Saturday, 31 December 2011

De sidste dage

Her på en af årets sidste dage finder jeg det passende at skrive om et par ord jeg har lært en af de sidste dage. Selv om jeg et langt liv har beskæftiget mig med ord, sprog, og oversættelse bliver jeg da heldigvis stadig ved med at støde på ord, som jeg ikke mener at have set før.

På Twitter er jeg under navnet ”olelog” kendt som en der (på engelsk) kvidrer om geologi eller geovidenskaber og den slags. For at følge lidt med i hvem man ”følger” pa Twitter kan man lave lister med et passende navn, og jeg står da på en lang række lister under overskifter som geologi, geologer, geo-sciences, geo-sci og så videre. Stor var min overraskelse, da jeg for få dage siden var kommet på en liste med betegnelsen eschatology-parousia.
Oversættelsen til dansk er nem nok for det drejer sig om eskatologi og parusi. Lad os tage det sidste ord først. I det græske nye testamente anvendes det græske udtryk parousia (παρουσία, der betyder ”komme” eller ”tilstedeværelse”) fireogtyve gange, og heraf vedrører de sytten Jesu genkomst til Jorden.

Eskatologi kommer også fra græsk nemlig fra eskatos (εσχατος), der betyder sidst. Det er altså læren om de sidste ting. Det kan så dreje sig om den enkelte persons sidste time, men i særdeles om jeg så må sige verdens ende, dommedag eller ”de sidste dage”, som vi kender det fra De Sidste Dages Hellige, kort sagt mormonerne, selv om de selv er modstandere af udtrykket mormoner og hellere betragter sig som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Mormonkirkens stifter, Joseph Smith, forudsagde, at Verdens undergang ville ske inden han blev 85 år. Sådanne spådomme har han ikke været ene om. Her finder du en lang liste over de gange dommedag skulle indtræffe http://religionskritik.dk/dommedag/ . De fleste af disse spådomme er kommet fra Jehovas vidner.

I den nordiske mytologi er dommedag kendt som Ragnarok. Ordet betyder Gudernes skæbne (af regin = gud og rek = bestemme) og betyder, at de magtfulde guder vil dø under det sidste og afgørende slag med deres fjender. Ragnarok indledes af naturkatastrofer, der kulminerer i en tre år lang fimbulvinter (fimbul betyder oprindeligt stor). Herefter vil guderne på den ene side bekæmpe jætterne sammen med kaos-uhyrerne. De fleste kæmpende vil dø, også de største guder. Slaget afsluttes af en verdensomspændende brand, hvorefter Jorden vil synke ned i havet. En ny og frisk Jord stiger op, befolket af de få overlevende af gudernes slægter og et menneskepar.

Et skrift, der skildrer verdens undergang, kaldes en apokalypse, Det gælder for eksempel Johannes Åbenbaring. Det græske apokalypsis (αποκαλυψις) betyder faktisk fjernelse af sløret, det vil sige "afsløring", eller "åbenbaring" - afsløring af de sidste dage.

Nåh ja, og så er der dem der tror, at verden vil gå under ved vintersolhverv (21. december) i 2012. Det hænger sammen med en Maya-kalender på 5125 år. Denne kalender gik kun til vintersolhvervet i 2012, og det er blevet udlagt som om mayaerne troede, at dette ville blive verdens sidste dag, men jeg tror nu ikke et tidspunkt så langt ude i fremtiden bekymrede de sidste Maya-kultur-mennesker for 500 år siden. Hvis Maya-kulturen stadig havde eksisteret ville de naturligvis bare have lavet en ny kalender for det næste kredsløb på 5125 år.

Nej lad os nu tage det helt roligt. Når et sekund er gået, starter vi på et nyt. Når et minut er gået, starter vi på et nyt. Når en time er gået, starter vi på en ny. Når en dag er gået, starter vi på en ny. Når en uge er gået, starter vi på en ny. Når 2011 er gået starter vi på 2012. Når dette århundrede er gået starter vi på et nyt. Jorden er mange millioner år gammel og kan vel holde mange millioner år endnu. Og når denne verden endelig må opgive ævred kommer der en ny verden, og sådan cykler tingene videre. Sådan er tingene nu en gang indrettet.

Altså: godt nytår alle sammen! Lad det nye år bare ”parusere” eller komme.


PS: Videnskab.dk har naturligvis også en række interessante artikler om dommedag

Monday, 26 December 2011

Læseri

For nogle dage siden skrev jeg noget om det at stave. Det vigtigste ved det at kunne stave er naturligvis, at sådan kan andre læse hvad man skriver. Når man læser ”samler man bogstaver sammen”, så de får en betydning. Det er derfor ikke så mærkeligt at ordet læse kommer fra at samle – fra gotisk ”galisan”, der på oldnordisk blev til ”lesa”, og som betød sådan noget som pille, plukke, samle, gribe og (naturligvis også) læse. Udvidelsen af ordet til også at betyde læse opstod først på tysk under påvirkning fra latin, hvor ”legere” både betød samle og læse. Legere kender vi også fra ordet legende - fra middelalderlatin legenda 'læsestykke', det vil sige 'noget der bør læses'.

At det at skrive ikke altid er foregået på papir, fremgår tydeligt af at skrive oprindeligt betød at ridse eller at indridse noget - via oldsaksisk skriban fra latin scribere 'skrive, indridse'. Og så lang tid skal vi faktisk ikke tilbage, for da jeg i sin tid startede i skolen skrev/ridsede vi med en griffel på en (skifer)tavle. Sjovt nok stammer ordet griffel i øvrigt fra det græsle ord grapheion (γραφειον) der betyder "skrive", en griffel er altså et skriveredskab – nemlig et skriveredskab af skifer, formet som en tynd stang, hvormed man kan skrive på en tavle.

Lige som blyanter skulle grifler også spidses, eller rettere slibes (på en slibesten eller ude på trappen). Når vi havde skrevet noget forkert (ja den slag kan ske) viskede vi det ud med en våd klud. Efter endt arbejde måtte vi vaske hele tavlen ren. Når hele klassen sad der og griflede på de hårde skifertavle kunne det hyle noget så forfærdeligt. Så vidt jeg husker var det navnlig pigerne, der var følsomme over dette hyleri, men jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at nogle af vi drenge prøvede at føre griflen, således at det kom til at hyle ekstra slemt. Når vi dengang griflede noget ned var det altså helt bogstaveligt. Computerens tastatur var ikke opfundet endnu.

Tuesday, 20 December 2011

Stav til bogstaver og bøger

Jeg takker ærbødigst runerne (runestave) for at jeg kan stave. Uden dem havde det ikke været muligt – eller havde ordet i det mindste nok været et andet. Når man ristede en rune startede man som regel med en lang lige fast streg, den lodrette hovedstav, og tilføjede en eller flere skrå streger eller bistave, til man havde en rune. Tit ristede eller ridsede man dem på en pind eller plade af bøgetræ. Når pladen var fuld (med stave) havde man altså en række bøgestaver eller bogstaver – så mange at det udgjorde en hel bog (fra oldnordisk bók og oldengelsk boc = 'bøgetræ').



Måske er det endnu tydeligere, hvis vi bruger lidt tysk. På tysk hedder bogstav Buchstabe. Buche betyder bøg og Buch betyder bog. Det er måske også interessant i denne forbindelse at bemærke at flertal af bog er bøger.

Pudsigt nok har latin og sanskrit også ord for det at skrive, som er baseret på trænavne, nemlig birk og ask.

Det latinske ord for birketræ, nemlig betula, er nok i sig selv afledt fra Sanskrit 'bhurga' eller 'bhûrja', som er træ hvis bark man brugte til at skrive på (underarten Betula utilis). Jævnfør i øvrigt det keltiske ord 'betu', der betyder træ. En underart af birk kaldes ligefrem papirbirk (Betula papyrifera). Selve ordet papir har vi dog fra papyrus, der voksede ved Nildeltaet, og som de gamle ægyptere brugte til at lave ”papir” af.

