Tuesday, 27 September 2011

Sanktvejtsdans

Det er vel de færreste i Danmark der ved, at tysk er officielt sprog i Belgien, men det er faktisk tilfældet – i tre kommuner, siger og skrive.



I en af disse kommuner ligger der en by, der hedder St. Vith. Den få mig altid til at tænke på sanktvejtsdans. Ja jeg skulle altså lige lede lidt i ordbogen, for jeg er vant til at kalde det ”sangtføjtsdans”, men sådan staves det altså åbenbart ikke!

Jeg får ofte den slags idé-associationer, det vil sige, at et ord uvilkårligt får mig til at tænke på et helt andet. Og hvad har St. Vith så med sanktvejtsdans at gøre. Ikke vel ret meget andet, end de begge er opkaldt efter den hellige sicilianske martyr Sankt Vitus (gad vist om Vitus Bering også er opkaldt efter ham?).

Sanktvejtsdans er en sygdom med ufrivillige rykvise bevægelser, og da man mente at man med bøn til Sankt Vitus kunne få ham til at helbrede ufrivillige bevægelser, blev sygdommen altså på et tidspunkt opkaldt efter ham.

Vi har fået udtrykket fra Tyskland (”Sankt Veitstanz”), hvor det oprindeligt blev brugt om en helt anden dansesyge eller danseplage (Tanzwut) fra middelalderen (navnlig 14. og 15. århundrede). Det var nærmest epidemiske folkesygdomme, hvor mennesker dansede vildt og uhæmmet til fråden stod dem om munden. Det må nok formodes, at denne tilstand blev hjulpet på vej af hallucinerende stoffer. Denne dansesyge herskede også under den sorte død i 1300-tallet. Måske dansede man her af fortvivlelse, og man dansede løs til man kom i ekstase. Jeg tvivler på, at det var et effektivt middel mod pesten, men også her var der nok brugt hallucinerende stoffer – ak ja det er ikke noget moderne fænomen.

I dag bruges udtrykket sanktvejtsdans mest om nervelidelsen med det videnskabelige navn chorea minor. Chorea kommer fra græsk (χορεία) og betyder dans – vi kender ordet fra koreografi (kunsten at komponere balletter eller danse).

PS: Hvis du er til (folk) metal, så er Tanzwut i dag ogå et berømt tysk metal-band, der i udstrakt grad bruger sækkepiber.

Sunday, 25 September 2011

Kære penge har mange navne

Sydbank skriver i deres nyeste kundemagasin at sproget er en legeplads, hvad jeg da kun kan give dem ret i. De bringer en imponerende liste over, hvad man sådan kalder penge, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kendte alle udtrykkene. En tak til Sydbank p.t.. Her er deres liste i alfabetisk orden:

Bananaer, basseører, billetter, bommelommer, brik, bobs, bübs, bønner, dask, dollaser, glasperler, gods, granater, grunker, gryn, gysselakker, gysser, hagl, janter, jødemagneter, klaus, klejner, knapper, knaster, kryddere, kugler, kun tanter, moneter, moneys, moniks, nødder, paras, skejser, skærver, slanter, spir, spåner, stakater, stifter, syle, træpenge.

Og selv om det er en særdeles imponerende liste, kunne jeg måske nok tilføje:
bidefaste, bummelummer, flade, hjælpetropper, hægter, håndører, jyske træpenge, kasse, pebernødder, runde, S.O.S.! og søm.

Saturday, 24 September 2011

Hvil i fred

Hvis du ser danskere gå rundt på en nederlandsk kirkegård smilende og rystende på hovedet, er det måske fordi de har set, at der på mange gravsteder står ”Rust in vrede”. Hvorfor skal vi nu ruste i vrede. Ja det hjælper jo lidt at udtale det rigtigt, for det udtales næsten som ”ryst in frede”. Det nederlandske ”v” udtales nærmest som det tyske ”v” (Fau), og at f bliver til v kender vi da fra engelsk. One wife, two wives – one loaf, two loaves – one life two lives osv. Det nederlandske ord rust er det samme som det engelske ord rest, som i ”Rest in peace”, forkortet til R.I.P. - nåh nej, det er egentlig en forkortelse af ”requiescat in pace” - altså ”hvil i fred”.

