fleste af de gamle ting de har, har de hentet fra Europa, og det gælder naturligvis også Halloween.

Den sidste dag i den gamle keltiske/gæliske kalender var den 31. oktober, og den 1. november var således kelternes nytårsdag. Det oldirske ord "samain" betyder sommerens slutning (udledt af ordene "sommer" (→ sam) og "ende" (→ ain). Det var en keltisk høstfest, også kendt som Sow-in, Sah-vin eller Sahm-hayn, kært barn har mange stavemåder. Ud over at høsten var i hus fejrede man at sommerens lys gled over i vinterens mørke. Overgangen til det nye keltiske år var forbundet med megen overtro. Man kunne få besøg af de døde, ånder, hekse og andre overnaturlige væsner. For at holde disse uønskede gæster væk udhulede man roer og satte levende lys i dem, så de kunne lyse ud i den mørke nat. Det var altså ikke mindst en hedensk fest - nej fy da. Som så mange andre hedenske fester blev denne keltiske nytårsfest passende erstattet af en kristen fest – Allehelgen. Oprindeligt blev Allehelgen efter dens indførelse i 609 fejret den 13. maj, men i 835 blev den flyttet til den nuværende 1. november, som sagt muligvis for dermed at udrydde de "keltiske" skikke. Den hedenske fest blev således "døbt".

Allehelgensaften hed på engelsk "Eve of All Saints". Det blev i Skotland kortet ned til "Allhallow-even" (Allehelgensaften), og det blev så senere til "Halloween". Irere og tildels skotter førte i det 19. århundrede denne gamle keltiske tradition til USA, medens den i det meste af Europa, bortset fra Irland, gik mere eller mindre i glemmebogen. I USA blev de udhulede (irske) roer erstattet med (amerikanske) græskar, og der blev vel tilføjet lidt latinamerikansk kolorit.

I den seneste til er den hedenske skik med dødningehoveder og græskar og så videre, så vendt frygteligt tilbage til Europa, hvor den åbenbart har fået kraftig medvind. Er det nu den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter slippes løs for at vanære og håne de katolske helgener, der fejres på Allehelgensdag? I den ”hedenske” tid blev der lige som på vores sankthansaften tændt store bål, bål som tiltrak insekter. Disse insekter tiltrak insektædende flagermus, og derfor er Halloween forbundet med flagermus. Maskerne blev båret enten for at efterabe eller for at mildne de onde ånder.

Om ikke andet er de mennesker der avler og sælger græskar særdeles glade for Halloween. Det er nu min form for positiv tænkning – PIP.