En anden forløber for papir var pergament. Pergament er fint, hvidt skind der er fremstillet af fåre-, kalve- eller gedeskind. Ordet pergament er afledt af Pergamon, en by i Lilleasien, hvor pergament blev almindelig fra 200-tallet, og hvorfra det udbredtes til resten af det østlige middelhavsområde (”antikkens verden”). Byen hedder i dag Bergama, og den ligger ved det nuværende Tyrkiets vestkyst.

Sunday, 18 December 2011

Konsonantalfabeter – som det arabiske og hebræiske

Vores (latinske/romerske) alfabet består som bekendt af en række konsonanter (medlyde) og vokaler (selvlyde). Sådan er det ikke med alle alfabeter. Der findes alfabeter som kun har konsonanter (eller medlyde). Det mest kendte af disse konsonantalfabeter er nok det arabiske. Således skrives det arabiske ord for ørken, nemlig Sahara (eller Sahra), i princippet som SHR (eller rettere RHS, da de jo skriver det bagfra). Nu kommer jeg naturligvis med det samme i vanskeligheder med denne forklaring, da det første bogstav i moderne arabisk er ”alif” der i begyndelsen af et ord skrives således:

og ofte udtales som a i ”abe”. Principielt er alif dog ingen fonem, det vil sige det står ikke for nogen sproglyd, hverken selvlyd eller medlyd. Det får kun en lydlig betydning, når det står sammen med andre bogstaver. Det kan forlænge en vokal (selvlyd), for eksempel til langt a, det kan virke som bærebogstav, for eksempel for stød eller pust, eller det kan være stumt.

Som i kan se her nedenunder, hvor de arabiske bogstaver er givet et tilsvarende latinsk lydtegn er alle gengivet som konsonanter. Bemærk at alfabetet naturligvis er skrevet fra højre mod venstre.



Fonem kommer fra det græske ”fone” (φωνή), der betyder lyd. Fonetik er læren om sproglyde. Vi kender også telefon sammensat af tele (fra græsk τηλέ, der betyder "på afstand") + fon (fra græsk φωνή, der betyder lyd eller stemme).

Ordet alfabet kommer fra de to første bogstaver i det græske alfabet, alfa (αλφα) og beta (βῆτα). Det græske alfabet var en forløber for vores latinske alfabet. Det andet bogstav i det arabiske alfabet kaldes ba (her har vi altså alif + ba). I det hebræiske alfabet kaldes de to første bogstaver ”alef” og ”bet”, men de ser unægtelig lidt anderledes ud end de arabiske. Også det hebræiske alfabet skrives og læses fra højre mod venstre og indeholder heller ingen vokaler. Man må således selv "gætte" hvilke vokaler der skal indsættes.

Alle de alfabeter jeg her har nævnt stammer fra det 3000 år gamle fønikiske alfabet.


Dette alfabet er som det ses også et konsonantalfabet.

Her er så alef + bet på hebræisk (fra højre mod venstre). Så kan i jo selv sammenligne.

Bogstavet A, det vil sige alef er afledt af det vestsemitiske ord for okse, og formen af bogstavet kommer fra en hieroglyf, der viste et oksehoved - på det fønikiske (liggende) A kan med god vilje se de to oksehorn.stikke ud. Ja og sådan har hvert enkelt bogstav sin egen historie. B (beta/beth) står hus, C (gamma/gimel) for kamel osv. Jeg må her dog hellere bemærke, at nok overtog grækerne de fønikiske bogstavnavne, men de omdannede dem til for dem meningsløse ord, der begyndte med den lyd, bogstavet repræsenterede. Grækerne var også så venlige, at omtyde visse tegn til tegn for vokaler - tak for det kære grækere, for det har gjort skriftsproget lidt lettere at håndtere,

Mit eget første møde med det arabiske alfabet var for cirka 55 år siden, da jeg havde en penneven i Pakistan. Han lærte mig lidt urdu. Urdu er officielt sprog i Pakistan ved siden af engelsk. Moderne hindi (som de taler i Indien) og urdu (som de taler i Pakistand) er stort set det samme sprog. Hindi skrives imidlertid med devanagari alfabetet, medens urdu bruger et alfabet der ligger meget tæt op ad det arabiske. Egentlig er det en lettere ændret form af det persiske alfabet, der igen er en lettere ændret form af det arabiske alfabet. Denne tilpasning har været nødvendig af hensyn til disse andre sprogs afvigende sproglyde (fonemer) – ligesom vi på dansk jo har tre ekstra bogstaver æ, ø og å, som ikke fandtes i det oprindelige latinske alfabet. Et andet tidligt møde med det arabiske alfabet havde jeg i øvrigt på en gammel tyrkisk kirkegård på den græske ø Chios, hvor teksten på gravstenene var skrevet med arabiske tegn. Selv om tyrkisk via islam er påvirket af arabisk er det dog et helt andet sprog (det tilhører til den altaiske sproggruppe). Indtil Kemal Atatürks reform i 1928 blev det imidlertid skrevet med arabiske bogstaver. Vi må altså endelig huske på, at sprog og alfabeter er to forskellige ting.

Thursday, 15 December 2011

Vilde barbarer og vandaler

Barbar og vandal er gledet ind i vort sprog uden at vi i dag tænker over, hvor ordene er kommet fra.

På oldgræsk var en barbar (barbaros βάρβαρος ) det modsatte af en (græsk) borger. Alle der ikke var grækere var altså ”barbarer”. Oprindeligt brugtes det nok om den uforståelige eller gebrækkelige måde fremmede talte på. Verbet βαρβαρίζειν (barbarízein) var således på oldgræsk en efterligning af de mærkelige sproglige lyde, som ikke-grækere kom med, eller de grammatiske fejl de lavede på græsk. Hvis vi nu oversætter det til nudansk, bliver det vel noget i retning af: ”de der udlændige siger bare brrr brrr - og jeg forstår ikke et pluk”.

I parentes bemærket gled ordet barbar fra græsk over i arabisk, hvor vi i dag kender det som ”berber”. Berbere nedstammer fra et af de europide folkeslag der boede i Nordafrika indtil arabernes indvandring i 700-tallet.

Værre er det med vandaler, for det er naturligvis vendelboer. A'erne er med tiden blevet til e'er – vandal → vendel. Det må da være helt klart? Eller måske kun det ene a? – vandal → vandel, fordi vendelboer har en fin vandelsattest? Det punkt må jeg vist hellere vende tilbage til senere!

Vandaler var faktisk et folk. Vandalerne var en sandsynlivis ret fredelig germansk stamme, bestående af bønder, som østfra blev presset til at udvandre mod vest. Ordet "vandal" er beslægtet med verbet "at vandre". Det var altså et folk, der kom vandrende østfra. Det tog dem omkring 300 år at ”vandre” fra det centrale Polen ind i Bøhmen, og til sidst til Romerriget som flygtninge. Jeg tror det først var langt senere de blev beskyldt for vandalisme. De skulle efter sigende være gået fuldstændig bersærk og have ødelagt alt muligt i Rom i 455. I hvert fald blev de af en engelsk digter i 1694 (altså mere end tusinde år senere) beskrevet som noget så grusomme, og i 1794 blev ødelæggelsen af kunstværker i efterslæbet af den franske revolution beskrevet som ”vandalisme” af en fransk biskop. Lige siden er ordet vandalisme så blevet hængende som udtryk for, æh, vandalisme.