Og det kunne så, synes jeg, give en rimelig forklaring på hvorfor det hedder en ”rustvogn”, den vogn, der bringer os til vores sidste hvilested, eller skulle jeg sige rasteplads, for en rasteplads er jo et sted hvor man kører ind til siden for at hvile sig lidt inden man kører videre, og i øvrigt også et område hvor trækkende fugle kan gå ned for at hvile og spise. Men der er jeg muligvis galt afspadseret, for rust i rustvogn menes åbenbart at komme fra (ud)ruste. Vognen er udrustet eller udsmykket.

Nederlandsk rust, engelsk: rest og tysk: Rast og i øvrigt også Ruhe er i øvrigt brødre til det danske ord ”ro” - og fred er jo en tilstand, hvor der er ro. Og ro kan man vel undertiden nok have brug for, så nu er det vist på tide, at jeg tager mig en middagslur!

Friday, 23 September 2011

Bindegal



Hvor gal i skralden kan man blive? Og når man er gal er man så sindssyg eller bare vred lige her og nu?

Uanset om man er splintrende gal, eller rablende gal, splittergal eller lynende gal, så er det at være gal et lidt mærkeligt udtryk.

Ordet har som så mange andre en lang historie. Ordet stammer fra det oldnordiske udsagnsord gala, som betød sådan noget som forhekse med tryllesang, og i den betydning finder vi det nu kun i eder – ja, undskyld jeg bander, det gør jeg ellers nødig – men altså i eder som ”fanden gale mig”, altså en bøn om at blive forhekset af ham I ved nok. I nutids tillægsform, eller præsens participium, hvis I hellere vil have det på latin, blev gala til gallin (på oldnordisk altså – på nudansk svarer det til galen), det vil sige ”forhekset med tryllesang” og dermed forgjort, fortryllet, vild eller gal.

Hvis man er bindegal er man så gal, at det er nødvendigt at binde én fast.

I splittergal kommer det første led fra nedertysk splitter-, afledt af splitt 'splint', forstærkende betydningen oprindelig 'til sidste splint'. Og hermed er vi så også ved splintrende gal, hvor splintrende forstærker udtrykket til noget vældigt eller umådeligt: lynende gal eller overmåde vred, altså.

Derudover kan galt jo naturligvis også betyde noget, der er forkert, som under Otto Leisners TV-optræden som vært i den dansk-norsk-svenske 'Trekampen', en række udsendelser, som nogen af jer måske kan huske, de løb fra 1964 til 1967, så det er efterhånden et part dage siden. Her blev bemærkningen "Dommeran säger, at svaret är fel" gjort udødeligt. Svaret var altså galt eller forkert (men ikke nødvendigvis væmmeligt), men nu er jeg måske ved at komme ud på et fælt vildspor? Det kommer jeg, åh, så let. Jo galere, jo bedre.

Fæl er for øvrigt beslægtet med det oldnordiske fælinn 'sky, bange', hvoraf det muligvis er dannet på samme måde som gal af galen.

Thursday, 22 September 2011

Parlamentere eller tinge

Har du tinget om prisen? Eller har I ikke parlamenteret? Diskutere, parlamentere, tinge, prutte – det er også hvad man gør i et parlament eller (folke)ting. Erik den Røde siger dit, og Karl den Blå siger dat, og flertallet vedtager en beslutning. Sådan har det altid været siden tidernes morgen – eller i hvert fald siden vikingetiden.

Øen Man praler med at have det ældste uafbrudte eksisterend parlament i verden. Det hedder ”Tinwald” og blev stiftet i 979, men oprindelsen går tilbage til det niende århundrede, som ting for de vikinger, der nu og da holdt til på Man. Om det nu også virkelig har fungeret uafbrudt siden 979, vil jeg lade andre diskutere, men navnet er klart det samme som det islandske Þingvellir, der igen stammer fra det oldnordiske ord Þingvǫllr, nemlig den vold eller den slette eller det sted, hvor en folkeforsamling holdt ting, altså et tingsted, hvor ret blev dømt og lov blev givet.

På Þingvellir samledes islændingene for første gang i år 930 for at løse stridigheder og vedtage nye love. Þingvellir var nationens mødested helt frem til år 1978, da danskerne opløste tinget, altså i alt i 868 år. Landets øverste ledelse var således Altinget, der havde hovedsæde på Þingvellir. Altinget var en lovgivende og dømmende forsamling. Der udarbejdedes løsningsforslag til konflikter fra landets forskellige egne. Da Altinget i 1845 genopstod som en demokratisk valgt forsamling, var det med Reykjavík som mødested.