Saturday 19 November 2011

Snakken gik

 
Mens jeg stod og studerede denne korttavle over for den russisk-ortodokse Alexander Nevski katedral i Tallinn, Estlands hovedstad, kom en venlig mand hen til mig og forklarede på et for mig totalt uforståeligt fremmedsprog, at det derovre var altså den russisk-ortodokse katedral, hvad jeg sådan set godt viste, for det var en af de væsentligste årsager til at jeg stod, hvor jeg nu stod. Han spurgte derefter, om jeg måske var russer. Jeg svarede på mit smukkeste estisk (nej, hov, det er da vist nok finsk) ”Tanska” i håbet om, at han ville forstå at jeg var fra Danmark, og ikke bare mente ”tak skal du ha'”. Det lykkedes åbenbart, for han smilte og sagde, at så måtte jeg da endelig for enhver pris se den danske konges have (”Taani kuninga aed”), hvor dannebrog i sin tid var faldet ned fra himlen, en have der befandt sig lige på den anden side af bymuren derovre. Nuvel, det var faktisk årsagen til at jeg stod og studerede kortet, hvor jeg netop havde spottet den ”danske konges have”, før jeg blev afbrudt. Nu hvor vi var kommet ”i snak” ville den hjælpsomme mand da gerne sælge mig nogle gamle russiske mønter (muligvis billigt, men som sagt forstod jeg jo ikke hvad han sagde). Jeg opgav at fortælle ham, at jeg faktisk var mere interesseret i nye estiske euroer end i gamle russiske rubler og rystede energisk på hovedet. Bagefter tænkte jeg lettere irriteret, at jeg da bare kunne have sagt ”njet”, men hvem ved hvad vores samtale så kunne have ført til. Hovedrysten var åbenbart også forståeligt på hans sprog, så manden traskede videre for at finde et nyt, forhåbentligt mere taknemmeligt, offer.



Jo, det er godt at kunne gøre sig forståelig på flere sprog, når man nu er i udlandet – og kropssprog er nu ikke det værste vi har!

PS:
Ja, jeg har skrevet det ned som jeg husker det, men efter nærmere omtanke, og lidt længere snusen til det estiske sprog, må jeg vel hellere indrømme, at den kære mand, hvis det ellers var estisk han talte, måske spurgte om jeg var fra Sverige, for Sverige hedder åbenbart ”Rootsi” på estisk, og det minder da lidt om ”ruski”. I Tallinn er der i øvrigt en gade der hedder Vene, og det skulle efter hvad jeg har læst mig til betyde russisk (det vil sige den russiske gade, den hvor der tidligere især boede russiske handlende, således kan man for eksempel stadig spise i en russisk restaurant i denne gade: ”Vene Restoran”). Gad vide om der er nogen forbindelse med veneriske sygdomme? Ak ja, de sprog!


No comments:

Post a Comment