Og så fik jeg vist lige nævnt det med at gå bersærk eller bersærkergang. Det er i det mindste et nordisk udtryk (fra oldnordisk berserkr), kendt fra den (vest)nordiske eller såkaldt ”norrøne” litteratur. ”Norrøn litteratur” er vestnordisk litteratur og kultur fra vikingetiden og middelalderen, hovedsagelig overleveret i håndskrifter, medens ”norrøne sprog” er de (indbyrdes lidt forskellige) nordiske sprog som blev talt og skrevet på Island og i Norge i perioden ca. 800-1300, og som for eksempel sagaer, edda- og skjaldekvad er affattet på oldnordisk. Ordet bersærk betyder egentlig bjørnedragt. Bersærkergang er kendt fra vikingetiden og stammer fra Bersærkerne, der var navnet på specielt voldsomme vikinger klædt i bjørneskind.

Hvorom alting er, så var barbarer og vandaler nok ret fredelige og ikke særlig vilde, når det kommer til stykket, men når nordboerne gik amok eller bersærk, så gik det for alvor vildt til. Er du da helt vild!

Saturday, 10 December 2011

Sådan ligger landet

”Da jeg var soldat lå jeg ved det jyske trænregiment”. Er det ikke noget mærkeligt at sige? Er soldater måske så dovne, at de hele tiden ligger ned? Vi lå måske nok i en muddergrøft nu og da – undskyld, nej, nu husker jeg, at den kære sergent kaldte det ”i flyverskjul” - men absolut ikke i overdreven lang tid i vores senge. Og det med at træne var også helt galt. Ja vi trænede måske nok, men det der træn i trænregiment havde altså noget med transport at gøre. Et trænregiment er et regiment, der forestår transport af en hærafdelings skydevåben, materiel og øvrige udrustning samt vedligeholdelse heraf. Det med transport omfattede i parentes bemærket også ambulancer, men ambulancer taler man altså bare ikke om, når man snakker om hæren. Hvad skulle man dog kunne få brug for ambulancer til? Ja, jeg spørger altså!

Skæg (ikke mit, men ham fra Rasmus Klump) lå et helt andet sted – han fortalte altid om "dengang vi la' nede i biscayen, vinden kulede op, og …”. Nej, de lå nok ikke helt stille. Og jeg kender en chauffør, der ligger og kører op og ned i hele Europa (tillader færdselspolitiet nu den slags slapsvanseri?). Der er altså noget helt tosset med det med ”at ligge”. Ligge skulle efter sigende have noget at gøre med det latinske ord lectus som betyder 'seng' – men hvis Moskva ligger i Rusland, er det nu en lidt stor seng! Og helt tosset er det da, når noget ligger i luften – i en himmelseng måske? For mig ligger al den slags altså ikke helt (sole)klart! Men ja, man ligger vel også som man reder? - og på det punkt ligger jeg nok på den lade side ;)

PS: I øvrigt kan lectus også betyde en elitesoldat, men det er en helt anden historie :D

Monday, 5 December 2011

Jordbærfilosofi, kompetencefilosofi … eller lommefilosofi

Jeg tror godt vi kan lære lidt af nordmændenes sprogbrug. Nu er det jo længe siden jeg tog lærereksamen, jeg tror det var i 1964, og der er sket meget siden da. Dengang hørte vi ikke noget om ”kompetencefilosofi”, men i dag er kompetencefilosofi åbenbart noget der præger dele af den danske folkeskole og store dele af gymnasiet – javel ja! Og hvad er så kompetencefilosofi? Jo det er skam ”en fusion af nyliberalisme og kristisk humanisme” ifølge Poul Brejnrod, hvis jeg har forstået reklamerne for hans ”Grundbog i pædagogik” rigtigt. Så blev jeg så klog – eller uklog?

Lad os dog få det på dansk! - eller måske norsk, for der taler de om jordbærfilosofi. Det vil sige, at du skal sælge de bær, du har, uden at skele til hvad din nabo sælger. Det er hvad du kan, hvad du er dygtig til, der tæller her i livet. - eller på arbejdsmarkedet (Eller for at sige det på pædagogiknudansk: ”kompetence er vigtigst”). Det her drejer sig ikke om, hvad der måtte stå på dine fine eksamensbeviser, men om hvad du er i stand til, hvad du kan. Yes, we can.

Folkens, lad os stryge de fine ord, og vise hvad vi kan. Jeg vil gerne være jordbærfilosof, sådan på det jævne. - Joooooooh, du må da som end gerne kalde det lommefilosofi, hvis du sådan synes … altså hvis du ikke synes, at jeg har tilstrækkelig kompetence til at udtale mig.

Sunday, 4 December 2011

Valdemar Sejr og ”kirken” i Tallinn

En af de første ting jeg så nærmere på, da jeg besøgte Tallinn, hovedstaden i Estland, var St. Olavs kirke eller som den hedder på estisk Oleviste kirik.
Nu kan det jo sådan set være sjovere at spekulere end at holde sig til kendsgerninger. Jeg spekulerede således på, om det at det estiske ord kirik, minder så meget om det danske ord kirke, måske var Valdemar Sejrs fortjeneste. Formålet med hans felttog, eller jeg skal måske sige korstog, mod Estland i 1219 var jo (blandt andet) at gøre balterne kristne. At domkirken i Tallinn endvidere kaldes Toomkirik kunne måske også tyde på en kraftig dansk indflydelse i denne retning.

Domkirken i Tallinn

Hvor domkirken nu ligger blev der formodentligt opført en kirke af træ allerede i 1219 straks efter at danskerne havde erobret stedet. I 1229 kom en gruppe danske dominikanermunke fra klosteret i Ribe for at bygge et kloster i Tallinn. De startede også arbejdet med at erstatte den eksisterende trækirke med den stenkirke, der står der i dag.

St. Olavs kirke er dog nok ældre, idet det formodes at den første version blev bygget allerede i det 12. århundrede. Den var sandsynligvis centrum for Tallinns skandinaviske miljø allerede før byen blev erobret af den danske konge i 1219. Kirken er viet til (den norske) Olav den hellige. Den tidligste skrevne henvisning til kirken er fra 1267. Kirken blev dog bygget kraftigt om i det 14. århundrede. Omkring år 1500 var bygningen det højeste den har været, nemlig 159 meter, en højde der nok blandt andet skyldes, at den blev anvendt som sømærke, da havnen på det tidspunkt var en meget vigtig international havneby. Fra 1549 til 1625, da spiret brændte ned efter et lynnedslag, var kirken faktisk verdens højeste bygning.

Men lad os nu se på ordet kirke. Selv om ”kirken den er et gammelt hus” (Grundtvig), så kan ordet jo i sagens natur ikke være så gammelt endda, i betragtning af kristendommens alder – de første rigtige kirker opstod vel først for højst 1800 år siden? Altså lang tid efter at de folk der taler de finsk-ugriske sprog etablerede sig i Finland og Estland.

Ordet kirke stammer som så mange andre kirkelige udtryk fra græsk, der var verdensprog for et par tusinde år siden. Kyriake oika (κυριακὴ οἰκία) betyder Herrens hus, og er nok oprindelsen til ordet kirke. Kyriakon forekommer dog også i ekklesia kyriake (ἐκκλησία κυριακή) Herrens forsamling. Det sidtsnævnte udtryk ”ekklesia kyriake” kommer til udtryk i de romanske sprogs ord for kirke, jævnfør fransk: eglise, spansk: iglesia og italiensk chiesa. Kyriakon er siden ca. år 300 blevet brugt som ord for kristne ”forsamlingshuse”. På alle germanske sprog hedder kirke noget lignende kirke. Jævnfør norsk: kirke, kjerke, svensk: kyrka, tysk: Kirche, nederlandsk: kerk, engelsk: church. Det gælder også de slaviske sprog, hvor kirke for eksempel på russisk hedder tjerkov (церковь).

For en ordens skyld skal jeg også nævne, at domkirke på finsk hedder tuomiokirkko. Selv om den nordiske kirke oprindelig blev organiseret som en forlængelse af den tyske, er der næppe tvivl om, at vi har lånt ordet kirke fra oldengelsk. Kristningen af norden, der begyndte i det 8. århundrede, var i store træk først afsluttet omkring år 1300. Man skulle måske tro, at Finland navnlig blev kristnet via Sverige, men mange grundlæggende kristne begreber på finsk har slavisk oprindelse, så kristningen af Finland er måske snarere sket østfra end vestfra.

Dermed har jeg så ikke opklaret, hvordan eller hvornår ordet kirke kom ind i det estiske sprog, men selv om jeg kun har gået rundt nogle få dage i den gamle del af Tallin, er jeg ikke i tvivl om, at såvel Danmark som ikke mindst Tyskland og Sverige i middelalderen havde en enorm og overherskende social, kulturel og religiøs indflydelse i det nordlige Estland. Det ligger i luften.

(Skrevet på Herrens dag i det Herrens år 2011 - pave Sylvester den Første bestemte nemlig i 300-tallet at søndagen skulle kalles “Herrens dag”)

Thursday, 24 November 2011

Kig i køkkenet

Den middelalderlige hansestad Tallinn (Reval) i det nuværende Estland har bevaret mange af sine vagt- og kanontårne, jeg tror sådan ca. 26 af de oprindelige 40 tårne ved den gamle bymur. De har naturligvis alle fået mere eller mindre sindrige navne. Et af dem kaldes således ”Kiek in the Kök”, hvilket betyder ”kig i køkkenet”. Jeg viser jer lige et fotografi jeg tog da jeg besøgte byen i november 2011.


Fra de øverste etager i dette tårn kunne man kigge lige ned i naboernes eller eventuelle belejreres køkken og se, hvad de skulle have til middag, deraf navnet.

Tårnet blev opført i årene 1475-1483, altså i Hanseforbundets tid. Så tidligt som i 1577 blev det under en belejring omtalt som ”Kyck in de Kaeken”, senere blev der anvendt adskillige former af det samme navn så som ”Kik (Kyk) in de Kok”, ”Kiek in die Küche”, ”Pulffer-Thurm Giecken Köck”. In 1696 blev det nuværende navn ”Kiek in de Kök” også nævnt.

Navnet er helt klart ikke estisk, et sprog der meget ligner finsk. Det er i formen ”Kiek in de Kök” hvad sprogforskere kalder middelnedertysk, en form for nedertysk (i modsætning til højtysk), der blev talt i den nordlige del af Tyskland ca. 1200-1600. Vi kan i denne sammenhæng med god grund tale om hansesprog (Hansesprache), da det var det sprog man talte i hansestæder som Lübeck, Danzig (Gdansk i Polen) og altså også Reval (Tallinn i Estland). I Gdansk står der i øvrigt også et tårn som kaldes ”Kiek in de Kök”.

Endnu i dag afspejles den nedertyske indflydelse på ordforrådet i sprogene omkring Østersøen, i dansk for eksempel i ord for erhverv som isenkræmmer, buntmager, for komponenter i hverdagslivet som bukser, køkken og for abstrakter som angst, lykke; hertil kommer almindeligt brugte udsagnsord som blive, mene og føle. Intet sprog har således påvirket dansk mere end nedertysk.

Vi har altså lånt ordet køkken fra middelnedertysk. På oldtysk hed det chuhhina, men på (høj)tysk er det blevet til Küche. Hvis vi går længere tilbage en middelnedertysk og oldhøjtysk kommer vi til det vulgærlatinske cocina (= køkken), der ligesom det latinske culina (som vi blandt andet kender fra ”kulinarisk”) har noget med ”koge” at gøre.

Hvad nu med en lille tur i det franske køkken – eller hvorfor ikke smage på det (syd)afrikanske køkken (baseret på estiske ingredienser). Ja det er rigtigt, selv estisk har lånt deres ord for køkken, nemlig ”köök” fra hansesproget, så her og der kan man dog forstå et enkelt ord af dette ellers meget fremmede sprog, som i Eesti köök (estisk køkken). For en ordens skyld kan jeg nævne at køkken på finsk, som ellers er meget nært beslægtet med estisk, hedder keittiö (ifølge mit ordbogsopslag).


Velbekomme!

Wednesday, 23 November 2011

Da Dannebrog dalede ned fra himlen

Kan i huske Valdemar Sejr? - fra danmarkshistorien altså! Han var konge fra 1202 til 1241, så det er jo en vis tid siden. Vi mindes ham hvert år pa valdemarsdag på grund af et hans mange erobringstogter, der gav ham tilnavnet "Sejr", men i udlandet er han også kendt som Valdemar den Anden. Af årstallene kan vi aflæse, at vi er tilbage i den katolske tid, og Valdemar Sejr var kendt som en ivrig katolik.

Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at hjælpe den tyske Johannitterorden med at føre korstog mod hedenske baltere. Ifølge gamle kilder blev der brugt 1500 skibe til at bringe den danske hær til Estland i 1219, men det er nok meget kraftigt overdrevet. Om bord var der også fire biskopper og en lang række præster, der skulle hjælpe med til at omvende de baltiske hedninge.

Den 15. juni 1219 faldt der et gevaldigt slag sted ved Lyndanisse (Lindas næs). Linda var en sagnomspunden troldkvinde, der smed med store sten, også den store kalksten der kom til at danne dette næs (eller den bakke), som nu udgør kernen i vore dages Tallinn. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på det nuværende Tallinns højeste bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage (vi har vist læst lignende beretninger andre steder). Et tegn bestående af et rødt stof med et hvidt kors faldt ned fra himlen, hvilket ansporede danskerne yderlige, så de endte med at vinde en stor sejr.

Ikke at jeg på nogen som hels måde vil insinuere, at der skulle være nogen årsagssammenhæng, men der deltog jo som sagt også johanniterriddere i slaget. Johannitterordenen var i middelalderen mestendels kendt som "Hospitalsordenen" på grund af riddernes store indsats i hospitalsvæsenet (og herhjemme som "Korsbrødrene") - den katolske del blev senere kendt som Malteserordenen. Johannitterne havde omkring 1130 fået pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner med et hvidt kors, der delte den røde dug i fire kvadratiske felter. Deres kåbe var også forsynet med et hvidt kors. Desværre har jeg ikke kunne finde noget billede af, hvordan deres dragt så ud i 1219, men her er et billede der viser malteserordenens stormester i midten af femtenhundredetallet.

Før danskerne kom til boede der allerede mennesker på stedet hvor Tallinn nu ligger. I 1154 hed stedet/byen åbenbart sådan noget som Qlwn eller Qalaven. Efter danskernes erobring blev den på tysk, svensk og dansk kendt som Reval. Danskerne byggede en forstærket borg, som sandsynligvis har givet byen det nuværende navn Tallinn, afledt af "Taani-linn(a)" det vil sige dansk by/borg. I hvert fald var den latinske betegnelse ”Castrum Danorum” i gamle skrifter. Tallinn blev det officielle navn for det tidligere Reval, da Estland første gang blev uafhængigt i 1918. 
 

Det hvide kors på den røde baggrund kom til at indgå i Revals byvåben, som det ses her på et banner, der skulle afspejle situationen i hanseforbundets tid. I den svenske tid indførte man et nyt byvåben med tre løver (eller var det leoparder?). De to Tallinske byvåben eksistere stadig side om side – det med korset som lille våben og det med løverne som stort våben (før grundlovsændringen i 1959 havde Danmark også både et stort og et lille rigsvåben, siden da har det store våben været forbeholdt det danske kongehus).

Tallinns lille byvåben

Her et billede fra det sted, hvor dannebrog ifølge ovennævnte legende (der findes andre versioner) dalede ned fra himlen. Nogle har vist deres ærbødighed ved at brænde lys. En mindre ærbødig caféejer har fundet det et passende sted at reklamere for gløgg i de kolde novemberdage.


Der er flere andre minder i Tallinn om den danske tid og den danske indflydelse, men derom måske senere …






Saturday, 19 November 2011

Snakken gik

 
Mens jeg stod og studerede denne korttavle over for den russisk-ortodokse Alexander Nevski katedral i Tallinn, Estlands hovedstad, kom en venlig mand hen til mig og forklarede på et for mig totalt uforståeligt fremmedsprog, at det derovre var altså den russisk-ortodokse katedral, hvad jeg sådan set godt viste, for det var en af de væsentligste årsager til at jeg stod, hvor jeg nu stod. Han spurgte derefter, om jeg måske var russer. Jeg svarede på mit smukkeste estisk (nej, hov, det er da vist nok finsk) ”Tanska” i håbet om, at han ville forstå at jeg var fra Danmark, og ikke bare mente ”tak skal du ha'”. Det lykkedes åbenbart, for han smilte og sagde, at så måtte jeg da endelig for enhver pris se den danske konges have (”Taani kuninga aed”), hvor dannebrog i sin tid var faldet ned fra himlen, en have der befandt sig lige på den anden side af bymuren derovre. Nuvel, det var faktisk årsagen til at jeg stod og studerede kortet, hvor jeg netop havde spottet den ”danske konges have”, før jeg blev afbrudt. Nu hvor vi var kommet ”i snak” ville den hjælpsomme mand da gerne sælge mig nogle gamle russiske mønter (muligvis billigt, men som sagt forstod jeg jo ikke hvad han sagde). Jeg opgav at fortælle ham, at jeg faktisk var mere interesseret i nye estiske euroer end i gamle russiske rubler og rystede energisk på hovedet. Bagefter tænkte jeg lettere irriteret, at jeg da bare kunne have sagt ”njet”, men hvem ved hvad vores samtale så kunne have ført til. Hovedrysten var åbenbart også forståeligt på hans sprog, så manden traskede videre for at finde et nyt, forhåbentligt mere taknemmeligt, offer.



Jo, det er godt at kunne gøre sig forståelig på flere sprog, når man nu er i udlandet – og kropssprog er nu ikke det værste vi har!

PS:
Ja, jeg har skrevet det ned som jeg husker det, men efter nærmere omtanke, og lidt længere snusen til det estiske sprog, må jeg vel hellere indrømme, at den kære mand, hvis det ellers var estisk han talte, måske spurgte om jeg var fra Sverige, for Sverige hedder åbenbart ”Rootsi” på estisk, og det minder da lidt om ”ruski”. I Tallinn er der i øvrigt en gade der hedder Vene, og det skulle efter hvad jeg har læst mig til betyde russisk (det vil sige den russiske gade, den hvor der tidligere især boede russiske handlende, således kan man for eksempel stadig spise i en russisk restaurant i denne gade: ”Vene Restoran”). Gad vide om der er nogen forbindelse med veneriske sygdomme? Ak ja, de sprog!


Friday, 11 November 2011

Der er bid i det

Kan man nu forstå, hvordan man kan bide i græsset, når man er nede med nakken. Man kan da ikke bide med nakken! Munden sidder da på den anden side af hovedet! Det minder mig i øvrigt om Gunnar ”Nu” Hansen - ja nogle af jer kan måske stadig huske, hvordan han i radioen begejstret gav den fuld gas under fodboldstransmissioner med et livligt ordforråd. Således sagde han om en fordboldspiller, der lå med ansigtet i græsset, at spilleren botaniserede. Da jeg var dreng, var det nu mere de små dyr vi studerede. Jeg husker hvordan jeg af større drenge blev taget i nakken og fik hovedet bøjet ned mod jorden med spørgsmålet: ”Kan du se de røde myrer?”. Man skulle helst svare ja, hvis man hurtigst ville kunne hejse hovedet opad igen.

Nu kunne man måske gå hen at tro, at det at være nede at bide i asfalten, er det samme som at være ”nede at bide i græsset” eller at være ”nede at bide i sandet” (hvis man nu er på tur i Sahara). Men det er faktisk ikke tilfældet. Hvert år ser vi masser af cykelryttere, der i Tour de France må ned at bide i asfalten. De må bide smerten i sig, og nogle endda bide i det sur æble og opgive at cykle videre. Så forbliver de måske et stykke tid nede med hovedet, men derfor behøver man da ikke at stikke hovedet i sandet.

Og det kan du så i øvrigt bide dig selv i næsen på, selv om jeg altså heller ikke rigtig kan forstå, hvordan man kommer af sted med at bide sig selv i næsen? Ak, ja, man må undertiden undre sig!

Wednesday, 2 November 2011

Allesjælesdag



I dag, den 2. november, fejrer katolikkerne alle sjæles dag, hvor afdøde mindes. Allesjælesdag markeres ikke i den danske folkekirke, men de seneste år er der dog blevet indført en tradition for (den første søndag i november) i folkekirken at oplæse navnene på de mennesker, der er døde i årets løb.

Som i måske kan huske fra jeres skoletid, var det i middelalderen sådan at for at slippe for at komme i skærsilden kunne man købe aflad i kirken (når man var død kom man enten i paradiset eller i skærsilden). En sådan afladshandel skulle blandt andet skaffe penge til bygningen af Peterskirken i Rom - "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer!". Ak ja, nogle tror stadig, at alt kan købes for penge. Luther protesterede kraftigt mod denne uskik, og det var med til at udløse reformationen.

Skærsilden var et forfærdeligt sted med gråd og tænders gnidsel. Ifølge et sagn var en pilgrim på vej fra det hellige land mod sit hjem, da han i en forfærdelig storm landede på en øde ø og … nå jeg må vel hellere korte den historie lidt af, og nøjes med at han i et syn så skærsildens mange lidende sjæle. Da han kom hjem bad han så abbeden og munkene i benediktinerklosteret i Cluny (Frankrig) om at gå i forbøn for de afdøde. Abbeden indstiftede derfor den 2. november 998 (eller var det 1000?) allesjælesdag, så alle afdøde, lige som det var tilfældet for alle hellige, fik deres egen bededag.

Pudsigt nok falder allehelgen og allesjælesdag tidsmæssigt stor set sammen med en keltisk festdag, som på morderne irsk kaldes ” Samhain”. Denne fest fejres i øvrigt stadig visse steder i Bretagne (Frankrig) med specielt bagværk. “Falder sammen” er måske lidt overdrevet, da de gamle keltere havde en månekalender, men denne dag var både blevet fejret som en slags nytårsdag og som en slags høstfest. I begyndelsen af det 8. århundrede skulle de to “fester” allehelgen og samhain (på De Britise Øer) være smeltet sammen til én omkring den 1. november, en tradtion, der senere bredte sig til resten af Europa.

Sprogligt er der naturligvis lidt uenighed om den oprindelige betydning af ordet “samhain”. Nogle mener det hænger sammen med ordet sommer. For det var jo en høstfest, der fejredes når sommeren var forbi. Og ordet ligner da ganske rigtigt. Det er dog også interessant at ordet ligner det danske ord “samråd”, og muligvis (eller skulle jeg sige sandsynligvis?) er der også virkelig en sammenhæng. I middelalderen holdt man i Irland en festival kombineret med en kongelig forsamlig (samråd) den 1. november - (oenaig na samna: 'samhain forsamling'). Men det er ogsa en lang historie, så jeg må vel hellere slutte her.

God allesjælesdag!

Monday, 31 October 2011

Når ånden er over mig

Heldigvis sidder du så langt væk, at du ikke kan lugte min dårlige ånde, men at jeg ånder, det ved du, for ellers kunne jeg jo ikke skrive dette. Jeg ånder, altså lever jeg. Der er noget luftigt over ånde og ånder, heldigvis også over de onde ånder. Det er måske ikke så mærkeligt, for ordet ånde er beslægtet med det græske anemos (ἄνεμος ), der betyder vind - og naturligvis dermed også med det latinske animus, der udover ånd også betyder sådan noget som sjæl, og så er vi jo også ovre i det åndelige.

Lovens ånd kan undertiden også være lidt luftig efter den vej vinden blæser, selv om man siger at ”ånd er magt”. Vi har dog heldigvis også tjenende ånder. Og så er der naturligvis de store ånder, som kan gøre en helt åndeløs. Jeg håber da du stadig er åndsnærværende – og i det hele taget åndsfrisk. Undskyld det var da vist en åndet bemærkning.

Nuvel, selv om mit kød er skrøbeligt, så er ånden dog redebon. Ja, du ved, en redebon er sådan én man får i supermarkedet, når man har købt en redekam. Den vits har jeg (med visse ændringer) fra Johannes Nørregaard Frandsen, som engang skrev således om ordet redebon i Kristeligt Dagblad (nu da vi er ved den åndelige føde):

Ordet har en lang forhistorie og lader sig følge tilbage i urnordiske sprog. Forstavelsen rede er fra det old- og urnordiske reidu eller raido, der er det ord, vi kender som rede i betydningen parathed. Slutstavelsen bon kommer af urnordisk bowan eller oldnordisk buinn eller bua, der er ført videre i det moderne ord bo og bolig, men som også kunne betyde berede, tilplante, åbne for, være beredt til, villig og parat.” Redebon er således en pleonasme eller dobbeltkonfekt noget i retning af beredvillig, altså både beredt/rede og villig, hvad forskellen så end er.

I øvrigt er ordet redebon forsvundet fra den danske bibeloversættelse så det nu hedder, at ”ånden er rede, men kødet er skrøbeligt”. (Redebon blev ændret til villig i bibeloversættelsen fra 1948, mens det i 1992-udgaven blev til rede). Og så har vi også rede på det!

Sunday, 30 October 2011

Blommer og blomster (og Oluf Ring)


Tillad mig at være lidt poetisk i dag og citere en smuk dansk sommersang, nu hvor vi lige så stille nærmer os den mørke vinter.

Nu kom den fagre sommer 
med græs og urter små,
og alle markens blommer
fremtitter mellem strå.
Den lune vind
sig smyger om din brune kind,
og solen står
med stråler i sit hår. ”

Ja, jeg har citeret rigtigt. Der står ”blommer” og ikke ”blomster”! Nu kan digtere selvfølgelig skrive lige hvad de har lyst til (og det kan jeg vel også?), men for mig er blommer altså noget der vokser på træer, om jeg så må sige – måske lidt forblommet.



Og dog - nu er blomme rent faktisk det rigtige gamle oldnordiske ord for en blomst (det lever livligt videre i blomster som for eksempel engblomme), medens ordet blomst først opstod i 1700-tallet. Og så har ordet blomme for blomst slet ikke noget at gøre med ordet blomme for en bestemt frugt. Det er to forskellige ord med forskellig oprindelse. Blommetræer har vi lånt fra middelnedertysk plume, der på moderne højtysk er blevet til Pflaume. Faktisk går dette ord tilbage til latin og græsk. På latin prunum (gartnerne kan sikkert genkende dette ord) lånt fra græsk proumnon (προῦνον).



Hvis man derimod har det som blommen i et æg, ja så har ægblommen samme sproglige oprindelse som blomst-blommen. Hvis ægget derimod ligger så længe at det bliver blområddent – ja så er jeg på spanden, sproglig set altså. Nogle påstår dog, at det har noget at gøre med at blive blå – som på færøsk 'bláma' det vil sige ”at blive blåmuggen”. Så hvis man er muggen og blå i hovedet, ja se så er man nok blområdden, når det kommer til stykket.

Saturday, 15 October 2011

Er bunden nået?



Da jeg var ung skulle rigtige mænd klippe toppen af skatten. Sikke noget, så stod man der med det halve at kærestens hår løst i hånden – og hun var ikke spor begejstret.

Så blev det hul i hovedet at køre uden cykelhjelm, men hvad kommer det mig ved? Jeg er for længst stået af ræset.

Og rigtige mænd skulle have høj cigarføring. Den går dog ikke længere, nu hvor der er rygeforbud overalt. Og der står man så med skægget i skuffen og virkeligheden på nakken. En virkelighed og en verden som rigtige mænd skal være klædt på til, så man ikke står med bukserne om hælene, når der kommer vanskelige spørgsmål.

Næh se, nu til dags er vi nemlig kommet dertil hvor rigtige mænd skal være fremme i skoene. Og hvis ikke? Hvad så? Skal man så bare sætte træskoene?

Det er nemlig hele tiden gået nedad! Fra top til tå om jeg så må sige.

Tuesday, 11 October 2011

Ven eller frænde?


De mest dagligdags ord har det med at ligne hinanden på nært beslægtede sprog som for eksempel de germanske sprog. Det har derfor undret mig, at et ord som ven, som vi bruger dagligt, hedder noget andet på de vestgermanske sprog – friend på engelsk, Freund på tysk, vriend på nederlandsk (udtales frind) og freon på frisisk. Men så kom jeg til at tænke på, at vi dog har det lidet brugte ord frænde (svensk: frände, islandsk: frændi). I dag kendes det vel næsten kun fra talemåden ”frænde er frænde værst” - ja jeg skulle tænke mig lidt om for at være sikker på, at det nu ikke hedder ”frænde er fjende værst”, for betydningen er, at det ofte er ens nærmeste eller beslægtede man er mest hård eller streng imod. Undertiden siger man også: ”frænde er frænde værst sagde ræven om de røde hunde”, hvilket understreger det med slægtskabet.

Frænde betyder i højere grad slægtning (eller beslægtet) end ven. Det oldnordiske frændi eller frjándi (slægtning eller ven) er egentlig præsens participium (eller lang tillægsform, hvis du foretrækker det) af udsagnsordet frjá, der betyder elske eller holde af, et ord som vi også genkender i udtryk som frieri, frier, han friede til. Kærlighedens gudinde hed ikke for intet Freja (jeg burde nok have skrevet dette på en fredag, Frejas dag). Ja, hvis jeg havde oversat Biblen, var det måske kommet til at hedde; ”man skal holde lige så meget af sine medmennesker, som man holder af sig selv” (i stedet for ”du skal elske din næste som dig selv”). Ens frænder var således dem man holdt af, altså ens nærmeste, ens slægtninge, måske også ens nærmeste venner, ens næste.

At ordet for ven er afledt fra udsagnsord, der betyder ”holde af” er også kendt fra andre sprog, som for eksempel de romanske. Dem af jer, der har haft lidt latin, har sikker skulle terpe ”amo, amas, amat, amamus, amatis, amant” - jeg elsker, du elsker osv. Det blev til aime på fransk, og derfra til amie for ven. Italiensk og spansk, amigo. Og portugisisk amico - Tror jeg da nok ;)

Det gælder også på græsk. På oldgræsk phile, jeg elsker og philos, ven. Vi kender det fra ord som filosofere (som jeg gør det nu). φιλοσοφία (philosophia) betyder "at holde af visdom". Vi har det ofte i ord, der ender på -fil, som anglofil og den slags. Mange nygræske ord er helt forskellige fra oldgræsk. Det gælder for eksempel hus, der ikke længere hedder oiko (οικία) – kendt fra økonomi, økologi osv., men spiti (σπίτι), og fisk, der ikke længere hedder ichthys (ἰχθύς) – kendt som kristendomssymbol, navnlig under den romerske forfølgelse, men psara (ψαρα). Philos (φίλος) er derimod blevet bevaret (i betydningen ven).

Nu må jeg ikke helt komme væk fra ordet ven (venn på norsk og vän på svensk. Det er afledt af et (helt andet) indoeuropæisk ord, der nærmest betød 'stræbe, ønske, elske, vinde'. Altså også her noget med at holde af. Og tillad mig så igen at komme med lidt latin. Venus betyder 'kærlighed, elskov, skønhed'. Venus er den romerske gudinde for kærlighed og skønhed, altså helt svarende til den nordiske freja. (Jævnfør også dansk fredag, fransk vendredi).

Hold af hinanden kære venner! Det er nemlig skønt.

Saturday, 8 October 2011

Er du til ænglisc?

Wikipedia (den frie encyklopædi på internettet) findes på enormt mange sprog – også på angelsaksisk.
Angelsaksisk eller oldengelsk er den tidligste form af det engelske sprog og blev talt i det nuværende England og Skotland i perioden ca. 450-1150, hvorefter det overgik til middelengelsk.
Angelsaksisk er et vestgermansk sprog og er således nærest beslægtet med frisisk, nederlandsk og tysk da sproget blev bragt til de britiske øer, i det femte århundrede, af angelsakserne der erobrede den romerske provins Britannien (England). Muligvis rejste de fra områder i det nordlige Slesvig-Holsten, i Tyskland i området mellem Flensborg Fjord og Slesvig Fjord, den ”halvø” der nu er kendt som Angel, eller på tysk Angeln. De nordiske sprog har også udøvet en betydelig indflydelse senere i vikingetiden i form af låneord.
Nej, det er ikke min spøg, Wikipedias hovedside (Hēafodsīde) på oldengelsk finder du her: http://ang.wikipedia.org/wiki/H%C4%93afods%C4%ABde
Det er måske nok en lidt mærkelig form for Ænglisc, og kan vel nok kræve lidt træning. Hvordan skal man skrive det - Hū man sceolde wrītan? Wikipedias: ”Tutorial on Old English”  kan hjælpe dig lidt på vej.
Jeg skal undlade at udtale mig om, hvor nyttig en sådan internetside er, men jeg er sikker på at bidragsyderne har haft stor fornøjelse med deres bidrag til forståelsen af angelsaksisk.

Ƿilcumen ;-)














Tuesday, 4 October 2011

Minister-taburetter



Hvor er det altså synd for de nye ministre, at de skal sidde på en taburet. Kunne man dog ikke have givet dem en magelig lænestol, hvor de kunne sidde og nyde deres nye magt og vælde. Har måske ikke netop ministre brug for rygdækning og noget at læne sig til? Men ak nej, der må de sidde uden ryglæn – på en taburet. Og en taburet vælter, åh, så let. Og falder ministeren fra taburetten, står der straks en anden klar til at indtage hans plads. Jeg går ud fra at den nye skatteminister har fået en trebenet malkestol, for det er vel også en form for taburet. Jeg har forstået, at tidligere ministre lige frem har klæbet sig til taburetten. Gad vide hvordan det klæbestof har set ud. Forhåbentlig har det ikke revet bagen ud af kjolen eller bukserne, for så kan man jo komme til at stå der med enden bar – ak ja!

Ordet taburet har i øvrigt ikke noget med tabu at gøre. Ordet tabu stammer fra Indonesien, men taburet har vi derimod fået fra fransk tabouret, der er afledt af tabour/tambour, som betyder 'tromme'. Det er et ord vi også kender fra tamburkorps og tamburmajor. Sidder ministre måske på taburetter for at man skal spille på tromme for dem, eller er det for at siddende ministre ikke skal føle sig alt for ubehageligt til mode, når de møder op for et stående udvalg?

Joh, der er sandelig nok at undre sig over!

Saturday, 1 October 2011

Hvilken terapi går du til?



Hvis man lider af en eller anden skavank er der helt bestemt en eller anden terapi, der hjælper. Jeg læste lige, at sangerinde Katy Perry har hyret en katte-terapeut til sine firbenede venner. Ja, det stemmer, hendes katte går i terapi. Terapi er moderne, det er in. De gamle romere talte om ”mens sana in corpore sano”, det vil sige ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Nå ja, romere, egentlig er det et citat af Juvenal i hans tiende satire, vers 356. Decimus Junius Juvenalis var en romersk digter, der levede fra ca. 65 til ca. 135, og som er kendt for sine 16 satirer (skrevet ca. 110-130). Hvis du vil have en sund sjæl i et sundt legeme, må du naturligvis gå til både fysioterapi og psykoterapi.

Terapi kommer fra græsk therapeia (θεραπεία) 'opvartning, pleje, lindring'. Det er en behandling, især over længere tid, af fysiske eller psykiske lidelser. Terapi findes i mange former, tillad mig at nævne en række:
elektroterapi, kemoterapi, primalterapi, adfærdsterapi, beskæftigelsesterapi, familieterapi, fodterapi, genterapi, gruppeterapi, kropsterapi, parterapi, røntgenterapi, samtaleterapi, sorgterapi, zoneterapi, stråleterapi …

Selv har jeg således været i stråleterapi. Det var en såkaldt brachyterapi, en indvendig strålebehandling af prostatakræft (i modsætning til udvendig strålebehandling). Det græske ord brachy(s) (βραχυς) betyder kort (eller kort afstand). I brachyterapi anvender man radioaktive kilder, der indføres i selve behandlingsområdet. Afstanden fra strålekilde til behandlingsområde er således kort. Denne terapi kan også anvendes mod livmoderhalskræft, og på det seneste vist også mod brystkræft.

Det at skrive blogindlæg er for mig måske snarere en beskæftigelsesterapi, men for mange er det vel en skriveterapi. Skriveterapi er en form for udtryksterapi, som bruger det at skrive og behandle det skrevne ord som terapi.

Udtryksterapi er blandt andet beskrevet her, hvor der indledes med disse ord:
”Udtryksterapi er en kreativ dynamisk terapi der involvere hele mennesket. Når vi bruger os selv, vores udtryk i det terapeutiske rum, giver vi plads til de skabende kræfter der lever i os.” (Er det ikke smukt sagt – undskyld skrevet?)

Ja, jeg kan jo så spørge mig selv hvilken lidelse, jeg mon prøver at kurere med denne terapi. Men lad mig ikke tale om mig selv, men spørge, hvilken terapi går du til? For uden terapi kan man åbenbart ikke eksistere som moderne menneske – et HELT menneske!

Tuesday, 27 September 2011

Sanktvejtsdans

Det er vel de færreste i Danmark der ved, at tysk er officielt sprog i Belgien, men det er faktisk tilfældet – i tre kommuner, siger og skrive.



I en af disse kommuner ligger der en by, der hedder St. Vith. Den få mig altid til at tænke på sanktvejtsdans. Ja jeg skulle altså lige lede lidt i ordbogen, for jeg er vant til at kalde det ”sangtføjtsdans”, men sådan staves det altså åbenbart ikke!

Jeg får ofte den slags idé-associationer, det vil sige, at et ord uvilkårligt får mig til at tænke på et helt andet. Og hvad har St. Vith så med sanktvejtsdans at gøre. Ikke vel ret meget andet, end de begge er opkaldt efter den hellige sicilianske martyr Sankt Vitus (gad vist om Vitus Bering også er opkaldt efter ham?).

Sanktvejtsdans er en sygdom med ufrivillige rykvise bevægelser, og da man mente at man med bøn til Sankt Vitus kunne få ham til at helbrede ufrivillige bevægelser, blev sygdommen altså på et tidspunkt opkaldt efter ham.

Vi har fået udtrykket fra Tyskland (”Sankt Veitstanz”), hvor det oprindeligt blev brugt om en helt anden dansesyge eller danseplage (Tanzwut) fra middelalderen (navnlig 14. og 15. århundrede). Det var nærmest epidemiske folkesygdomme, hvor mennesker dansede vildt og uhæmmet til fråden stod dem om munden. Det må nok formodes, at denne tilstand blev hjulpet på vej af hallucinerende stoffer. Denne dansesyge herskede også under den sorte død i 1300-tallet. Måske dansede man her af fortvivlelse, og man dansede løs til man kom i ekstase. Jeg tvivler på, at det var et effektivt middel mod pesten, men også her var der nok brugt hallucinerende stoffer – ak ja det er ikke noget moderne fænomen.

I dag bruges udtrykket sanktvejtsdans mest om nervelidelsen med det videnskabelige navn chorea minor. Chorea kommer fra græsk (χορεία) og betyder dans – vi kender ordet fra koreografi (kunsten at komponere balletter eller danse).

PS: Hvis du er til (folk) metal, så er Tanzwut i dag ogå et berømt tysk metal-band, der i udstrakt grad bruger sækkepiber.

Sunday, 25 September 2011

Kære penge har mange navne

Sydbank skriver i deres nyeste kundemagasin at sproget er en legeplads, hvad jeg da kun kan give dem ret i. De bringer en imponerende liste over, hvad man sådan kalder penge, og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kendte alle udtrykkene. En tak til Sydbank p.t.. Her er deres liste i alfabetisk orden:

Bananaer, basseører, billetter, bommelommer, brik, bobs, bübs, bønner, dask, dollaser, glasperler, gods, granater, grunker, gryn, gysselakker, gysser, hagl, janter, jødemagneter, klaus, klejner, knapper, knaster, kryddere, kugler, kun tanter, moneter, moneys, moniks, nødder, paras, skejser, skærver, slanter, spir, spåner, stakater, stifter, syle, træpenge.

Og selv om det er en særdeles imponerende liste, kunne jeg måske nok tilføje:
bidefaste, bummelummer, flade, hjælpetropper, hægter, håndører, jyske træpenge, kasse, pebernødder, runde, S.O.S.! og søm.

Saturday, 24 September 2011

Hvil i fred

Hvis du ser danskere gå rundt på en nederlandsk kirkegård smilende og rystende på hovedet, er det måske fordi de har set, at der på mange gravsteder står ”Rust in vrede”. Hvorfor skal vi nu ruste i vrede. Ja det hjælper jo lidt at udtale det rigtigt, for det udtales næsten som ”ryst in frede”. Det nederlandske ”v” udtales nærmest som det tyske ”v” (Fau), og at f bliver til v kender vi da fra engelsk. One wife, two wives – one loaf, two loaves – one life two lives osv. Det nederlandske ord rust er det samme som det engelske ord rest, som i ”Rest in peace”, forkortet til R.I.P. - nåh nej, det er egentlig en forkortelse af ”requiescat in pace” - altså ”hvil i fred”.

Og det kunne så, synes jeg, give en rimelig forklaring på hvorfor det hedder en ”rustvogn”, den vogn, der bringer os til vores sidste hvilested, eller skulle jeg sige rasteplads, for en rasteplads er jo et sted hvor man kører ind til siden for at hvile sig lidt inden man kører videre, og i øvrigt også et område hvor trækkende fugle kan gå ned for at hvile og spise. Men der er jeg muligvis galt afspadseret, for rust i rustvogn menes åbenbart at komme fra (ud)ruste. Vognen er udrustet eller udsmykket.

Nederlandsk rust, engelsk: rest og tysk: Rast og i øvrigt også Ruhe er i øvrigt brødre til det danske ord ”ro” - og fred er jo en tilstand, hvor der er ro. Og ro kan man vel undertiden nok have brug for, så nu er det vist på tide, at jeg tager mig en middagslur!

Friday, 23 September 2011

Bindegal



Hvor gal i skralden kan man blive? Og når man er gal er man så sindssyg eller bare vred lige her og nu?

Uanset om man er splintrende gal, eller rablende gal, splittergal eller lynende gal, så er det at være gal et lidt mærkeligt udtryk.

Ordet har som så mange andre en lang historie. Ordet stammer fra det oldnordiske udsagnsord gala, som betød sådan noget som forhekse med tryllesang, og i den betydning finder vi det nu kun i eder – ja, undskyld jeg bander, det gør jeg ellers nødig – men altså i eder som ”fanden gale mig”, altså en bøn om at blive forhekset af ham I ved nok. I nutids tillægsform, eller præsens participium, hvis I hellere vil have det på latin, blev gala til gallin (på oldnordisk altså – på nudansk svarer det til galen), det vil sige ”forhekset med tryllesang” og dermed forgjort, fortryllet, vild eller gal.

Hvis man er bindegal er man så gal, at det er nødvendigt at binde én fast.

I splittergal kommer det første led fra nedertysk splitter-, afledt af splitt 'splint', forstærkende betydningen oprindelig 'til sidste splint'. Og hermed er vi så også ved splintrende gal, hvor splintrende forstærker udtrykket til noget vældigt eller umådeligt: lynende gal eller overmåde vred, altså.

Derudover kan galt jo naturligvis også betyde noget, der er forkert, som under Otto Leisners TV-optræden som vært i den dansk-norsk-svenske 'Trekampen', en række udsendelser, som nogen af jer måske kan huske, de løb fra 1964 til 1967, så det er efterhånden et part dage siden. Her blev bemærkningen "Dommeran säger, at svaret är fel" gjort udødeligt. Svaret var altså galt eller forkert (men ikke nødvendigvis væmmeligt), men nu er jeg måske ved at komme ud på et fælt vildspor? Det kommer jeg, åh, så let. Jo galere, jo bedre.

Fæl er for øvrigt beslægtet med det oldnordiske fælinn 'sky, bange', hvoraf det muligvis er dannet på samme måde som gal af galen.

Thursday, 22 September 2011

Parlamentere eller tinge

Har du tinget om prisen? Eller har I ikke parlamenteret? Diskutere, parlamentere, tinge, prutte – det er også hvad man gør i et parlament eller (folke)ting. Erik den Røde siger dit, og Karl den Blå siger dat, og flertallet vedtager en beslutning. Sådan har det altid været siden tidernes morgen – eller i hvert fald siden vikingetiden.

Øen Man praler med at have det ældste uafbrudte eksisterend parlament i verden. Det hedder ”Tinwald” og blev stiftet i 979, men oprindelsen går tilbage til det niende århundrede, som ting for de vikinger, der nu og da holdt til på Man. Om det nu også virkelig har fungeret uafbrudt siden 979, vil jeg lade andre diskutere, men navnet er klart det samme som det islandske Þingvellir, der igen stammer fra det oldnordiske ord Þingvǫllr, nemlig den vold eller den slette eller det sted, hvor en folkeforsamling holdt ting, altså et tingsted, hvor ret blev dømt og lov blev givet.

På Þingvellir samledes islændingene for første gang i år 930 for at løse stridigheder og vedtage nye love. Þingvellir var nationens mødested helt frem til år 1978, da danskerne opløste tinget, altså i alt i 868 år. Landets øverste ledelse var således Altinget, der havde hovedsæde på Þingvellir. Altinget var en lovgivende og dømmende forsamling. Der udarbejdedes løsningsforslag til konflikter fra landets forskellige egne. Da Altinget i 1845 genopstod som en demokratisk valgt forsamling, var det med Reykjavík som mødested.